Den anden verdenskrig:

Fra 1.ste septemper 1939 til 9.de maj 1945 rasede anden verdenskrig i Europa. Krigen blev startet af Hitlers tredje rige i Tyskland, og hjulpet af Mussolini i det facistiske Italien. Japanerne fulgte trop i 1941, da de angreb Pearl Haurbor. Krigen kostede millioner af soldater og civile livet, og den frie verden er på trods af tabene egentlig meget for ikke at sige enormt heldig med, at det gik, som det gik.

Hitler lavede flere fejltagelser, italienerne bed over meget mere end de kunne tygge, og japanerne skulle aldrig have angrebet amerikanerne, men have holdt sig til de europæiske kolonier i asien. Den her hjemmeside vil levere en række eksempler på de politiske, strategiske og taktiske fejl, som i ugjort tilstand kunne have vendt krigslykken for England og Europa i større eller mindre grad. Såkaldte "hvad nu hvis" scenarioer.

Hvis Hitler havde været en anden mere balanceret mand, der spillede sine kort på en lidt anden måde, så ville meget have været anderledes, og vi ville ikke have levet i en fri verden.

Gud ske lov for det.

1: Hitlers enorme had til jøderne, kommunisterne, med flere.

Man kan hade for meget. Hvis Nazityskland ikke havde gennemført Holocaust, så ville de have haft flere hundrede tusind ekstra jødiske soldater i den tyske hær, der kunne have hjulpet den regulære tyske hær ved fronten. Alle andre kunne have deltaget i krigsindustrien på lige fod med de tyske og europæiske arbejdere. Dette had samlede ganske vist Nazityskland og bragte Hitler til magten, men det var også den største politiske fejl, som noget menneske nogensinde har gjort.

En enorm arbejdsstyrke gik derved tabt, og en masse resourser på de tyske jernbaner kunne være brugt til at transportere ammunition med mere til fronterne i stedet for jøder til dødslejrene. En fatal politisk fejl. Desuden kunne tyskerne, hvis de havde indført en slags apartheitsystem i hæren, have formeret en jødisk armégruppe, der kunne have assisteret den tyske hær i sær på østfronten. Kommunisterne var heller ikke glade for jøderne, og hvis østeuropas jøder havde haft valget imellem en fri facistisk jødisk armé og Stalins hemmelige politi, så ville valget for de fleste jøder have været rimeligt let at tage.

I betragtning af den nuværende israelske hærs bedrifter, så fejlede Nazitysklands fornuft og rationalitet totalt. Jøderne kunne med den rette træning have dannet eliteenheder i stil med SS, og de kunne startet befrielsen af Palæstina og Jerusalem under anden verdenskrig i årene 41 til  42. Hitler og Nazityskland kunne have udnyttet denne jødiske armégruppe til egen fordel, og betalt prisen med en tidligere dannelse af staten Israel.

SS umenneskelige optræden bag fronten imod de erobrede folkeslag skabte et sådant had, at den lokale befolkning fik valget imellem pest og kolera i form af Hitler og Stalin. Russerne ville gerne af med Stalin i begyndelsen af krigen, den lokale befolkning i grænselandet modtog jo dem med glæde, men SS lærte dem snart noget helt andet om Hitler og hans metoder. Stalin kunne sætte hårdt imod hårdt, da de sovjettiske folkeslag valgte moder rusland, og Stalins eneste gode gerning blev via dem knusningen af Nazityskland

Nazitysklands overdrevne racepolitik med overmennesker og undermennesker ødelagde alle former for en gensidig respekt, og den undervurderede folkeslagenes evner i regulær kamp. Ethvert normalt menneske med respekt for sig selv og andre må indse, at alle kan bruge et våben, og at forskellen i kamp kun er et spørgsmål om viljen til at kæmpe til det yderste, dvs. hvem af de kæmpende parter har mest dødsforagt, og hvem bruger den resource bedst muligt både strategisk og taktisk.

Det resulterede i et enormt spild af menneskelige resourser, der kunne have været brugt til at sikre Hitler sejren på østfronten, og det kunne have knust Stalins politiske magt meget, meget hurtigt. De kommunistiske kommisærers hårdhændede behandling af russerne var det rene vand i forhold til SS behandling af dem. Hvis den tyske hær havde hjemsendt krigsfanger til erobrede områder, eller hvis de havde rekruteret dem, så ville Stalin have fået det meget svært med at holde sammen på Sovjetunionen i det første krigsår.

Russerne ville have været i en situation, hvor de skulle kæmpe imod en overlegen fjende, adlyde ordre fra en despotisk, mistroisk mand som Stalin, risikere døden for deres egne sikkerhedsstyrker maskingeværer og artilleriets granater. Alt var i kaos under de første måneders tyske angreb i 1941. Den sovjettiske hærs front ville være blevet opløst i mytterier, overgivelser og massedesertioner, når tyskerne angreb dem, hvis bare de havde et bedre alternativ at se frem til bag de tyske linier.

Det kan derfor konkluderes, at det er spild af energi at hade andre så meget, og det er især et syndigt spild af menneskelige resourser, som kunne være blevet brugt bedre. Behandel folk ordentligt.

2: Hitlers erobring af Polen.

Nazitysklands hovedmål fra starten burde have været kommunisterne i Sovjetunionen. Stalin skulle have været selve hovedmålet. I stedet lavede de en ikke angrebspagt med hinanden, og polakkerne blev den lille i midten af de store europæiske totalitærstater. Hitler kunne have ændret meget, hvis han havde lavet en ny politisk og tophemmelig aftale med polakkerne om fri passage for den tyske hær igennem Polen.

Hvis en sådan aftale var blevet gennemført, så kunne tyskerne have angrebet Sovjetunionen den 1. september eller tidligt næste forår i 1940. De ville have overrasket alt og alle, hvis de havde knust Sovjetunionen og dermed dræbt Stalin. Der ville ikke have været blevet erklæret krig fra Frankrig og England, og den anden verdenskrig ville aldrig været gået i gang. Kun den tysk-sovjetiske krig.

Nazityskland angreb Polen med 40 divisioner, hvoraf 6 var panserdivisioner, 4 var motoriseret infanteri, 4 var lette motoriserede divisioner og resten 26 var regulære infanteridivisioner. Selve kampagnen tog 30 dage, og da Sovjetunionen angreb Polen i ryggen, brød forsvaret totalt sammen. Tyskerne mistede 217 kampvogne i Polen, hovedsageligt i byerne, hvor de kunne angribes fra oven. Hvis polakkerne havde fået forstærkning fra England og Frankrig, eller hvis de havde angrebet vestfra, så ville Hitler have tabt alt på det tidspunkt i krigen.

Tyskerne kunne derefter fra en styrkeposition have genforhandlet den udmygende Versailletraktat efter første verdenskrig med Frankrig og England, der ville have været nød til at være meget mere respektfulde ved forhandlingsbordet. Men Englands og Frankrigs arrogance over for Nazityskland kunne have fremtvunget en krig, hvis tingene var blevet sat på spidsen. Så hvem ved, hvad der ville være sket i den situation?

Det kan konkluderes, at politiske traktater og andre diplomatiske ikke kan holde vand, når det gælder en gennemførelse af en stærk, militær realpolitik. Von Clausewich havde ret, da han sagde, at krig er en ekstrem form for politik, og at der skal være et klart politisk mål for en krigsførsel lige fra starten.

3: Danmark og Norge? Jugoslavien og Grækenland?

Hvorfor skulle Danmark og Norge egentligt erobres? Vi var neutrale. Vi kunne have været gode naboer og handelspartnere ligesom i den første verdenskrig. Altmark affæren startede det alt sammen. Hitler blev rasende over, at englænderne havde kabret et tysk handelsskib (Q-skib) i en norsk havn med britisk fanger ombord, og at de havde haft heldet med sig. Hitler lagde derfor en angrebsplan for Danmark og Norge, og han bad den tyske flåde om at gennemføre den sammen med de andre værn.

Hitler begik en dumhed. Britterne fik ham til at udvide spillebrættet nordpå i den forkerte retning, og den tyske flåde blev tvunget ud i kamp med den britiske flåde. Den var ikke klar til den britiske flåde, og det beviste søslagene omkring Narvik, samtidigt med at det norske kystværn sænkede et par at de store skibe i Oslo Fjord, og den tyske flåde havde ikke for mange store krigsskibe på det tidspunkt.

England og Frankrig var alene imod Nazityskland på det tidspunkt. De kunne kun have blokeret Narvik, men de ville ikke have invaderet Norge for at erobre landet. Nazityskland kunne bare have sendt ingeniørsoldater til Sverige, for der at gå i gang med at lave en østlig jernbanelinie fra de svenske jernminer til Østersøen, eller den svenske regering kunne have fået til opgave at bygge den for at sikre handelsforbindelserne. Naturligvis efter ønske fra Berlin. Diplomatiet kunne have gjort meget på den front først.

Danmarks bælter ville have været en prop, som tyskerne kunne have spærret med lethed for de britiske skibe med et par lommeslagskibe. Tyskernes ubåde kunne drive rovdrift på de britiske blokadeskibe, og de kunne skygge deres egne transportskibe langs den norske kyst, som i nødstilfælde kunne få hjælp imod de britiske krigsskibe. En torpedo ind i siden på et inspicerende britisk krigsskib ville ikke være til Englands fordel.

Hitler havde brug for jern, men jern ville der være nok af ved fronten. Krigsindustrien kunne have udviklet et bjergningssystem, der samlede fjendens smadrede kampvogne sammen, repareret dem eller sendt dem tilbage til ophugning i Tyskland. Jernskrot og jernmalm kunne have været fremskaffet fra Spanien, Italien, Danmark og Holland, så det var skønne spildte kræfter at erobre Danmark (med kun 2 divisioner samt lidt panser og nogle fly) og Norge. Det ville have været bedst for Nazityskland, hvis Hitler ikke havde gået nordpå.

Erobringerne af Jugoslavien og Grækenland var endnu et par strategiske fejltagelser, men da de var en del af forberedelserne til Operation Barbarossa imod Sovjetunionen, kan de forstås. Tyskerne ønskede jo deres sydlige flanke dækket, så at britterne sammen med grækerne ikke kunne angribe dem bagfra, når de gik i kødet på Sovjetrusland.

Det kan konkluderes, at man ikke skal lade sig lokke til at foretage forhastede angreb på neutrale lande, der kan ende som fremtidige handelspartnere for rustningsindustrien.

4: Hitlers erobring af Holland, Belgien og Frankrig.

Efter første verdenskrig og den for tyskerne udmygende fredsslutning igennem Versailletraktaten, samt den dårlige behandling af Tyskland efter krigen, så havde tyskerne og især Hitler noget, som de skulle have klinket med Frankrig og England. Der skulle tages hævn, og den fik de. Lynkrigen i vest igennem Ardennerne var udført mesterligt af Wehrmachts nye panserdivisioner og Luftwaffe, selvom Luftwaffe var lige lovligt for grove i deres bombardementer af Rotterdam og de øvrige civile mål.

Dunkirk kunne have været en tysk sejr, hvis de fremskudte panserstyrker havde fået tilført infanteri i form af nye faldskærmssoldater. De kunne være blevet fløjet ind bag de allieredes linier, hvor de kunne være blevet landsat i nærheden af de fremskudte tyske panserenheder (Rommels 7.ne panserdivision), som var brudt igennem fra Ardennerne til Calais. Et større tysk panserfremstød imod strandene ved Dunkirk ville have været fatalt for den britiske ekspeditionshær.

Hitler havde tilsyneladende misforstået tabstallene fra panserdivisionerne, så de beskadigede kampvogne blev lagt sammen med de totaltødelagte kampvogne, og derfor holdt han kampvognene tilbage ved Dunkirk, men Göring havde også lovet for meget samtidigt. Frankrig havde flere og bedre kampvogne, men de blev brugt i små grupper som infanteristøtte og var dermed spredt over hele fronten, og deres motorer brugte desuden en masse flybenzin. Tyskerne brugte almindelig benzin, men de var kørt for langt fra forsyningsenhederne, og de kunne i det mindste tanke op på de lokale servicestationer.

Efter Frankrigs nederlag skulle tyskerne have udnyttet Vichy regeringen til at skabe en fransk facistisk stat i stil med Spanien eller Italien. Det samme skulle have været sket i Holland, mens Belgien skulle opløses og deles i to dele til Frankrig og Holland som en slags krigsskade kompensation til de to lande. Nazityskland kunne derefter have trukket sig ud af Frankrig og Holland ligesom i det forrige århundrede, hvor Frankrig under Napoleon III. blev afklapset af den nye tyske stat under Bismark i 1870.

Nazityskland ville dermed have haft ryggen fri. England vil have været isoleret. Holland, Frankrig, Spanien, Italien ville have været neutrale og i stadig stigende grad facistiske lande, der vendte den kolde skulder til det eneste europæiske land, der havde evnen og viljen til at kæmpe imod Hitler. Holland, Frankrig, Spanien og Italien kunne være de sovende partnere i en facistisk handelsalliance i stil med fællesmarkedet.

Nazityskland kunne have fordelagtige handelstraktater med de to nye facistiske lande og deres kolonier. Det vil sige våbenleverancer med mere, og hvis englænderne havde angrebet disse lande, så ville de have fået endnu flere fjender at slås med end kun Tyskland. Hitler ville have haft flere esser i ærmet. England ville kun have haft Commonwealth og USA at støtte sig til med hensyn til forsyninger med mere.

Hvis Hitler bare havde gjort dette, ville Nazitysklands eksistensgrundlag have været sikret i Europa, og et facistisk fællesmarked i europa kunne være blevet en realitet. Rom-traktaten ville være blevet til Berlin- traktaten tidligt i 1940erne, og guderne må vide, hvad der ellers ville have været sket på verdensplan. Det britiske imperium og USA ville stå over for en facistisk europaunion.

Måske ville USA selv være hoppet på vognen, men sydstaterne med deres raceholdninger ville have kunnet starte et facistisk oprør og dermed en ny borgerkrig, der ville have rykket USA i stumper og stykker, eller gjort USA til verdens største facistnation. Gud bedre det, hvis det var sket.

Det kan konkluderes, at demokratiet var i den yderste fare efter Frankrigs fald, og at årsagen til dette var demokratiets behandling af det slagne Kejsertyskland efter første verdenskrig. Derfor skal man behandle lande og folk ordenlige efter klare demokratiske spilleregler.

5: Luftkrigen og søkrigen imod England.

Et isoleret England selv med hjælp fra USA ville kunne være blevet kvalt ret tidligt, hvis der fra starten havde været flere tyske ubåde og tyske overfladeskibe. Tyskerne manglede hangarskibe, flere overfladeskibe og i sær flere ubåde. De manglede også en lang række våbensystemer i de øvrige værn, som de skulle have satset noget mere på fra starten. De nazityske forsvarsstyrker var ikke klar til en flerårrig verdenskrig, men det var heller ikke Hitlers mening, at det skulle ske. Hitler klokkede som bekendt i det.

Med hangarskibe kunne tyskerne have tvunget den britiske flåde og luftvåben lidt mere i defensiven, og med flere ubåde kunne de have gennemført en totalblokade af de britiske havnebyer. Tyskerne kunne have sørget for at erobre flere britiske handelsskibe, som de kunne have hjemført som priser, og det ville have været en oplagt opgave for ubådene eller de tyske Q-skibe. Tyskerne kunne have vundet meget på den konto.

Selve England kunne være blevet angrebet tidligere med en massiv landsætning af faldskærmssoldater i et øde hedeområde nær en havneby. Hvis Luftwaffe havde været i stand til at flyve en del mindre kampvogne, våben, ammunition, brændstof, soldater og ingeniørtropper derover, så disse kunne bygge en lufthavn, der kunne være hjemsted for en fremskudt afdeling af Luftwaffe. Så kunne et hurtigt faldskærmsangreb i stil med det på Kreta have afgjort Englands skæbne. Hitler skulle have taget en regulær chance der.

Englænderne var i knæ efter Dunkirk, hærens udstyr var blevet efterladt på stranden, de ville nemt kunne have været blevet erobret totalt, hvis tyskerne havde satset deres elitesoldater. En erobret havneby, en fremskudt tysk lufthavn og et større antal tyske eliteenheder landsat i England ville sammen med Luftwaffes indledende luftangreb i "Slaget om England" have været det afgørende slag imod England. Britterne ville, som Churchil sagde: "Komme til at kæmpe i dalene, bakkerne og bjergene."

Görings fejltrin efter britternes bombning af Berlin var englændernes held. Da Luftwaffe skiftede fra militære mål til civile mål, tabte de initiativet i luftslaget om England. De kunne have gjort det, men ledelsen i Luftwaffe mistede overblikket og dermed også initiativet samt krigslykken. For mange fede kokke fordærver osv.

Luftwaffes flyvemaskiner var ikke lige så gode som de britiske. Jagerflyene, jagerbomberne, bombeflyene og transportflyene samt svæveflyene i Luftwaffe var præget af den samme ubeslutsomhed, som i kampvognene hos hæren. Der var flere flymodeller, der kunne det samme, og der herskede en slags indbyrdes konkurence i blandt flyproducenterne. Ingen vidste hvilket fly, der kunne vinde fremtidens luftslag, og de var ikke gearet til en total krigsproduktion, som ville blive nødvendig fremover.

Der skulle have været satset på de bedste flydesigns, det hurtigste fly eller det mest effektive fly, som så kunne blive masseproduceret på alle flyfabrikker, indtil næste flydesign slog igennem fra prototypernes rækker. Hvis Göring havde haft sans for en mere strømlinet produktion af fly til Luftwaffe, så ville meget have været gået anderledes til i luftslagene. Men han ville hellere spille flyproducenterne ud imod hinanden, og tjene fedt på deres bestikkelser af ham og hans stab.

Holland havde f.eks. en tomotoret jagerbomber designeret Fokker G2 Mower (Plæneklipperen), der var en del bedre end ME 109 og FW 190 i 1940. Den var så god og så hurtig, at den med lethed kunne nedkæmpe de tyske jagerfly. Kun det lille antal af dem gjorde, at tyskerne kunne vinde luftkrigen over Holland. Hvis der havde været flere, så ville tyskerne ikke have haft luftherredømmet i Holland og Belgien. Tyskerne mistede så mange fly, at de hemmeligholdt Luftwaffes tabstal i krigens første dage med god grund.

Tyskerne skulle have adopteret G2´eren, den var bedre end de fleste tyske tomotorede fly og begge jagerfly. Den hollandske flyfabrik Fokkers mesterstykke G2 Mower var i klasse med englændernes Moskito, og tyskerne kunne have udrettet mirakler med den, hvis de havde gjort noget ved sagen. Det er en af de mange strategiske og taktiske fejl, som Luftwaffe begik til den frie verdens fordel.

Luftwaffes bombefly Heinkel og transportfly Junkers var også mangelfulde designs. Deres bedste flydesign var Condoren, og de manglede et transportflydesign ligesom amerikanernes DC3. Luftwaffe var ikke ligefrem klar til anden verdenskrig, og det blev klart under Slaget om England. Hvilket blev vores held.

6: Den tyske hærs sammensætning og bevæbning.

Det faktum, at det tyske forsvar ved krigens udbrud ikke var klar til total krig eller var bevæbnet efter de mest moderne standarter, er en af de største strategiske fejl, som Nazityskland og Hitler begik. Der var konstant i undertal på alle områder bortset fra kvalitet i visse våbentyper og kampevne på slagmarken, og de blev bedre og bedre, som krigen skred frem. Tyskerne er de fødte soldater. Det må man give dem.

Ved krigens udbrud rådede den tyske hær kun over nogle få lette kampvognsdivisioner, der primært var bevæbnet med lette kampvogne af typen Panzer Mark I (2 maskingeværer)og II (en 20 mm maskinkanon). Derudover var den forstærket med 260 erobrede tjekkiske kampvogne af typerne LT 35 (200 stk.) og T 38 (60 stk.). Det meste af hæren var ikke mekaniseret, den var stadig hestetrukken, der var kun 4 hjulbårne lette infanterienheder, og lige så mange panzergrenadierenheder.

Tyskerne sendte 26 infanteridivisioner, 6 panserdivisioner, 4 lette divisioner og 4 motoriserede divisioner ind i Polen, hvor de i løbet af felttogets 30 dage sammen med den røde hærs angreb bagfra knuste Polen. I løbet af felttoget mistede tyskerne 217 kampvogne (Især lette kampvogne og de fleste i bykampene i Warszawa).

Felttoget i Polen lykkedes kun på grund af lynkrigens hurtige panserfremstød, der var støttet af luftvåbnet og motoriseret infanteri og artilleri. Tyskerne skulle have forberedt sig grundigere. De skulle have haft en større og en tungere grad af mekanisering af deres styrker, og de skulle ikke have satset udelukkende på de få eliteenheder. Hitler angreb for tidligt, fordi han ikke var tålmodig nok. Heldigt for os alle i vesten.

Den tyske hær deltes nemlig i to dele, en stor gammel hær udstyret som i den første verdenskrig, og en ny mindre, men mekaniseret og panseret hær af elitesoldater. Kampvognene, opklaringsvognene, artilleripjeserne og de øvrige mekaniserede enheder skulle have været mere strømlignede og ensartede. Tyskerne havde lidt for mange kampvogns- og bæltekøretøjsmodeller i felten, som skabte en kompliceret hær, og de manglede en produktion af reservedele til de eksisterende tanks i de tyske panserstyrker.

Hvis tyskerne havde satset på Pnz. Mark III og især Pnz. Mark IV fra starten, der var deres mest succesrige design. De senere kampvognsmodeller Pnz. Mark VI. Tigeren og Pnz. Mark V. Panteren var endnu bedre, men tyskerne kunne ikke bestemme sig. De skulle have koncentreret sig om en ensartet serieproduktion på alle kampvognsfabrikkerne. Tyskerne manglede faktisk fra starten af krigen en T-34 eller en M4 Sherman, som de kunne serieproducere. Kvalitet kan, ligegyldig hvor god den end er, ikke slå kvantitet i længden.

Der var f.eks. flere gode panserjagere (antitankkanon bæltekøretøjer). En var baseret på Tigerens chassis med en 130 mm kanon, en baseret på Panterens chassis med en 88 mm kanon, en baseret på Panser IV. chassis med en 75 mm kanon, og en baseret på en chekkisk T-38 chassis med en 75 mm kanon (Hetzer). Den sidste var den mindste panserjager af de fire (16 tons), og tyskerne skulle have satset på de to sidste fuldt ud. Tyskerne havde også Stug III. (Stürmgeshutz mark III. 75 mm kort haubitser), og som var bemandet med artillerister, der fungerede som en direkte infanteristøtte i frontlinien.

Der var flere andre køretøjer i den tyske hær, der blev leveret fra de forskellige producenter, som lignede hinanden, gjorde mere eller mindre de samme ting, men brugte ikke de samme reservedele eller brændstof for den sags skyld. Den tyske mekaniserede hær vidste ikke, hvilket ben den skulle stå på, og det må have ført til et spild af resourser i våbenproduktionen.

Hvis den tyske hær havde satset på nogle få prototyper, så ville de kunne have masseproduceret flere af dem, og de ville ikke have været i konstant undertal siden krigen startede. Russernes kampvognsstyrker var fra starten talmæssig overlegen, men moralen i den røde hær var på lavmålet efter Stalins udrensninger, og kun en del af kampvognene var i stand til at køre i kamp uden reparationer. Tyskerne kunne have vundet ret hurtigt.

Kampvognsfabrikkerne i Tyskland skulle også have sendt en blokvogn med hver kampvogn, som kunne køre kampvognen til fronten, ved fronten kunne den så køre af og trænge frem til frontlinien, hvor den ville kæmpe til den løb tør for ammunition eller brændstof. Blokvognen ville så samle den op efter at have læsset en frisk kampvogn af. Oppe på blokvognen kunne kampvognen så serviceres og repareres, mens den blev kørt frem til fronten bagefter panserdivisionen i spidsen for fremrykningen.

Hvis kampvognen gik til, så skulle den sendes retur til fabrikken med blokvognen, og en fabriksny kampvogn kunne blive sendt retur. Blokvognene kunne, hvis kampvognen ikke gik til, så bjerge de fjendtlige kampvogne og køre dem hjem til fabrikken, som så kunne ombygge dem til tyske kampvogne eller skrotte dem helt. Frem og tilbage er jo lige langt, og der er ingen grund til at køre tomhændet hjem til kampvognsfabrikken.

7: Tyskernes afrikakampagne med Rommel.

Italienerne trak tyskerne ind i krigen om Nordafrika og Suezkanalen, det skulle tyskerne have holdt sig langt fra, men når nu de var der, så kunne de have gjort noget ved manglen på nordafrikanske havnebyer. De skulle have anlagt nogle havnebyer med prontonkajanlæg langs kysten, hvor de kunne komme til det. Det ville have afkortet forsyningslinierne betydeligt, og Rommel ville have haft det isenkram, som han havde brug for til at erobre Suezkanalen og Ægypten i 1942.

Her kunne en jødisk armégruppe have været afgørende for Rommels succes, hvis de havde angrebet britterne i ryggen ned igennem Palæstina, Jerusalem og Sinai. Denne jødiske armégruppe ville have være en naturlig del af Armégruppe Syd, da de angreb Sovjetunionen med kurs imod Kaukasus rundt om Sortehavet.

Men manglen på brændstof, ammunition og nye kampvogne var afgørende for Rommels endelige nederlag til briterne styrker under feltmarshal Montgommery. Den smalle kystlinie fra Tunis til Ægypten kunne ikke omgås med et dybt fremstød sydpå igennem Saharaørkenen, men de skulle have forsøgt at finde en teknisk løsning på problemet, så de kunne sende et par panserdivisioner syd om frontlinierne. Kystlandet var en dødsfælde.

Nogle gode kampvogne fra starten ville også have hjulpet, og nogle flere panserenheder ville også have hjulpet Rommel hurtigere til Suez. Malta og Gilbratar skulle have været blevet angrebet fra søsiden noget tidligere, og italienerne skulle fra begyndelsen ikke have erklæret krig imod Frankrig. Det var verdenens held, at tyskerne nåede grænsen for deres kunnen i Afrika, og at Rommel tabte Afrikakorpset på grund af for lange forsyningslinier og en svag italiensk hær, flåde og luftvåben.

8: Operation "Barbarossa".

Den tyske hærs angreb mod Sovjetunionen var delt i tre store fremstød: Nordøst imod Leningrad, øst imod Moskva og sydøst imod Kaukasus. Tyskernes fejl lå i opdelingen af deres kampstyrker. De skulle have koncentreret sig om et kæmpefremstød imod øst fra starten, fordi de manglede kampvogne (3.400 stk.) i forhold til den røde hær, der havde mange flere (23.100) og bedre kampvogne (1.000 T-34 og 1.000 K-1) fra starten. Dog var kun ca. 8.000 tanks i god stand. Moskva og Stalin skulle have været målet.

Blitzkrieg eller lynkrig bygger på et massivt hurtigt angreb på et svækket fjendtligt frontafsnit. Der laves et hul, hvor igennem alle mobile kampenheder sendes dybt ind bag fjendens linier, hvor der er masser af bløde mål såsom forsyningstropper, generalstabe og opmarchområder. Frontlinien rulles derefter op med flankeangreb imod de fjendtlige enheder i den gamle frontlinie.

Først efter gennembrudet skal man sende styrker imod forskellige mål, og hvis en anden frontlinie når at blive etableret, så skal den også gennembrydes i midten eller omgås i flankerne. Fjendens divisioner skal afskæres fra deres bagland, de skal omringes hurtigt, og de skal nedkæmpes i god ro og orden efter tur. Fangerne skulle have været afvæbnet og hjemsendt, hvis de stammede fra de allerede erobrede områder. Eller de kunne være blevet rekruteret til den frie russiske hær. Men SS klokkede som bekendt heldigvis i det.

Hæren kunne have været i Moska meget hurtigere, hvis der var blevet satset på et massivt angreb i midten, der ville have skabt en tysk panserkorridor direkte til Moskva. Andre mindre panserkorridorer kunne have været sendt fra Moskva til f.eks. Leningrad, Kaukasus og Stalingrad, hvis det var nødvendigt. Infanteriet kunne have oprullet russernes frontlinier en efter en, og de kunne have besat Sovjet lidt efter lidt.

Hvis Stalin havde flygtet østpå, så kunne de tyske panserstyrker have fulgt efter ham. Panserdivisionerne skulle have afløst hinanden i spidsen, mens de trængte østpå i en dags tid, svingede ud til nord eller syd og konsolideret stillingen, mens der blev bragt forsyninger og afløsningstyrker frem, og så sluttede de efter et par dages hvil sig op bag i køen af panserdivisioner på vej østpå i panserkorridoren.

Problemet med blitzkrig var forsyningslinierne og kampstøtten i felten i form af artilleri, infanteri og luftvåben. Det var vigtigt, at der altid er ammunition, brændstof, artilleridækning, luftdækning og infanteristøtte lige i nærheden, så at kampvognsstyrkerne kan fungere optimalt bag fjendens linier. Tyskerne rykkede så hurtigt frem, at de overløb de russiske stillinger uden at tage alle til fange. Derfor var der en særdeles stærk hær af partisaner bag de tyske linier, og de generede især tyskernes forsyningsruter.

Opdelingen af fremstødet i tre retninger var en strategisk fejl, der spredte tyskernes sparsomme resourser og gav russerne tid til at bremse det tyske angreb foran Moskva og Leningrad. Kampvognskrigen skulle være kørt i døgndrift som i et andet staffetløb, og den røde hær skulle ikke nå at trække for mange frontlinier i sandet, hvis tyskerne pressede hurtigt igennem de røde divisioner. Hitler kunne have vundet, hvis han havde været klogere og ikke rodet for meget med hærens ledelse på østfronten.

Det kan konkluderes, at en blitzkrig imod et stort land skal planlægges nøje, og at især logistikapperatet skal være mere end fuldt udbygget for at modvirke tab som følge af partisanvirksomhed. Samtidigt skal man i en undertalssituation ikke sprede sine styrker på for mange fremstød, med mindre de skal mødes igen længere fremme i et konvergerende angreb imod selve hovedmålet.

9: Kampen om Stalingrad.

Tyskerne knækkede halsen på Stalingrad, fordi Hitler lod følelserne løbe af med sig, og fordi Stalin tirrede ham ved at ændre navnet på en ubetydelig men vigtig industriby. Det sydøstlige felttog imod Kaukasus gik også dårligt, fordi tyskerne satsede for meget på deres svage allierede, som var dem, der brød sammen under det russiske modangreb ved Stalingrad. Tyskernes 4. armé blev derfor omringet, og de gik til i vinterkrigens gru og de intense gadekampe. Hitler skulle have ladet dem kæmpe sig ud, da de havde chancen.

Hvis Hitler havde været klogere, så havde den 4. armé ikke været blevet tilbage i Stalingrad, men den ville været blevet trukket tilbage til sikre positioner længere vestpå. Hvis den jødiske armé havde været en del af den tyske sydøstarmé, så kunne de have erstattet en del af de svagere allierede divisioner på flankerne, og en jødisk armé kunne have fået til opgave at erobre Kaukasus, Iran, Irak, Syrien, Jordan, Libalon og Palæstina i den rækkefølge, mens de dækkede den tyske armégruppes flanke.

En jødisk kampagne rundt om Sortehavet til det hellige land ville have været målet, som helligede midlet. De ville have kæmpet som løver, og de ville have sejret over de britiske kolonistyrker. Tyskerne i den sydøstlige tyske armégruppe kunne have fulgt efter den jødiske armé ind i Indien eller Kuwait og Saudiarabien. Englands magt i Mellemøsten og Fjernøsten kunne være blevet brudt, og hvis japanerne havde gennemført deres planer i Stillehavet uden at angribe Pearl Harbour, så var det sket med Englands bagland i Asien.

Det kan konkluderes, at kampstyrkernes chance for at overleve er meget mere vigtig end at erobre et bestemt stykke land af politiske grunde. Stalingrad kunne være blevet erobret senere, hvis det skulle være nødvendigt, og den tyske hær skulle have holdt sig i bevægelse hele tiden i Kaukasus med kurs mod mellemøsten.

10: Slaget ved Kursk.

På dette tidspunkt i krigen ville det have været svært for nazityskland at vende krigslykken, men de kunne have gjort det, hvis de ikke havde angrebet som planlagt. Tyskerne var for længe om at samle en større angrebsstyrke ved Kursk, og russerne vidste, at de ville angribe snart. Kursk var en stor bule på tyskernes frontlinie, og de skulle have trukket sig lidt tilbage for at rette frontlinien ud og dermed forstærket den. Men Hitler blandede sig for meget i den militære strategi, som generalstaben lagde frem.

Tyskerne burde have sendt to panserfremstød afsted parallelt i en østlig retning, ikke i en knibtangsmanøvre mod syd og nord. Russerne havde konsolideret sig solidt i "lommen", lagt massevis af minefelter imellem en masse artilleribatterier, og havde store reservestyrker parat i nærheden. Tyskerne gik derfor ind i en meget stor fælde, hvor deres få panserreserver blev tilintetgjort, og russerne derefter kunne slå kontra med deres store reservestyrker imellem Moskva.og Stalingrad.

Disse reservesttyrker ventede ikke et angreb, så de kunne have været blevet overrumplet, men tabene ville sikkert have været for store. De nye pantere og de nye antitankkampvogne skulle ikke have været sat ind så tidligt og i så få enheder. Desuden løb Guderians kampvogne ind i et uopdaget minefelt, der burde være blevet opdaget inden slaget begyndte. Tyskerne skulle have sendt deres bedste styrker langt ind bag fjendens linier, hvor de kunne have lavet en masse ravage.

De to panserkiler skulle så have samlet sig langt øst for Kursk, og infanteriet skulle have omringet den røde hær i Kursk, men de ville have svært ved at holde dem inde. Luftwaffe skulle have hjulpet dem alt hvad de kunne, og de skulle uden hensyn til sikkerheden have angrebet om natten med Stukas udstyret med 37 mm antitankkanoner. Små fly skulle så markere kampvognene på jorden med projektørlys, og Stukaerne skulle derefter smadre dem en efter en.

Fjendens natjagere skulle lokkes i fælder, hvor de blev tiltrukket af projektørflyenes lys, mens radarudstyrede Heinkels fik dem i sigtekornet. Fjenden ville ikke kunne få ro til at omgruppere deres styrker om natten , så de ville langsomt men sikkert blive demoraliseret. Dette skete heldigvis ikke.

Det kan konkluderes, at et angreb, der er blevet forsinket på grund af forsyningsvanskeligheder, ikke bør gennemføres som planlagt, fordi forsinkelsen giver fjenden tid til at opbygge sine styrker inden angrebet, og der er derfor en større chance for at løbe ind i noget, man ikke kan klare.

11: Vinterkrigen i Ardennerne.

Krigen på østfronten blev udkæmpet som en vinterkrig og en sommerkrig, foråret og efteråret blev opløst i mudder, hvor ingen kunne komme frem eller tilbage. Tyskerne havde fra begyndelsen ingen reel anelse om, hvordan man udkæmper en kontinental vinterkrig med temperaturer nede på -50 grader celcius. Denne strategiske fejl var den mest afgørende på østfronten, og den gjorde, at Sovjetunionen vandt krigen på østfronten med frygtelige tab på begge sider.

Tyskernes eneste vinteroffensiv blev lanceret imod englænderne og amerikanerne i "Battle of the Bulge" i de tætte ardennerskove. Tyskerne vidste vel, at amerikanerne og englænderne ikke havde erfaringer i vinterkrig, men det havde russerne, og begge de fjendtlige styrker var godt forsynede. Tyskerne valg af fjende i den kommende vinteroffensiv var derfor en strategisk overvejelse.

Det drejede sig vel om at vinde lidt tid på vestfronten, så de kunne kæmpe mere koncentreret med de nye Pnz. Mrk VII. Kongetigre på østfronten. Tyskerne skulle have satset på en organiseret afspæring af Rhinen, mens de sendte deres sidste offensive reserver ind på østfronten. Tyskerne havde tid nok til at udbygge et massivt anlæg af forsvarsinstalationer langs de tyske grænser, hvis de havde set skriften på væggen tidligt nok, men Hitler var på det tidspunkt godt på vej mod en gummicelle.

Heldigvis gjorde de det ikke. Kongetigrene, der var store massive kampvogne, blev ikke brugt til at skære store huller i de sovjetiske kampvognsstyrker. De ville have kunnet gøre det, hvis tyskerne havde brugt den samme taktik i Polen, som de brugte i Ardennerne, så kunne de have lavet en hel del ravage i det sovjetiske bagland. Russisktalende faldskærmfolk skulle have været kastet ned bag deres linier noget før.

De nedkastede faldskærmssoldater kunne i stedet for at agere militærpoliti, der skulle forvirre fjendens bagland, have fungeret som KGB/GRU tropper med særlige opgaver, der f.eks. indebar beslaglæggelse af visse våbenlagre, forsyninger, kampvogne og meget andet, som kunne være blevet brugt til at trævle den røde hærs forsyningslinier op, samt smadre deres fremskudte lufthavne.

Forvirringen ville brede sig. Alle ville blive mistænksomme overfor KGB/GRU styrkerne. Og der ville være en god chance for at skabe en sammenbrud i den røde hær. Det kunne have vundet et ekstra år, og krigen ville have været fortsat med uforminsket styrke. Et oplagt mål bag fjendens linier ville have været en fangelejr, som i befriet tilstand kunne udrustes med erobrede våben med mere.

I Ardennerne angreb tyskerne i den forkerte retning, dalene og vejene går i mod sydvest, og vejene samt broerne er for smalle og svage til de nye store kongetigre. Amerikanerne var ganske vist svage på dette frontafsnit, men de var mere mobile end tyskerne, og de meget mere benzin til rådighed end tyskerne. Det var et tabt slag fra begyndelsen, selv om det dårlige vejr holdt de allierede flystyrker på jorden.

Den beskrevne taktik, som faldskærmsfolkene skulle have gennemført, skulle være brugt tidligere til at få fat på et par depoter og lagerpladser, og ikke spildt på at omdirigere og forstyrre amerikanernes logistik og forbindelseslinier. De skulle have været frække nok til at oprette falske depoter, og standse enhver lastbil med forsyninger til fronten, der havde benzin med. De skulle endda have anlagt en rørledning fra depotområderne til de tyske linier på et tidligere tidspunkt, så de kunne tappe de allieredes brændstoftønder.

Det kan konkluderes, at man ikke skal angribe en fjende på et tidspunkt i en krig, hvor der er brug for alle styrkerne til at forsvare og forstærke sine svage frontlinier. Tyskerne var mestre i forsvarskrig, og de skulle have ladet fjenden komme til sig en efter en for at spare folk, materiel, energi og brændstof.

12: De tyske raketter, raketfly og jetfly.

Nazityskland med Hitler i spidsen havde en del hemmelige udviklingsprogrammer for en masse avancerede våbensystemer, der blandt stod for V2 missilet, V1 flyvebomben, Me 163 raketflyet, Me 262 jetflyet og Arrado jetbombeflyet. Hitler gav efter Frankrigs fald en famøs ordre, der forbød alle udviklingsprogrammer, som ville vare mere end et år, og det forsinkede udviklingen og produktionen af alle de nye våben. Denne førerordre var en af de afgørende faktore, som ødelagde Nazitysklands muligheder for at overleve.

Tyskerne havde muligheden for at vende krigslykken, men de kom for sent i gang, og Hitler blandede sig for meget i udviklingen og brugen af de nye våbensystemer. V1 og V2 kunne have været sat i serieproduktion meget tidligere, men især V1 kunne have dannet basis for et pulsjetdrevet jagerfly, hvilket også blev udviklet i krigens seneste dage, og med den i stedet for Me 163 raketflyet kunne man have smadret de fjendtlige fly og bombeformationer over Tyskland.

Under prototypeudviklingen af V1 ved Penémünde var en af dem udstyret med et cookpit til en kvindelig testpilot, og hun fløj V1eren kontroleret fra start til landing. Et par maskinkanoner og en masse ammunition i stedet for en 500 kilo tung sprængladning og en større brændstoftank ville have forvandlet V1eren til et meget hurtigt og lille jagerfly, der enten kunne nå England eller smadre bombefly efter bombefly over Tyskland. Det ville have været en meget mere effektiv måde at bruge V1 på i kamp, for den var yderst billig at producere og nem at vedligeholde, så tyskerne gik tabt af et vigtigt våben her.

Japanerne udviklede et kamikaze jetfly, der brugte en pulsjetmotor som drivkraft. De kunne have brugt dette fly som jager, hvis de havde bevæbnet det med andet end en stor sprængladning og en selvmorderisk pilot.

En pulsjetmotor er lavet af et langt stålrør, hvor ind der sprøjtes forstøvet bilbenzin ind i et brændkammer ved hjælp af trykluft, et antal tændrør antænder brændstoffet og den indsugede luft med regelmæssige mellemrum. Resultatet er en pulserende kontinuerlig eksplosion, der ligner en bilmotors forbrænding, og som lyder som et maskingevær. Englænderne døbte den flyvende bombe V1 "Buzzbomb" på grund af lyden.

V2 var et imponerende ballistisk missil, der med sin 1 ton sprængladning kunne lave et ret stort hul i jorden, når den uopdaget ramte sit mål et sted i London. Tyskerne satsede meget på den, men den var svær at producere, opstille og optanke, så den var mere til ulempe end gavn for tyskerne. Især fordi det var svært at ramme præcist med den. Tyskerne skulle have udviklet MIRV teknikken med flere mindre bomber i spidsen af V2 raketten, så de kunne smadre flere mindre mål i selve målområdet. Et sådant "haglskud" ville have haft en større chance for at ramme et vitalt eller vigtigt militært mål.

Me 262 jetflyet og Arrado bombeflyet brugte de samme tyske jetmotorer, så de kæmpede om de samme sparsomme resourser, og Hitler ønskede i begyndelsen, at Me 262 jetflyet skulle bygges som en jagerbomber i stedet for, så der var to jetflytyper, der havde den samme opgave. Dumt. Tyskerne skulle have satset på at lave en jetjager fra starten, og hvis den blev supleret med en V2 pulsjetjager, så ville tyskerne have haft et nyt og forbedret Luftwaffe, der kunne forsvare Tyskland og til en vis grad gå i offensiven igen.

Manglen på funktionsdygtige jetmotorer, der virkede over 10 flyvetimer, i både Arrado jetbombeflyet og Me 262 jetjagerflyet kunne være blevet afhjulpet med et par pulsjetmotorer under hver vinge. Disse motorer var lette at konstruere, billige at producere, og de ville have den fornødne trykkraft til at få Me 262 til at flyve lige så hurtigt, som et par almindelige jetmotorer, der var svære at producere pga. det varmebestandige metal.

Me 163 raketflyet skulle ikke være blevet bygget, da det var særdeles farligt at sætte sig op i et, starte og gå på jagt efter fjendtlige bombefly i de sølle 9 minutter, der var brændstof ombord. Me 163 fik da også kun ram på nogle få bombefly, og hele projektet var en fiasko, der burde være erstattet med V2 pulsjetjagere, som ville have været meget bedre til jobbet. Me 163 skulle, ligesom V1 var det, have været i stand til at blive fløjet ind i et målområde af et bombefly, der så slap raketjageren løs med en længere operationstid til følge.

Det kan konkluderes, at Hitler selv gravede det tredje riges grav, da han med sin famøse førerordre sinkede våbenudviklingen i Nazityskland. De nye moderne raketvåben og jetfly kunne have sikret ham sejren allerede i 43, hvis han havde haft tilstrækkeligt mange eksemplarer af de hemmelige våben. I sær hvis V1 var blevet konverteret til en lille let pulsjetjager, der skulle forsvare Tyskland imod fjendtlige bombefly.

13: Konklusion mht. Nazitysklands fejl og mangler.

Det var vores held, at Nazityskland ikke gjorde nogen af disse ting, der kunne have vendt krigslykken til deres fordel. Vores verden ville have været nazistisk, og det ville have været et spørgsmål om tid, før andre og mere fredelige lande var blevet overfaldet efter Englands forudsigelige fald i punkt 4.

Det er ikke de eneste fejl, som blev gjort, men det er nogle af de mest afgørende. En anden fejl blev begået af admiral Dönitz, da han overtog den taktiske kontrol med ubådene i "Slaget om Atlanten", fordi det skete med hjælp af en konstant radiotrafik, der tillod britternes kodefolk at dirigere deres konvojer nogenlunde uskadte uden om de værste jagtområder i visse perioder af søkrigen.

det kan konkluderes. at hvis man vil starte en krig, så må man forberede sig godt, og hvis man vil starte og vinde en krig, så må man forberede sig ekstra godt og tyvstarte samtidigt. Den anden verdenskrig kunne være blevet vundet af Tyskland, hvis landet havde været blevet ledet af kloge rationelle mænd, der var tålmodige og var rolige nok til at se, hvad der tjente Tyskland bedst. Hitler med flere i nazitoppen var faktisk vores bedste allierede, og det var deres fejl og mangler, der blev vores redning. Husk det.

14: Japanernes fejl og mangler.

Japanernes angreb på Pearl Haurbor var fejl nummer 1. Det bragte amerikanerne ind på banen, og fejl nummer 2 blev begået i slaget om Midway. Japanernes hangarflåde ville ikke være gået tabt, hvis den japanske admiral havde givet hvert af de fire hangarskibe en opgave.

Det første hangarskib skulle kun flyve med bombefly til Midway. Det andet hangarskib skulle kun flyve med torpedofly imod den amerikanske flåde. Det tredje hangarskib skulle flyve med jagerfly som eskorte for de to første hangarskibe, og det fjerde hangarskib skulle flyve med jagerfly som nærforsvar over de fire hangarskibe i den japanske Midwayflåde.

Derved ville ingen af hangarskibene have været en rodebutik af på- og afmonterede bomber, torpedoer og anden ammunition, da de amerikanske torpedofly og styrtbombere angreb dem. Hangarskibenes forskellige flytyper kunne have været blevet midlertidigt overflyttet til tjeneste på et rent hangarskib, der kun kunne flyve en slags mission, og amerikanerne kunne faktisk være løbet ind i et velorganiseret japansk baghold.

Fejl nummer 3 var invasionen af Burma. De var for langt hjemmefra. Og de skulle have koncentreret sig om de britiske kolonier i fjernøsten samt Australien. Amerikanerne skulle aldrig have været blevet angrebet, og japanerne skulle have koncentreret sig noget mere om Kina i stedet for. Kinesernes ydede en god modstand, og landets størrelse gav dem tilstrækkelig med bagland, så de havde manøvrerum. Fejl nummer 4.

Hvis ingen havde begået fejl, så ville England, Sovjetrusland, Kina, Australien, Indien, Asien, Mellemøsten og Nordafrika samt Suez været blevet erobret. Resten af Afrika, Sydamerika og Nordamerika ville have været blevet stillet over for to totaliære regimer, Nazityskland og Japan samt en del småfacistiske lande, der alle ville være parat til at takle USA som deres næste mål.

Atombomben ville måske ikke være blevet bygget i et USA, som derfor ikke var i krig, og den kolde krig ville være blevet til en helt anden slags krig, som ville have præget efterkrigsverdenen.

I sandhed et uhyggeligt perspektiv. Gud, hvor var vi heldige i 2. verdenskrig.