Mauna
Kea - 46 fod aluminium schooner
Skipper: Nina og Ulrik Jørring. 3 sønner: Adam, Christian og David er
gaster.
Om Sejlads langs Queenslands kyst og Great Barrier
Reef.
Det
er nu den 1. december, vi stod op kl.6 og solen var allerede højt på himlen,
det er mellem 25 og 30 grader varmt og ganske umuligt at forestille sig at det
snart er jul.
Vi
er lige ankommet til Brisbane, vi ligger i Manly boat Habour, planlægger at
leje en bil og køre til Sydney for at holde jul og nytår i Sydney. I Januar vil
vi sætte kursen mod New Zealand. Vi har sejlet i 2½ måned fra Cairns til
Brisbane og vi har nydt det helt vildt meget. I dette brev vil jeg gerne
fortælle om 3 ting: Først lidt generelt om at sejle langs Queenslands kyst og
bagefter om 2 af de helt store oplevelser vi har haft: The Whitsunday Islands
og Lady Musgrave Island, et skildpaddeparadis.
I de 2½ måned vi har sejlet har vi kun mødt
een dansk båd, Klaus på Jubii som vi
mødte i Cairns. Måske tager de fleste danskere forbi Australien, fordi der ikke
er nogen eksotiske folkeslag? Det synes jeg er synd, for hvis man også er glad
for natur, store mængder uberørt eksotisk natur, og har mod på at vandre,
snorkle eller dykke er der uendelige muligheder langs Queenslands Kyst.
Menneskene fylder så lidt her, der er så få, og kæmpestore områder er blevet
udlagt til nationalparker, uden man dog af den grund har fået indrettet
visitorcenters o.lign., naturen er der bare helt uberørt. Så er man lidt af en
”treehugger” er Queensland og Great Barrier Reef et ”must”. Så er der
selvfølgelig det med leveomkostningerne, de er væsentlig lavere end i Danmark,
og kødet er af meget bedre kvalitet end derhjemme, drengene er især imponeret
af at 2 liter cola koster ca. 4kr….
I
mine øjne er Great Barrier Reef det perfekte sted at afprøve sine
langtursejler-ambitioner. Her er der mulighed for at sejle i ugevis uden at
møde en havn, en butik, en by eller andre tegn på civilisation, der er bare
tropisk og subtropisk natur i lange baner og uendelige variationer. Men hvis
man har behov for det, så er der aldrig mere end et par dages sejlads til den
nærmeste havn, måske ikke en marina, måske ikke en by, men et sted med
mennesker der gerne vil hjælpe. Mulighed for at købe lidt mad og få hjælp til
reparationer etc.. Hvis man som os ikke før har prøvet at proviantere til flere
uger (og endnu ikke synes at Kirstens trykkogning etc. bare er så let som
ingenting), er det rart at kunne købe nyt ind, hvis man fejlberegner sit
forbrug af havregryn, ris eller lignende…
Vores båd er ny for os, og der er mange småting der skal ordnes. Vi har
ikke brugt et par år på at lære den at kende, vi gør det mens vi sejler,
efterhånden som problemerne opstår tackler vi dem. Og så er det trygt og rart
at være tæt på civilisationen. Og når vi så sejler, er det fantastisk at sejle fra palmeø til palmeø, med regnskove
og flod-deltaer, og et dyreliv i overflod.
Queensland
er meget tyndt befolket, og folk er meget udadvendte og venlige. Selvfølgelig
er der en speciel sejlermentalitet, hvor man nyder at hjælpe hinanden, give
gode råd og dele erfaringer. Men de fleste queenslændere vi mødte passer fint
ind i den samme mentalitet. Drengene blev i begyndelsen helt trætte af at hilse
på alle vi mødte, og af at ”at hilse på” betød en længere snak, men nu hvor vi
er i en storby bliver vi helt forundret når vi går forbi mennesker på kajen der
ikke engang hilser! Nogle steder i verden skal man være på vagt, ”vil de bare snyde mig?”, det synes vi ikke
vi har oplevet her en eneste gang, når vi er blevet tilbudt hjælp har det været
ærligt ment og uden tanke på egen vinding. Det er helt skønt. Jeg tror meget
skyldes at queenslændere selv synes at de bor verdens bedste sted og generelt
er meget glade og tilfredse med deres liv. Som dansker der hygger sig med at
brokke sig skal man passe på, for brokker man sig her, tror de det er alvorligt
ment og prøver af et godt hjerte at finde ud af hvordan de kan hjælpe (og det
var jo ikke meningen, vel?….). Faktisk kalder de også englænderne ”whining
poms”, fordi de lige som os hygger sig med at brokke sig. Men queenslænderne
forstår det bare ikke, hvis vejret er så skidt i Europa hvorfor tager vi så
ikke bare til Australien?
Langs
hele Australiens kyst findes kystvagten, eller VMR´s (Volunteer Marine Rescue), de lytter på VHF kanal 16 og et par
”chat”-kanaler fra 6 morgen til 6 aften, og det er altid muligt at høre/nå
mindst en af dem. De udsender vejrmeldinger nogle gange om dagen. VMR giver en
udbredt og meget venlig service. De lokale bruger dem i stor udstrækning. Vi hører næsten hver morgen
samtaler som f.eks.: ”Hi VMR, this is Saltheart, we are 3 onboard heading out
for Platypus Bay to do a little fishing. We´re planning to be back by 4, over”
“Saltheart, this is VMR-Urangan, you are logged in, hearing from you at 4, good
luck with the fishing, out”. Heldigvis har vi kun hørt dem efterlyse en båd en
enkelt gang. I havnene kan man besøge dem i deres kontorer, de er altid meget
interesseret i at give gode råd, ved hvor man kan købe søkort, har de sidste
vejrmeldinger etc. . Selv har vi brugt
dem til at gentage en vejrmelding, hvis vi ikke kunne høre den ordentligt, og
en gang til at få fat i en marina. Vi prøvede at kontakte en marina over VHF,
men de lyttede ikke, efter at have checket med VMR at det var den rigtige kanal
vi brugte, spurgte vi igen VMR om de vidste om kontoret måske var lukket. ”Vi
ringer lige op på telefonen for jer, stand by på 73” var svaret, og 2 minutter
efter havde vi marinaen i røret… Det er da service.
De fleste øer er national
parks, 2 er privat ejede med store ressorts. Flere af de andre øer har et
resort i den ene ende. Resorterne er meget forskellige, fra primitive
backpacker campingpladser over det fuldt udbyggede med flyveplads, butikker,
kæmpe marina til det vildt luksuøse og eksklusive. Der er forskel på hvor glade
de er for ”yachties”, men vi oplevede kun venlighed hvor vi kom frem. Vi
afprøvede faktisk flere af dem, af ganske kort varighed, for at drikke en
milkshake og afprøve poolen til en enkelt overnatning, en gang hvor det blæste
op, og gjorde det svært at komme tilbage med dinghyen til båden. Det var (for
os) vild luksus, at sove i en seng, badeværelse, buffet til aften og morgenmad
etc. etc…… De fleste øer er dog ubeboede, og det er sjældent at finde blot en
sti. Der er måske et skilt med navn på øen, et enkelt picnic bord, men ingen
adgang til den store natur inde på selve øen, det ligger hen ubenyttet. Når vi
tænker på hvordan Alperne og Pyrenæerne, og parkerne i USA er tæt belagt med
stier, er det sært at komme et sted hvor kæmpe store områder blot er lagt ud
som natur, for dyreliv og planteliv. Flot.
Airlie Beach ligger på fastlandet og er ligesom en fransk
eller græsk turistby. Her er der gode indkøbsmuligheder (der er langt at gå til
BILO, som vores OBS), læge, apotek, internetcafeer, marinafaciliteter etc..De
fleste ligger for anker i bugten udfor byen. De har skabt en dinghy habour, det
er første gang vi har set det, lige neden for sejlklubben, som viser film
udendørs hver torsdag aften, et hit hos drengene. Airlie Beach er god som
udgangspunkt og civilisationens holdepunkt…
Nara Inlet var vores første ankerplads. Det er en lille
fjord, med høje grønne kløfter på begge sider. Der er flere ankerpladser på vej
ind, men vi sejlede næsten helt ind i bunden, og lå fuldstændig beskyttet mod
enhver vind der måtte komme. Lige ud for os var der en lille strand med en sti
op til en hule med aboriginal tegninger og til et vandfald som ikke har haft
vand i sig de sidste mange måneder. Sidste regntid gav ikke Queensland ret
megen vand og vi har set tegn på tørken mange steder. Men det var en smuk
vandretur alligevel, med flere smukke udsigter ned over bådene i bugten. Om
morgenen kom en cookatoo og landede på vores flagstang, den sad der længe nok
til at jeg fik et billede, både med og uden drengene.. Når vi sejlede i vores
dinghy så vi flere green turtles komme op for at trække luft. Lige uden for
bugten snorklede vi.
Cid Habour er mest af alt bare vand mellem Whitsunday Island
og flere andre øer. Men der er læ næsten ligegyldigt hvor vinden kommer fra.
Her så vi en eftermiddag rigtig mange green turtles, hele tiden var der mindst
en oppe og trække luft. Der er en vandretur op til toppen af Whitsunday Peak.
Egentlig tror jeg at rangers her prøvet at lukke den, den er ikke på nogen kort
længere, de tænker sikkert at den er for hård og for varm at gå. Men den er det
hele værd. Den er varm! Men mit på stien lå der også pludselig 3 leguaner,
store, nok 1 meter lang med hale og det hele, senere så drengene en løbe op af
en lodret træstamme, det var noget andet end de små firben vi ellers har set
overalt. Og vi gik i tæt regnskov uden en udsigt i en time, det blev mørkt og
jeg tænkte at vi nok skulle have taget GPS´en med og måske ikke sandaler men
vandrestøvler. Stien var ikke klart afmærket, men i takt med at det blev
sværere at finde den kom der flere og flere varder, som vi ser dem i alperne.
Øverst oppe forsvandt træerne og vi fik den flotteste udsigt 360 grader rundt
med udsigt over hele øgruppen. Wow! Cid Habour var stille og smuk og
fredsfyldt, vandet var nogle gange helt blankt og drengene fik deres kneeboard
frem, vores dinghy har en motor der lige akkurat er stærk nok til at give dem
mulighed for at lave tricks og sjov på boardet.
Chance Bay er lille bitte, mellem høje klipper ligger man
godt i læ for nordenvinden, hvis man kommer først ind, i bunden. Vi kom ind ved
højvande. Ved 6 meters dybde var der stadig langt ind til stranden, og vandet
havde de sidste mange meter en helt lys turkis farve. Bag mangrovetræerne på
stranden kunne vi se noget meget hvidt sand. Vandet trak sig tilbage, og
stranden foran træerne blev bredere og bredere. Vi tog dinghyen ind og så at
vandet var meget lavt. Vi satte vores hjul ned og lagde anker på ca. en halv
meters dybde. Der var stadig langt ind til det tørre sand. Bag træerne fik vi
en overraskelse, her var der HVIDT sand, hvert eneste korn var som det næste,
alle hvide, ingen variation, ingen sorte, orange ellert hvide, det var som
bordsalt og det lød som nysne når vi gik på det (Senere skulle vi erfare at det
er den slags sand der findes på Whitehaven Beach og som har gjort den så
berømt). Da vi tog tilbage til dinghyen stod den i sandet, og nu var der langt
ud til vandet, det var godt vi havde sat hjulene ned… Tidevand er fantastisk.
Whitehaven Beach var næste stop. Stranden er flere sømil lang, med
snehvidt sand, som det vi så i Chance Bay. Her kom vi en eftermiddag i hård
østenvind og båden lå og huggede i bølgerne, vi blev bare lidt våde på vej ind
til stranden i dinghyen… Stranden er uendelig lang, vi lagde anker nærmest
midtfor, langt fra alle andre, så vi gik en lang tur langs stranden hen til
nogle klitter, perfekte at hoppe i, og tilbage igen. Vi mødte kun en gang andre
mennesker, de kom mens vi var i klitterne, i en helikopter. Der stod vin på køl
kunne vi se, mens de lå og plaskede i vandet. Næste gang vi kom, lagde vi anker
nede i den sydlige ende, og selvom vi var lidt i læ, var der en voldsom gang
dønninger hele natten. Men hvad gør det når man næste morgen går tur langs
stranden med knitren under fødderne og først følger en skildpadde der svømmede
langs stranden og bagefter så to stingrays svømme i modsat retning? Vandet var
så klart og der var nogle få bommies (klumper af koral, formet nærmest som en
søjle, hvor der ofte er mange fisk at se) lige ved for snorkel entusiasterne.
I The Whitsunday
Islands kan man få alle de flotte naturoplevelser, man er tæt på resorts og
byer og marinaer, og man skal dele det
med andre sejlere og endagsturister, men det er ikke overrendt, ikke efter
europæisk standard, og dyrelivet er så mangfoldigt og varieret at det ikke
synes at lide under menneskerne. Men det er også tydeligt at deres gøres meget
nu, for at begrænse ”den menneskelige effekt”, så jeg tror det vil vedblive med
at være et sejlerparadis.
Lady Musgrave Island
–skildpaddeparadiset.
Lady Musgrave er en
koralø, der ligger i den sydlige ende af et rev med en lagune i midten. Mauna
Kea ankom sent på aftenen den 18. november. Vi ankrede op nord for øen, udenfor
lagunen og i læ af revet. Næste morgen ventede vi til det blev lavvande nok til
at vi tydeligt kunne se og navigere mellem bommies og rev, så sejlede vi ind i
lagunen, hvor vi kastede anker og blev i to dage. Vi var inde på øen to gange,
en gang om morgenen og en gang om aftenen ved fuldmåne og højvande. Vi
snorklede 5 gange. Familien på ”Spirit of Kalahari” (Sydafrikansk/Australsk
famile) dinghyede op til vores båd og tilbød os deres viden om gode
snorklesteder, inviterede os over på deres båd, fortalte os om skildpaddernes
æglægning og delte ud af deres yacht-erfaringer.
Havskildpadderne
(lockerheads) er store, op til 1,5 meter lange, de bevæger sig nærmest vægtløse
rundt i sneglefart i vandet, og synes for størstedelen af tiden upåvirkede af
menneskers tilstedeværelse i vandet. Af og til så vi også green turtles, der
normalt er pænt store i vores øjne, nu syntes de små og nuttede. Lade Musgrave
Island med dens stores lagune der giver roligt vand med masser af mad fra
korallerne er på denne tid af året skildpadderne in-sted. Det blev vi vidner
til, både om dagen og om natten.
Efter dagens sidste
snorkletur er der ikke noget bedre end et brusebad under den sorte pose på
fordækket. Det kan være at det vipper lidt –og blæser temmelig meget, så
strålen er svær at fange. Men vandet er varmt, og mens jeg står og sæber håret
ind kommer der en skildpadde op for at trække luft og kigger sig omkring.
Hvilket hotel eller ressort kan tilbyde en sådan udsigt eller underholdning
mens man er i bad? På anden dagen var der dog lige ved at gå koks i
brusebadningen, for to skildpadder indledte deres forspil netop som Christian
var færdig med sit bad. Skildpadderne var ca. 20 meter fra båden, men de er
store og de tog sig god tid, så der var masser af se på. Adam og jeg fik
kameraerne frem, og klipsede løs, mens skildpadderne legede, de sprøjtede på
hinanden med deres store flipper, forsøgte at vælte hinanden eller kravle op
ovenpå hinanden. Skildpadder tager sig god tid til alting, også til forspil, så
på et tidspunkt opgav Adam at tage flere billeder og med ryggen til
skildpadderne tog han sit brusebad. I et forsøg på at få nogle billeder i en
bedre vinkel kravlede jeg op i rebstigen og stod og dinglede med kameraet.
Skilpadderne var stadig i gang da det blev min tur til at bade, men så
pludselig forsvandt de under overfladen. Nomalt kommer de bare op for at trække
luft, det tager dem kun få sekunder og vi når aldrig at få et billede, jeg
håbede der kom bare et enkelt godt billede ud af denne oplevelse, men det meste
blev bare sprøjt og utydelig skygger…..
På anden dagen om
morgenen tog vi dinghyen ud til ydersiden af revet, Ulrik ville gerne se om
sigtbarheden ville være endnu bedre derude, og ofte ser man større fisk på
ydersiden af revet. Sigtbarheden var helt i top, men der var nu ikke så mange
fisk at se. Vi så mange flere fisk dagen før, da vi fandt en mini-lagune på
indersiden af revet, her var det som om alle fiskene fra vores ”tavler” var
repræsenteret. Men udenfor revet så vi til gengæld noget andet: et
skildpaddepar parre sig. De svævede langsomt gennem vandet, den store hun
styrede med sine store flapper, mens hannen gjorde sit for at hænge fast ovenpå
skjoldet. Vi forsøgte at holde en respektfuld afstand, og svømmede også væk for
at se på fisk og koraller, men skildpadderne synes ikke at være blufærdige,
netop som jeg snorklede i mit eget rolige tempo og nød nogle fisk kom
skildpaddeparret flydende lige imod mig, hunen drejede ikke af før hun var
indenfor få meters afstand af mig. Skildpaddeparring er øjensynligt ikke noget
i stil med et hurtigt knald, de tager sig tid til det, og derfor så vi også at
de endda tager sig tid til at komme op og trække frisk luft undervejs. Adam og jeg kunne godt have brugt
et undervandskamera.
Den første aften tog vi
over til aftenkaffe på ”Spirit of Kalahari”, og sammen tog vi dinghyerne ind
til øen. De andre havde været her flere gange før, så de ville være vores
”guider”. Det var fuldmåne og højvande klokken 8.30. Vi havde ikke mange
forventninger til det vi skulle se, hvis der nu kom en enkelt skildpadde op, så
vilde vi være glade forsikrede vi hinanden. Vi havde læst om det, og hørt flere
tale om det, men hvor imponerende kan det være? Vi blev klogere… allerede på
vej ind til stranden fik vi vores første oplevelse, vandet var fyldt med
skildpadder, det var helt svært at finde en plads på stranden til dinghyen uden
at ramme en skildpadde. Vi vidste at så længe skildpadderne er på vej op på
stranden og ved at lave en rede og et hul til sine æg er hun nem at forstyrre,
med lys eller lyd, men det øjeblik hun lægger sine æg kan man lyse, snakke og
larme og intet vil genere hende. Så vi listede først forsigtigt omkring. Der
var allerede mange skildpadder på stranden, de kravlede langsomt op over
højvandsgrænsen, de skubbede sig op ved hjælp af lufferne, tog et par skridt
tog sig en lang pause og et par skridt igen. Andre skildpadder var ved at lave
sig et ”krater” eller en rede. De skubbede sand væk med forlufferne. De gik
voldsomt til og sandet fløj omkring dem, røg op på ryggen af dem selv og nogle
gange over på den nærmeste skildpadde-nabo. Nogle gange fortrød en, og så
kravlede hun endnu længere ind, først troede vi at det var fordi hun havde ramt
noget hårdt men senere så vi at selv store stykker koral/sten fløj gennem
luften når skildpadden gravede dem op af sandet.
Stranden var oplyst af
månen, himlen var næsten skyfri, så vi kunne se næsten ned til enden af
stranden. Vi gik rundt mellem skildpadderne for at finde en der var godt i gang
med sin ”redebygning”. David og jeg gik helt ned i den anden ende, vi gik langs
højvandslinjen så de fleste skildpadder var på landsiden af os, men pludselig
var vi fanget midt i et skildpadde-trafik-kaos. 3 skildpadder kom op fra vandet
samtid og der lå skildpadder på landsiden , så vi kunne hverken gå frem eller
tilbage, vi var lidt bange for at komme for tæt på skildpadderne og genere dem.
Men heldigvis går det jo ret langsomt, og den ene skildpadde holdt fint tilbage
for den anden, vi smuttede ud i vandet mellem to af dem, løb op på en lille
bakketop og satte os med en skildpadde lige foran os og udsigt til 7 eller 8
andre. Men så kom Maureen og hentede os, for nu var en af skilkdpadderne henne
i den anden ende kommet meget længere end den vi holdt øje med.
Når reden var stor nok
begyndte hun at grave en cylinder med baglufferne, det var imponerende at se
på, det så klodset ud, men den ene luffe kunne folde sig som et rør og tage
store dele sand med op og kaste det langt væk. Den anden luffe stoppede nyt
sand fra at falde ned i cylinderen. Cylinderen blev forbavsende dyb, syntes vi.
Og det tog en halv evighed, for skildpadden tog sig en god lang pause efter
hvert ”spadestik”. Endelig begyndte hun at lægge sine æg. Hvert enkelt æg kom
ganske langsomt ud og faldt ned i cylinderen. Nu kunne vi tænde vores lygter og
behøvede ikke længere at hviske. Der
komme mange, vi talte mere end 50 æg komme fra den skildpadde vi holdt øje med,
det tog tid. Nu forstod vi hvorfor
hun havde gravet så dybt, æggene fyldte
godt til. Efter en meget lang pause begyndte hun så at dække æggene til, ved at
skubbe sandet sammen med baglufferne gjorde hun sandet meget hårdt og det var
som et hårdt låg blev lagt på cylinderen.
Når skildpadderne efter
endt gerning tog tilbage til vandet gik det lidt stærkere, det var som om de
fik flere kræfter jo tættere de kom på vandet, og de sidste meter ud i vandet
gik stærkt. Men vi fik alligevel også taget et par billeder der. Normalt
bevæger de sig ret langsomt –også i vandet. Men da vi endelig tog os sammen til
at tage tilbage til Mauna Kea var vi lige ved at sejle en ned, der var bare så
mange i vandet, og selv i månelyset var det svært at orientere sig i vandet.
Men den fik fart på! Den strøg gennem vandet som skudt ud af en kanon.
Det var svært at komme
ned på jorden igen efter de dage på Lade Musgrave Island, det var som at have
været inde i en National Geographic film, helt alene. At tænke sig, at vi kunne
være kommet der flere dage tidligere, hvis ikke der havde været ”strong wind
warning” og vi havde ligget for anker i 3 dage Pancake Creek, vi var lige ved
at springe øen over, fordi vi skulle nå Fraser den 23. november. Nogle gange er
man bare så heldig!
Mange hilsener fra os
alle 5, Nina.