Asetroen:

Vikingernes asetro er delvist baseret på virkelige hændelser, der er en smule eller i visse tilfælde meget overdrevet. Odin, Thor og Loke samt de andre guder i asetroen har muligvis levet i folkevandringstiden omkring år 450 efter kristi fødsel, da hunnerne under Bleda, Attilla med flere truede romerrigets grænser imod øst ved Ungarn.

Sagaerne beretter om de gåture, som Odin, Loke og en tredje gud var på, og i enkelte af dem truedes guderne på livet på grund af den ballade, som Loke havde forårsaget. Det faktum at de kan slås ihjel i sagaerne må være bevis på, at de er dødelige og ikke guder, som skulle være udødelige.

Aserne køm fra Øst eller mere specifikt fra Sortehavets nordkyst ved flodmundingernes Don og Dnepr's mundinger samt halvøen Krim. Hunnerne og romerne tvang dem mod Danmark, hvor de slog sig ned på Fyn, for der havde de kunne tilkæmpe sig plads blandt de lokale folk, muligvis vanerne. De kendes ifølge lademands leksikon som "Herulerne", der blev slået i det 2. århundrede e.k.

Odins enøjede krigere var berygtede for deres vildskab, og for deres offervilje. Einheirene, som de kaldtes på grund af deres ene øje, det andet var sandsynligvis ofret til vandets guder, for at de derved kunne se underverdenen. Odin må have startet en religion med sig selv som gud efter romersk model, hvor kejserne udødeliggjordes som guder i levende live.

Med Odin i centrum for denne religion, drog de imod nordvest igennem Europa til Danmark, og de må have gjort et drabeligt indtryk på de lokale konger, præster og øvrige indbyggere. Overtroen må have skabt en grobund for skabelsen af asetroen, og Odins einheirer må have været præstekrigere, der har blandet sig i de lokale magtforhold med trolddom, list og snilde.

Høje magre mænd med et øje, langt skæg, et blødende spyd og en masse overtro må have skræmt livet af de lokale stammer, mens de var på vandring. Sagaerne om disse vandringer må være udtryk for en datidig politisk kanonbådsdiplomati, og asetroen blev født i folkevandringstiden.

De lokale guder og gudinder skulle have en ny gudernes konge i Odin, og selv om han i levende live var en drabelig krigsherre, der kunne sejre selv i de dårligste situationer, så var han en slags dødsgud, der bragte de døde til Valhalla, dvs. dødsriget. Romersk, græsk og andre mytologier må have været kendte, så Odin fik først rollen som Merkur, gudernes budbringer. Senere blev han forfremmet, sikkert efter hans død.

Jætterne spiller en rolle som de grimme beskidte fjender, der skal jagtes og dræbes af guderne, mens der lægges op til ragnarok og asetroens skabelsesberetning. En jætte er et mytologisk væsen eller en person, der repræsentere denne lokalbefolkning. En slægt kaldes en æt, en slægtsgård en ætte, og hvorfor kan man ikke antage, at en jætte er overhovedet for denne slægtsgård, dvs. bondemanden eller landsbyhøvdingen.

Folkeslaget kunne være Herulerne, de blev senere kendt for deres mod og stridslyst. De er også kendt som en adelsslægt af Jarler, på engelsk Earls, der var kongens håndgangne mænd, der fik betroede poster efter egen fortjeneste, og en plads ved højbordet. Kongen uddelte måske mønter med sit portræt, de såkaldte brakeater, til sine jarler, og disse var tegn på, at bæreren skulle have del i kongsgårdens øl, mad og underholdning.

Odins liv er præget af flere affærer. Hans sønner og døtre gør, hvad de kan for at udvide det nye kongerige, og den mest kendte er sagaen om Gefion. Hun avlede med en norsk jætte 4 sønner, som forvandledes til okser, og med dem pløjede hun Sjælland løs fra Sverige til kong Frø´s fortrydelse.

Hvad nu hvis ploven er roret på en båd, de fire sønner rorskarle eller sømænd, og Gefion rent fysisk sejler rundt om Sjælland i en lille sejlbåd med en ard (plov) som ror. Den svenske konge narres på den måde, og en saga er født med Gefion i hovedrollen. Odins børn ophøjes efterhånden også til guder, og danernes rige grundlægges med Fyn i centrum.

Aserne må have været en elite iblandt danerne, dvs. en adel, der bestod af kampvandte krigere, som var bedre til at slås end de lokale. Stærkodders saga må være skabt på det grundlag. Barske, rå, uforfærdede, voldsomme krigsmænd, der bare ved at kikke på en, fik en til at skælve i dødsangst.

Alle sagn bunder i et gran af sandhed, og før hovedpersonerne i sagnene blev guder, så var de mennesker. Homers Troja blev fundet i Tyrkiet ved Bosporusstrædet i forrige århundrede, og de gamle sagn blev til historiske facts, der endnu i dag undersøges efter flere videnskablige beviser.