onlineinformantenonline

Skriv til os

Arkivet

Ude i Felten

Nummer 6

Artikler

Kirke og forsamlingshus – traditionelt bryllup?

Alles anliggende og eventyret om os

Min Kusines Bryllup

Præsentation af et Moesgaardmenneske: Jens Seeberg

Boganmeldelse

Forestillinger om mennesket

Temaet for dette nummer er – som artiklernes

 titler vil afsløre – BRYLLUPPER.

Desværre er vores arkiv af dette nummer heller

ikke fuldstændigt, men god fornøjelse alligevel!  

 Kirke og forsamlingshus - Traditionelt bryllup ?

Skrevet af Astrid Haim

Da min kæreste og jeg forlovede os i sommeren '96, var vi enige om, at forlovelsen var en hensigtserklæring om et kommende bryllup. Der der, med at forlove sig, kun fordi der er gammeldags romantisk, og ikke lægge noget reelt i det, var vi enige om, ikke var os.

Fire år og to dage senre blev vi så gift. Et kort rids af dagen ser således ud: Kl. 13.00 begyndte vielsen i kirken. Det varede ca. ½ time, hvorefter vi tog til fotografen, og alle gæsterne tog hjem til mine forældre, hvor der var reception. Receptionen varede til 17.00-17.30, for kl.18.00 begyndte middagen i forsamlingshuset. Her spiste vi fra ca. 18.30 til ca. 22.30, hvorefter der var kaffe og dans. Vi forlod festen ca. 02.00 før resten af gæsterne fik natmad, og tog på hotel natten over.

De to spørgsmål, som vi har fået stillet mange gange i forbindelse med brylluppet er: “Nå, venter I barn ?”, og når vi så svarer afkræftende på det: “Jamen, hvorfor gifter I Jer så - det ændrer da ingenting ?!”

Jeg tror, at mange af de ting man gør ved et bryllup er med den hensigt at fortælle omverden, at det her er rigtigt, og noget vi mener seriøst. Vi bliver jo ikke nogle andre mennesker, eller mere eller mindre forelskede af at blive gift. Vi ved selv, at vi er helt sikre på, at det skal være os - med et bryllup fortæller vi det til verden omkring os, og deler vores glæde med dem.

Det med at dele glæden, tror jeg, er et ret vigtigt punkt. Bare det med at brudeparret skal op på stolene og kysse, når gæsterne slår med gaflen på tallerknen. Familie og venner synes, at det er dejligt at se, at vi er glade for hinanden.

Det er jo blevet så moderne med de “gammeldags traditioner”, hvilket også var noget, som vi gjorde flittigt brug af. Men det skyldes ikke kun at det var “traditioner” - der er faktisk mange dejlige aspekter i disse påfund.

Først er der det med noget nyt og noget gammelt, noget lånt og noget blåt. Nyt kunne jeg slet ikke komme uden om i den kjole (prinsessedrømmen, der gik i opfyldelse!). Som lånt og gammelt havde jeg lånt et armbånd af min mormor, hvilket inddrog hende, og samtidig gav mig mulighed for at fortælle hende at jeg elsker og respekterer hende. Noget blåt er som oftest i et strømpebånd. Sådan var det også her, men det var alligevel helt specielt, da det var min svigermor, der selv havde kniplet strømpebåndet efter et helt nyt mønster opkaldt efter mig - endnu en kærlighedserklæring.

Min far førte mig op ad kirkegulvet. Før i tiden har datteren jo skulle overgives af sin far til sin brudgom/svigerfamilie. Det er der nok ikke rigtig nogen grund til mere, men det var faktisk enormt rart at have fat i sin far både lige før dørene går op og især, når man skal gå op gennem kirken, hvilket faktisk er en meget overvældende følelse!

Vi havde valgt, at udveksle ringe, selvom det bare var forlovelsesringene, der kom over på den anden hånd. Ringene er jo endnu et symbol, der bruges til at orientere omverden om éns civilstatus, men samtidig har de (i hvert fald for mig) også den samme psykologiske virkning som en venindering eller -halskæde. Man tænker på den anden eller føler lidt at han/hun er hos én, når man ser på eller rører ved ringen.

Udenfor kirken blev vi overdænget med korn og ris. Det er nok de færreste, der tænker på, at hensigten en gang har været at ønske brudeparret frugtbarhed og lykke. For det første er dt noget af det, som man “bare gør”, og for det andet synes folk også, at det er vældig sjovt - det er ikke hver dag voksne mennesker får lov til at kaste med ris og korn!

Til receptionen blev bryllupskagen serveret (der er alligevel ingen, der kan spise den om aftenen efter en 3-retters middag!), og her var det så brudeparret, der skulle skære kagen for. Jeg ved ikke, om det har været et symbol på, at man nu sammen tager hul på et nyt kapitel af livet, men i hvert fald er det da praktisk, da ingen ellers turde starte på kagen.

Om aftenen var den nærmeste familie og venner samlet (60 pers.). Det foregik i forsamlingshus af den grund, at min mand kender dem, der kører forsamlingshuset (til gengæld var kirken så min gamle sognekirke). Der var musik, sange og taler, hvor det, som det primært handlede om, var at glædes over fælles, dejlige minder, men samtidig også at ønske held og lykke med skabelsen af nye minder.

Ved sådan en fest er der jo også nogle “traditioner”. Blandt andet må alle de kvindelige gæster kysse gommen, hvis bruden går, og alle de mandlige må kysse bruden hvis gommen går. Od over at det var vældig hyggeligt, er det samtidig en legal måde at overskride hverdagens grænser på - sjovt og lidt farligt.

Brudevalsen er igen noget alle er sammen om. Alle må op fra stolene og ud og klappe og til sidst gå så tæt på brudeparret, at de ikke kan danse mere. Så blev gommens sokker og brudens slør klippet. Iturivning af sløret har været en symbolsk deflorereing af bruden, men da det nok er de færreste brude af i dag, der ikke er deflorerede i forvejen, er det nok snarere et lille minde om dagen til hver af de kvindelige gæster. jeg forestiller mig, at klipningen af gommens sokker er for at skabe lidt ligeberettigelse! Begge dele er igen noget, som man ikke må gøre til daglig, men som er legalt i dette øjeblik.

Til sidst skal brudeparret løbe deres vej, fordi de slet ikke kan vente med at komme i gang med bryllupsnatten - det har nok også haft lidt mere relevans dengang man ikke havde boet sammen i flere år før brylluppet. Men i hvert fald giver det gæsterne en mulighed for at kaste nogle flere korn og ris (og så skal man heller ikke rundt og give hånd til alle for at sige farvel!).

Vi tog på hotel på vores bryllupsnat, hvilket var dejligt på flere måder: så behøvede vi hverken at rejse i tre timer for at komme hjem, eller tage hjem til vores forældre (der for øvrigt ikke havde plads, fordi der var fyldt op med overnattende gæster). Desuden var det ikke os, der skulle fjerne de enorme mængder af korn og ris, der kom ud af tøj og hår og lagde sig i det tykke, bløde tæppe!

Min egen konklusion på vores bryllup er, at den oprindelige mening med mange af “traditionerne” er gået fløjten, men at de i stedet tillægges en mere aktuel betydning, og derfor er med til at gøre en bryllupsdag som vores helt speciel og vildt dejlig!

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Alles anliggende og eventyret om os

Skrevet af Fru Helene Husum Horsbrugh

I det store hele levede brylluppet den 6. maj op til Kenneths og mine forventninger. Vi var dog uforberedte på, at bryllupper er  ”alles anliggende”.

Som de fleste unge mennesker i dagens Danmark har min mand og jeg været vant til at kunne handle relativt frit uden at støde på konventionelle barrierer, eller rettere; vi har begge to holdt os nogenlunde indenfor normal-sfæren og af samme grund været fri for utidige indblandinger i vores individuelle og fælles liv. Da vi besluttede at gifte os, måtte vi med forskrækkelse konstatere, at her var et anliggende, som alle og enhver havde en mening om – en mening som de følte sig i deres gode ret til at ytre.

                      Jeg bilder mig ind, at mange vordende ægtepar i Danmark bliver mødt med mere homogene reaktioner og forventninger, end vi blev.  Reaktionerne spændte fra ”Det havde jeg ikke ventet af Jer!!!!” til ”Det var da også på tide”. Holdningerne i familie- og vennekredsen spændte lige fra – som det ene yderpunkt – at ”bryllup er noget småborgerligt og irrationelt pladder” til – som det andet yderpunkt – at ”det gør man bare”. De fleste omkring forholdte sig heldigvis til traditionen nogenlunde som vi. Vi valgte brylluppet til, fordi vi havde lyst til at sætte vores relation ind i en rituel og traditionel ramme. Men vi forbeholdt os samtidig retten til at give vores bryllup ”et personligt præg” gennem valget af utraditionelle sange i kirken, utraditionel påklædning o.s.v.  I løbet af planlægningsfasen kom vi til at forklare og argumentere for de forskellige til- og fravalg i et omfang, som jeg for eksempel aldrig har været ude for i forbindelse med mit uddannelses- og jobvalg.

                      Mens planlægningsprocessen stod på, var det en blandet fornøjelse. Grundlæggende var det selvfølgelig herligt at være ”dem, der har det sidste ord” i tilrettelæggelsen af en stor og dyr fest, hvor man selv skal være midtpunkt. På den anden side var det dybt anstrengende at måtte såre og skuffe en masse mennesker, fordi man på en eller anden måde trådte udenfor deres opfattelse af, hvordan man burde have opført sig. Retrospektivt må jeg dog erkende, at det i høj grad var den megen opmærksomhed og den utidige indblanding, som gjorde brylluppet til en stor og mindeværdig oplevelse.

                      Da jeg stod ude i våbenhuset sammen med min far og ventede på, at præludiet skulle gå i gang, havde jeg det præcis som om, jeg skulle til at træde ind på en scene. Publikum var ikke tilfældige fremmede; det var vores udvalgte vidner. De skulle var vidner til både et kirkeligt ritual og til Kenneths og min fortælling om, hvem ”vi” er. Under indgående ekstern censur havde vi sammensat en unik cocktail af traditionelle og personlige elementer og dermed skabt eventyret om os.

                      Jeg har ikke lyst til at komme med lange lommefilosofiske analyser af ovenstående. Jeg vil blot konstatere, at brylluppets halv-konventionelle status i Danmark fostrer reflekterede ægtepar og nøje tilrettelagte bryllupsritualer. Jeg tror og håber, at det gør ritualet endnu mere virkningsfuldt, for et smukt eventyr er vel mere engagerende en en samfundsmæssig konvention....

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Min kusines bryllup

Skrevet af Sine Nissen

Det havde blafret i udkanten af bevidstheden allerede et stykke tid, brylluppet, som da min mosters kvidrende telefonstemme i januar fortalte, at nu havde de været ude og finde en brudekjole. Langsomt begyndte blev min forståelse af bryllupsforberedelsernes elementære ABC at forme sig.

Brylluppet var den 12. august, men allerede lang tid før hang det som en tordensky i horisonten: Jeg begyndte at være mig pinligt bevidst om, at da jeg sidst mødte min kusine var hun desperat single og den kæreste, der havde friet, havde jeg aldrig mødt. 

Underligt nok fører navns nævnelse af mine fætre og kusiner mig altid ud i diverse antropologiske overvejelser om slægtskabsforbindelser. Andre steder i verden kalder man dem for brødre og søstre og atter andre steder har man nuancerede slægtskabsbetegnelser for grandgrandkusiner og fætre, for at illustrere de nære forhold:  Jeg ser stort set aldrig mine kusiner og fætre. Måske er det fordi de bor på Sjælland— og de er yngre end jeg er……!

I min familie mødes vi kun til familiefesterne.  Jeg har af og til forsigtigt forhørt mig om andres forhold til deres fætre/kusiner, for om muligt at kunne afsløre, om der var tale om en familiedefekt. Tilsyneladende ikke. Familierelationen, især f.eks. fætter/kusine fester og den slags, har uvægerligt et eller andet negativt kikset over sig.  Det er selvfølgelig meget godt med forklaringer a la den moderne kernefamilies sejr (af helvede til), befolkningsmigrationen fra land til by, de attraktive stillinger langt fra den fædrende arv og alle mulige andre mere eller mindre sociologiske forklaringer, der dukker op: Okay, indrømmet, jeg føler ikke at jeg kender min kusine særlig godt og de teoretiske overvejelser skal blot kamouflere, at jeg er mig pinligt bevidst om at jeg måtte være i den absolutte yderste position på gæstelisten.  Jeg besluttede mig for at gøre ondt værre og ringede for at høre, om det er en fejl, at min kæreste ikke er inviteret med. Næh, men de havde valgt at holde bryllup sådan et fint sted, at de kun kunne betale 50 kuverter.

Jeg besluttede mig for at tage med alligevel, mest ud fra den overbevisning at min kusine nok kun skal giftes en gang.  Så begyndte jagten efter hvilken kjole jeg skal have på.  Det lyder let og ligetil, men er et længere regnestykke. Jeg ved at min kusine vil være bedårende. Jeg ved man ikke må komme i sort. Jeg ved at alle min kusines kandidatveninder fra København vil have ofret formuer på at ligne millionærfrøkener, jeg ved at kjolen også skal kunne genbruges til et sølvbryllup senere på sæsonen og jeg ved at den skal kunne købes for under 500 kr af min SU. Jeg ved også at jeg gerne vil være diskret i baggrunden uden at køre rundt med en trillebør fyldt med mindreværdskomplekser.  Den slags tager tid! Med hensyn til gaven gnavede en lille orm.

Om jeg stod på glødende kul ringede jeg ikke til den kommende goms mor og forhørte mig om ønsker. Jeg er af princip modstander af den slags lister: De dræber enhver form for kreativitet. Jeg er immun overfor praktiske argumenter såsom, at det ikke er fedt at få to foodprocessorer eller tre juicepressere i gave. Hvis jeg nogensinde skulle blive presset til at købe udstyr i gave, vil jeg personligt sørge for at der ikke medfølger nogen bytteseddel, og sørge for at der ikke findes en kædeforretning af “den slags” inden for 1000 km radius af brudeparrets bopæl.

Okay, jeg koblede mig på mine forældres gave, en picnickurv min mor havde flettet. 

Da dagen kom kørte jeg med mine forældre til Sjælland. Det var en kold og blæsende dag og vi skiftede tøj ude i en skov.  Vi fandt  landsbykirken uden problemer. Og her må jeg så krybe til bekendelseskorset: Min antropologiske skoling er komplet, jeg føler mig nødsaget til at tilsløre alle stednavne og egennavne, for at sikre den etiske integritet—eller med andre ord, tænk hvis nogen rent faktisk kendte min kusine og viste hende denne artikel??

Så hvorfor skrive den i det hele taget? Tja, fordi jeg for første gang oplevede det, som vi blev drillet med på rusåret: at jeg fandt mig selv ude af stand til at lade være med at foretage en etnografisk analyse til familiefesten. Jeg kategoriserede, lavede domæneanalyser og analyserede på mit materiale. Kort sagt jeg blev en deltagerobservatør imod min vilje. I flere uger efter brylluppet var jeg fuldstændig bummelums, fordi jeg havde observeret så intenst og stuvet det direkte ind på harddisken, uden at bruge det sædvanlige filter til sortering af relevant data. Jeg havde simpelthen lavet en tolv timer lang marathon grandtour observation, med periferær deltagelse, noget enhver erfaren feltarbejder sikkert ville have advaret mig mod. 

Det var et bryllup efter bogen. Under aftenens taler kom det frem at Emma Gads takt og tone var blevet nær læst. “ Også bogen “den store blærerøv” hvis forfatter jeg ikke har så meget sympati for blev nævnt. Min manglende sympati skyldes at brudgommen i sin velkomsttale citerede: At brudeparret kunne måle sin popularitet i hvor stor en procentdel af de inviterede gæster der kom til brylluppet. Deres var 100 %. Den omvendte psykologi fik mig til at ønske, at jeg var blevet væk. Dermed har jeg nok skrevet, at min lov er janteloven—eller hvad.  Det frydede af samme årsager også mit hjerte, da jeg hørte brudgommens far sige, ret sent på aftenen og ikke helt appelsinfri: De er så pisse perfekte, alting lykkes for dem. 

Så er det sagt, det var det perfekte bryllup. Alting var så perfekt f.eks: Da min kusine trådte ind i kirken begyndte solen at skinne. Temperaturen gik fra 10 til 25 i løbet af den time gudstjenesten varede og den planlagte have-reception kunne gennemføres til topkarakterer (dét staudebed var frugten af en hel sommer med røven i vejret). Inde i den hvidkalkede blomstersmykkede kirke fløj en sommerfugl rundt fra blomst til blomst for til sidst at slå sig ned i min kusines brudebuket af roser. Osv.

Min kusine lignede en drøm: hun havde taget masser af solarium og gået til aerobic i et år. Hendes brudekjole var guddommelig af råhvid silke med indvævede mønstersnoninger—uden dikkedarer. Til gengæld var jeg meget spændt på at se hvem brudgommen var. Da vi lige kom ind i kirken kunne jeg ikke gætte hvem af de to der var den heldige, men jeg konstaterede lidt senere, det til brylluppet usagte. Han var ikke fotomodeltypen. Han lignede en dårlig kopi af den skuespiller jeg altid har elsket at hade: Tom Hanks. Han var 6 år ældre end min kusine, ansat i computerbranchen og ekstremt velhavende (aha, aha!)  Jeg var skeptisk. Om end da aftenen gik forstod jeg måske bedre min kusines valg: han var enormt flink og varm og høflig og let at snakke med og meget ROMANTISK!

Hvordan ved jeg det? Jo, han havde friet til hende på toppen af Empire State Building i New York. Hans tale til bruden var så personlig og inderlig: Han fortalte om “deres steder”: Grand Place i Bruxelles under gaslamperne, hvor de havde kysset hinanden. New York. Om deres mange gode middage på gode restauranter og om hans kærlighed til hende, som han forgudede over alt på jorden.

Min kusine holdt sig nu ikke tilbage med det rørstrømske. I sin tale til gommen begyndte hun at synge “love me tender” a capella ene kvinde. Få øjne var tørre. 

Alle de bevingede ord var ved at tage livet af mig. Hvorfor skal bryllupper absolut betyde 6 timer ved bordet? Hvorfor vælger unge mennesker at holde fest på den samme måde som deres bedsteforældre gjorde? Jeg troede ikke min egne ører, da den første tale allerede faldt før forretten. Ikke at jeg kun var der for madens skyld, men alligevel.  Der var taler, sange og underholdninger så utallige som stjernerne. Min kusines forældre, farbror, søstre, kollegievenner, studieveninder, reservebedsteforældre, farmor havde alle noget på hjerte.  Der var også indslag fra brudgommens side, men sangen fra forældrene passede ikke på melodien og tja, af en eller anden årsag fik man på fornemmelsen, at de følte at de ikke helt kunne leve op til den satte standard.  De kender ikke min moster ret godt: hvis der er noget hun mestrer så er det “show”, overflade, men nu ikke sarkastisk. Det er bare fordi jeg et helt liv har måttet lide under altid at blive sammenlignet med min kusine, der som nævnt er perfekt.  Desværre er jeg født to år for sent til at det kan blive en fair konkurrence. Men dette skyldes ikke min kusine, men det faktum at min mor og hendes søster altid har ført en slags subtil borgerkrigslignende kamp om mest succes, lykke og velstand i livet, som i praksis går ud på at sammenligne deres børns karakterbreve. Kan hænde at man skal starte en krisegruppe om den slags oplevelser.

Jeg vil ikke sige at den slags gør min slet skjulte fryd over at brylluppet selvfølgelig ikke var perfekt, legitim.  Men efter den Claude Monetske eftermiddagsreception i haven, med hyldedrik, hvidvin og pindemadder—med første parket til affotografering af brudeparret, (der foregik i haven: Læserne skulle have set gommen sidde i æbletræet og fotografen mase med at få bruden op), efter champagnen og den lækre middag på det store kongrescenter, og efter at have fået så mange ærligt følte kærlige ord, var det en lettelse, da musikerne sagde: “Nu I har holdt på Emma Gad hele aftenen, så synes vi også, at I skal danse brudevals inden kl. 24.00”. (dette havde parret besluttet at udsætte, fordi at talerækken fortsatte i det uendelige). 

Så gav musikken ellers en turboekspres version af brudevalsen, der fik min kusine og hendes mand-der uden tvivl havde øvet som sindssyge hjemme i stuen—til fuldstændig at miste takten. De humpede rundt i noget der lignede elefantgalop.   Men det bedste kom efter valsen hvor brudgommens sokker skulle klippes af. Da hans sko blev taget af, bredte der sig en stank i det fine festlokale, som var ubeskrivelig horribel, og som blev hængende, og som også, da der senere blev spillet op til dans, var markant.  Men som folk sagde, hun vidste jo nok hvad hun var gået ind til.

Alting kørte efter en veltilrettelagt snor. Jeg forfærdedes over et hurtigt glimt af toastmasterens “skema” for aftenen. Alle detaljer må være blevet endevendt i det uendelige. Hvergang brudeparret tog to skridt skulle de foreviges på fotografi. Da de kom ud af kirken og alle havde sagt goddag, og de havde stillet op til det obligatoriske foto, herskede der tvivl om de var blevet fotograferet i en bestemt position ved alteret, og så måtte de ind igen. Da bilens dør var blevet lukket (min morbror havde stillet sin gangster citröén til rådighed) blev den åbnet igen for at tage flere billeder. De stod ti minutter ved kagen for at blive fotograferet, men skar ikke et eneste stykke ud selv.

Jeg lærte på en aften, hvordan et pragtbryllup anno 2000 skal foregå. Jeg forstod pludselig statistikernes påvisning af skyhøje udgifter. Jeg forstod den materielle pragt, der skal fremvises ved et bryllup, og som jeg kan forestille mig koster afklippede tæer til nogle bryllupper.  Jeg erfarede hvordan ritualet lever og har det godt i Danmark. Hvor meget der ligger på spil sådan en dag, hvor alt bare skal være perfekt og lykkeligt—og så så hele brudens familie ud, som om de var ved at segne af træthed under receptionen, pga. 1000 forberedelser. Jeg besluttede mig for aldrig at blive hvid brud. Og heldigvis fik jeg ikke brudebuketten!

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Præsentation af et Moesgårdmenneske

Skrevet af Sine Nissen

Lektor Jens Seeberg

Ansat som lektor ved afdeling for etnografi og socialantropologi d. 1.2.1999 og tiltrådt stillingen 1.9.1999

Informantens udsendte har sat den travle lektor iscene til et frokost-interview for at finde ud af hvilke stier der førte ham til ansættelse på Moesgård.  Min nysgerrighed var blevet vakt, da han på min anmodning om at præsentere sig selv i Informanten erklærede at han arbejdede 70 timer om ugen, og derfor ikke havde tid til selv at skrive en artikel.

Jens Seeberg er uddannet magister fra Etnografi og Social Antropologi på Moesgård i 1992.  Inden afleveringen af magister konferensen havde han lavet feltarbejde i Radjastan i Nordindien fra 1989-91 om rollebesættelse og psykisk syge.

Derefter fulgte en ansættelse på Marselis Hospital som bruger konsulent for HIV-smittede patienter, et job- projekt der var defineret af de HIV-smittede brugere på hospitalet, og havde til formål at forbedre kommunikation, forhold og vilkår i relationerne mellem brugerne og personalet.  Jens Seeberg stod bag dannelsen af en brugergruppe, som han fungerede som sekretær for. Derigennem fortsatte han arbejdet med at forbedre kommunikation og forbedre de fysiske faciliteter på afdelingen.

Som et led i dette arbejde blev Jens Seeberg opmærksom på de specielle problemer som indvandrere og flygtninge med HIV har (især i forbindelse med parforhold) og det blev grundlaget for en ansøgning til Statens Humaniske Forskningsråd om en undersøgelse af: Stigmatisering af HIV-positive indvandrere/flygtninge i Danmark. Projektet blev bevilliget i 1994 og blev udført på Moesgård men i samarbejde med Marselis Hospital. 

Selvom det ikke var defineret som et Ph.dprojekt fra starten blev det til en Ph.d afhandling. Og Jens Seeberg blev den første Ph.d forsker ved afdelingen i 1996.

Et par dage efter at have forsvaret sin Ph.d. fortsatte karrieren med en stilling ved WHO i Delphi i Indien på det regionale kontor for Syd/Sydøstasien. Han var ansat i forskningsafdelingen og beskæftigede sig med at træne forskere indenfor sundhedsområdet i kvalititativ metode og evaluering af forskningsprojekter udviklet af WHO for den sydøstasiatiske region.+ konkrete projekter med samfundsvidenskabelige komponent, hvor han stod for tekniske input.

Derudover udviklede han i samarbejde med 20 forskere et større projekt der omhandlede: Lægers opfattelse af etiske dilemmaer i det kliniske arbejde på universitetshospitaler i 6 lande i syd-sydøst asien, med udgangspunktet at der skulle laves undervisningsmateriale i regionen, der skulle afspejle lokal praksis og relevans frem for Europæiske etiske spørgsmål.  Jens Seebergs praktiske arbejde udover at være generator og leder, bestod i at træne interviewere og foretage analysen af de kvalitative interviews (ca. 350 interviews.)

For at håndtere det store materiale disse mange interviews udgjorde tog Jens Seeberg computerbaserede kvalitative analyseprogrammer i brug, (red. som der undervises i på Moesgårds 7.semester). Computerprogrammerne gør det muligt at arbejde komparativt med et meget større materiale end det før har været almindeligt i antropologien. Jens Seeberg interesserer sig især for de teoretiske og analytiske konsekvenser udviklingen af disse metoder har-dels i forhold til antropologien og dels hvilke projekter man kan give sig i kast med og hvordan kan man gøre det?  Han mener, bl.a at metoden giver mulighed for mere teamwork-orienteret arbejde, frem for de mere individuelle metoder som antropologer uddannes i.   

Jens Seebergs interesse for metodiske spørgsmål blev styrket ved arbejdet i Indien, i kraft af funktionen som vejleder for andre forskere- både på områder hvor det ikke var indlysende at bruge etnografiske metoder, men også på områder hvor han har fundet at forskningen kunne beriges med kvalitative indgangsvinkler. Nogle lande i Syd og Sydøstasien har ikke af ressourcemæssige årsager nogen rig tradition for kvalitativ forskning, eller mangler kvalificerede personer til at udføre kvalitativ forskning og Jens Seeberg har bevist arbejdet på at styrke de kvalitative forskningsmiljøer gennem sit arbejde.

 Og de 70 timers arbejdsuge: Da jeg spørger ham undrer han sig også selv over at det bliver til så meget. Dette semester underviser Jens Seeberg på 7. Semesters metodekursus og i Medicinsk Antropologi på Jysk Åbent Universitet. Derudover er der møder, administration, vejledning af studerende og så de ting han selv synes er spændende: Entusiasmen stiger betydeligt, da han begynder at beskrive det nye forskningsprojekt som han er ved at søsætte, og netop har været til første møde i Delphi i. : Ecotian Autonomy in Health in poor Neighbourhoods in South East Asia.  Et projekt der skal fokusere på hvordan familier i områder med sparsomme resourcer forvalter resourcerne på sundhedsområdet. Og hvor der fokuseres på diskurser i den internationale sundhedspolitik om menneskerettigheder iforhold til praksis på i de lokale sundhedssystemer.

Jens Seebergs primære interesse og forskningsområder er medicinsk antropologi og kvalitativ metode.  Med denne specialisering har hans karriere bevæget sig i grænsefeltet mellem universitetet og verden udenfor, en kombination som er frugtbar og er et bevis på, at Jens Seeberg ikke tror på distinktionen mellem anvendt og teoretisk forskning. 

God relevant forskning udvikles i kontakt mellem lokale forskermiljøer og lokalsamfundene mener han og derfor er det vigtigt at styrke denne relation ( f.eks. i forbindelse med Moesgård, forskningsinitiativer i Århus Amt).  Samtidig er det dog også vigtigt at udvikle og vedligeholde forskernetværk mellem forskellige universiteter.

Selv mener Jens Seeberg at hans ansættelse har styrket Moesgård på feltet for medicinsk antropologi, og medvirker til at profilere Moesgård på dette område, der tidligere var et svagt punkt.  Det er hans intention at styrke dette felt yderligere, fordi det er et centralt område—både indenfor international udvikling og i det danske samfund og fordi der derfor er gode muligheder for fremtidig ansættelse netop inden for dette felt.

Jens Seeberg er gift (med en etnograf) og har fire børn, der nu er ved at vænne sig til at bo i Danmark, efter at have tilbragt en stor del af deres liv i Indien.  De bor i Tranbjerg.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Forestillinger om mennesket

– anmeldelse af ”Viljen til Viden”: en ny bog af Kirsten Hastrup

Skrevet af Leif Madsen

Kultur er ikke noget vi ser, eller en substantivisk størrelse, det er derimod et sted, vi ser fra, og som sådan er kulturen snarere adjektivisk. Det er en kvalitet, der tillægges vores perspektiv på verden. (s.280).

  En gammel vittighed fortæller, at nok var det Gud, der skabte menneskene, men det er menneskene, der har skabt sig lige siden. Det er denne pointe, Kirsten Hastrup fremfører i sit forsvar for- og nytænkning af det humanistiske projekt. Dog med den forskel, at hun stryger det lille “sig” til slut i vittigheden. Mennesket er med andre ord et evigt kreativt skabende væsen.

  Hastrup viser, hvorledes denne indsigt er udgangspunktet for de humanistiske videnskabers opståen i rennæssancen. Tidligere blev mennesket set som en del af Guds skaberværk, et værk der var ordnet fra evighed til evighed. I rennæssancen bliver denne orden vendt på hovedet. Centralperspektivet i kunsten og filosofien satte mennesket i centrum. Verden ses nu fra menneskets synspunkt og ikke fra en guddommelig vinkel. Verden er ikke længere givet, men skabes, ordnes og omfortolkes konstant af mennesket; således også med historien; vi efterligner ikke længere en orden men skaber den. Det er erkendelsen af denne skabelsesproces, der bliver så central for humanistisk forskning; en skabelsesproces, som Hastrup sammenligner med den kunstneriske skabelsesproces. Det er karakteristika som kreativitet og forandring, der kendetegner mennesket, og dermed altså det humanistiske objekt. Derfor bør også den humanistiske forskning være præget af disse størrelser.

Bogen “Viljen til Viden” kan læses som ét stort svar på: “Hvorfor beskæftige sig med humaniora?”; et spørgsmål, de fleste humanister ofte konfronteres med uden at have et godt svar på hånden. Som regel søger vi at legitimere vores studie ud fra et nytteparadigme om, at vi jo sandelig kan få en masse stillinger som konsulenter i det private erhvervsliv eller som gymnasielærer. Hastrups svar (som måske kan være lidt vanskelig bare at lire af til en familiefødselsdag) lyder derimod: “Nytten findes i enhver ny forståelse af den enkeltes mulighed for at påvirke historien, eller af tankens mulighed for at overskride gældende sandheder” (s.i). Hermed mener hun, at det humanistiske projekt handler om konstant at tilbyde nye fortolkninger af det menneskelige. Det handler ikke om at afdække, afsløre eller gennemskue, hvordan den menneskelige virkelighed egentlig (i virkeligheden) hænger sammen, men om at fremsætte perspektiver og teorier på hvordan det også kunne forstås. I stedet for at slås om, hvilken teori, der er den mest sande, insisterer hun på at teorier er bestemte syn på mennesket og ikke nødvendigvis udelukker hinanden. I stedet for at reducere verden til ét perspektiv, ønsker hun at berige den, ved at pointere humanioras tilføjende aspekt.

Mennesket er konstant i forandring, vi skaber hele tiden nye ting og nye sammenhænge. Vi skaber betydning af det, der tidligere ikke havde betydning, og selv når vi gentager noget, gør vi det på en ny måde; blandt andet fordi tiden er gået, vi er forandret og kontektsten sikkert også; vi er kreative. Humanioras objekt er mennesket, og derfor må også humaniora konstant forny sig, være kreativ og skabe nye rammer og kategorier for at forstå sit objekt. Det er dette paradoks, der gør al humanistisk forskning så speciel: Som mennesker studerer vi mennesker; vi forholder os til et objekt, der selv forholder sig, hvorved forsøget på at indfange dette objekt aldrig vil være afsluttet. Der er behov for en åbenhed og lydhørhed over for nye fortolkningsmuligheder; ikke således at alle perspektiver er lige gode, men således at vi konstant betragter det som en principiel mulighed, at vores forståelse af det menneskelige felt kan tilføjes endnu et perspektiv. Vi skal tro på projektet og ikke på autoriteter.

  Bogen er delt op i 3 hoveddele. Første del er et historisk blik på opståelsen og udviklingen af humanitas fra renæssancen og frem. Anden del er overvejelser over teoretisk tænkning; dvs. hvordan humaniora har forholdt sig til sit objekt, og hvilken betydning forskellige teorier har for forståelsen af dette objekt. Tredje og sidste del handler om hele repræsentationsdebatten, hvor hun forholder sig til den videnskabelige virksomhed og inddrager det kunstneriske aspekt. Både billedkunst, musik, fotografi og rummets poesi tages under behandling.

  Humanisme i Historien (titlen på første del) er en historisk eftersporing af det menneskelige felt. Hastrup ser den videnskabelige behandling af mennesket som præget af to hovedstrømninger: Oplysningens generaliserende projekt, der har énhed som sin naturvidenskabelige aspiration,  og romantikkens individualiserende projekt, der har mangfoldighed som primær tilgang. Hendes ønske er ikke at holde de to tilgange op imod hinanden, men at vise hvorledes de til skiftende tider har præget (og stadig præger) den humanistiske forskning, men også hvorledes det måske nu i dag er muligt af forene de to retninger i en tid, hvor dekonstruktion og postmodernisme har tvunget os til bryde med autoriteterne og netop gentænke tidligere tiders gældende paradigmer. Niebuhrs ekspeditioner til “Det lykkelige Arabien” bruges som arketypen på oplysningstidens klassifikatorisk projekt, hvor det primære formål var at indsamle og rubricere al tænkelig viden. Overfor denne indsamlende aspiration stiller hun det humanistiske projekt, der primært handler om fortolkning. Fortolkning af noget, der har mening; en mening der udgår fra andre mennesker. “Påstanden er, at menneskelige forhold har mening, netop fordi de er skabt af mennesker, der tænker, mener og vil noget.” (s.26). Det er denne evige skabelse af mening, der er karakteristisk for mennesket efter rennæssancen; et menneske der selv skal indprente betydning i verden; det er denne betydnings-skabelse, der er objektet for humaniora, et objekt i evig forandring

  Bogens anden del (Teoretisk tænkning) tager fat på subjekt-objekt problematikken. Hastrup viser, hvordan en fejlagtig forståelse af forholdet mellem fund og fakta siden oplysningstiden har hærget humaniora. Hvis man opdager en blomst, giver den et navn og beskriver dens egenskaber kan man på sin vis hævde, at man kan slutte direkte fra et fund til en udtømmende beskrivelse af dette. Men sådan forholder det sig ikke med det humanistiske objekt; det svarer igen, forandrer sig og er i øvrigt ikke adskilt fra forskeren, der netop ved at være menneske selv del-tager i samme verden som objektet. Både antropologien (der mener at kunne gennemskue andre kulturer) og arkæologien ( der frejdigt slutter fra fundet af potteskår til en svunden tids religiøse opfattelser) har lidt under ovennævnte fejlslutning.

   For Hastrup drejer det sig ikke om at diskvalificere én eller flere tilgange, men i stedet om iscenesættelsen af forskellige mulige forhold mellem os selv og objektet for vores viden. Pointen er, at sammenhænge og årsagskæder ikke er synlige; de skal derimod sand-synlig-gøres vhj. af argumenter. Hun fremhæver, hvorledes det  at se noget er at give noget eksistens. Som kunstneren kan vi se en virkelighed frem ved at  objektivisere og ontologisere det sete. Ingen har jo set begreber som samfundet, økonomien, juraen, men de er alle måder, hvorpå vi forsøger at erkende verden, og efterhånden er de blevet tillagt en objektiv status. Dvs. et epistemologisk forhold (måden at erkende verden på) bliver et ontologisk forhold (noget faktisk i verden). Dette er, hvad Hastrup benævner ontologisk dumpning; dvs. begreber, kategorier og sammenhænge, som vi tager for givet og ikke længere stiller spørgsmålstegn ved. Det er derfor det er så vigtigt at fortsætte med at fremsætte perspektiver på verden og konstant gentænke tidligere tiders kategorier.

  Hermed er vi fremme ved en af de mere kontroversielle påstande i bogen; nemlig at perspektiver på verden ikke kan afgøres udfra objektive kriterier men skal afprøves i dialogen. Det essentielle er ”at holde muligheden åben for andre forståelser end flertallets ved at efterprøve argumenterne og teoriernes konsistens med erfaringen”(196). Erfaringen gøres altså til en slags vejledende dommer; den selvsamme erfaring der har udkastet teorierne. Omvendt kunne  man spørge; hvad har vi ellers at rette os efter? For mig at se, er risikoen, at mange forskere deler tilnærmelsesvis  samme erfaringshorisont, og dermed kan der blive for stor overensstemmelse mellem den ”lovgivende” og den ”dømmende”  magt. Men måske netop disse års nytænkning af antropologien ændrer på dette. Tværfaglighed, oprettelsen af  antropologiske institutter i ikke-vestlige lande samt tildelingen af stemmer til studie-objekterne er måske faktorer, der kan bidrag til et mere dynamisk forhold mellem udkastede teorier og deres efterfølgende efterprøvelse med erfaringen. For Hastrup er nye teorier  ikke blot korresponderende beskrivelser af verden,  men ekspressive tilføjelser  til verden. De skal være en art radikal fortolkning, der sætter nyhed, visdom og tilføjelse over nytte, viden og opklaring (194).

  Videnskabelig virksomhed, der er bogens tredje og sidste del, indeholder overvejelser over forskellige fremstillinger af det videnskabelige objekt. Hun indleder med en gennemgang af orientalismen (antropologiens evige repræsentationsproblem), der på mange måder er en slags mental geografi, hvor tilfældige streger på et landkort blev (og bliver overalt i verden) gjort synonym med kulturelle essenser.

  Herefter gennemgår og afviser hun to reaktioner på orientalisme-kritikken; henholdsvis ”indiginiseringen” (forfærdeligt ord) og globalismen. Indiginiseringen indebærer, at det er de indfødte, der sidder inde med en absolut privilegeret viden, hvilket er stik imod Hastrups idé om, at ingen viden om det menneskelige kan være absolut. Globalismen er Hastrups term for den omsiggribende brug af ordet globalisering til at forklare alt med. Det er en teori om, at alt der ser anderledes ud kun er en variation over det kendte, en holdning der kan spores tilbage til oplysningstiden. Globalismen indebærer, at vi ser objektivt på verden og fremtænker (usynlige) globale strømme. Problemet er, at globalismen gør disse strømme til faktiske ting her i verden og en ny ontologisk dumpning er således på vej. Hvad værre er, at globalismen glemmer at det globale altid vil være lokalt, hvorved globalismen blot bliver en forlængelse af orientalismen, hvor ”vi” repræsenterer ”dem”.

  I de sidste kapitler retter Hastrup endnu engang optikken  mod sproget. Men denne gang for at afprøve muligheden for andre repræsentationer end den rent sproglige. Især den visuelle repræsentation tages under behandling, hvor hun forholder sig til muligheder for at fremstille/perspektivere verden vhj. af malerier, fotografier, udstillinger m.m. Hun gør op med tanken om, at billeder blot er spejlinger af virkeligheden; også dette er blot udtryk for en illusion om objektiv viden om det menneskelige. Eneste anke er, at bogen ikke behandler computeren og internettet som såvel repræsentations-middel som potentielt forandrende vores måde at tænke og forstå hinanden på; et oplagt studieobjekt.

  Desuden viser hun, hvorledes vores viden om andre mennesker ikke kun opnås gennem sproglige overleveringer, men i lige så høj grad udspiller sig i pauserne mellem ordene, og i den praktiske brug af ordene. Faren ved sprog, der er blevet løsrevet fra sin kontekst, er, at det ikke længere hænger sammen med virkeligheden. Et eksempel på et sådan sprog er ”rettens sprog”, der kan anskues som en lukket tekstgenre, der etablerer sin egen objektive virkelighed, hvor sprog og retorik undertiden sejrer over erfaring, praksisk og retfærdighed.

  Bogens sidste kapitel er en vision om forholdet mellem videnskab og kunst; et forhold der kan spores gennem hele bogen, med kreativitet som nøglebegrebet. Mennesket er en kunstner, der kreativt tillægger og aflæser verden betydning. Hvis de humanistiske videnskaber vil fastholde denne uafsluttethed ved mennesket må også de være kreative og skabende. Humanister skal ”tykne” verden; livet kan ikke repræsenteres men fortælles igen. Derfor er der behov for at opfinde nye kategorier, der passer til en virkelighed i konstant forandring. Vi må erkende, at ”vores objekt ikke kun er mennesker og deres viden, men også deres kunnen, deres forholden sig til verden i ord og handling”. Kort sagt et menneske i konstant forandring, samtidig med at den videnskab, hvormed vi forsøger at indfange dette menneske, selv indvirker på selvsamme verden og mennesker og derfor selv konstant forandres og udfordres.

  Sproget er et fænomen, der optager Hastrup overordentligt meget. Hun viser, hvordan sproget i tiden efter renæssancen for det første undergår et naturvidenskabeligt klassifikationsprojekt, hvor man forsøgte at ordne og rubricere alle verdens sprog, men for det andet også forstås på romantisk vis som selve udtrykket, eller spejlet om man vil, på en kulturs ånd. Sproget var det middel, hvormed man mente at forstå andre kulturer; et ikke ukendt fænomen i antropologien i dag. I det 20. årh. skifter sproget karakter og bliver nu objekt for selvstændig (naturvidenskabelig) videnskab. Sproget har nu sin egen logik, der kan afdækkes, primært gennem den strukturelle sprogvidenskab. I bogens anden del tager Hastrup denne tråd op igen med overvejelser over, hvorvidt det er sproget, der afbilleder virkeligheden eller virkeligheden, der tager form for os alt afhængigt af hvilket sprog vi har til rådighed. Herunder behandler hun nyere metaforteori, der netop understreger hendes løbende pointe, at betydning ikke er noget, der findes, men noget vi konstant tillægger verden, herunder sproget, som vi således aldrig helt kan stole på, men i høj grad benytte os af i vores kreative omgang med verden. Metaforer peger på empiriens egen uafsluttethed, de er brobyggere med poetisk kraft, der virker mere ved deres brug end ved deres betydning. Et studie af mennesket må nødvendigvis beskæftige sig med menneskers praksis, der altid er indlejret i tiden og altid kreativ, hvorved den peger ud over sig selv. Alle erfaringer er i princippet nye, og derfor er der behov for metaforer til at indfange dem med. Dette gælder også i videnskaben, hvor metaforisk virksomhed ”kan vise det uventede, og ikke blot fortælle det sete” (190). ”Sprog trækker mod kulturens centrum, handling mod dens grænser”, som hun så rammende udtrykker det. (189).

  Som en rød tråd gennem hele bogen løber en analyse af henholdsvis antropologiens og arkæologiens status i de humanistiske videnskaber (Hastrup er professor i antropologi ved Københavns Universitet og har fungeret som gæsteprofessor ved Afdeling for Nordisk Arkæologi ved Universitetet i Oslo). Som en gennemgang og analyse af hele det humanistiske projekt er bogen fremragende for enhver, der interesserer sig for dette, mens den for antropologer og i nogen grad for arkæologer er en sand guldgrube af perspektiveringer og overraskende pointer. Antropologi fremstilles som paradigmatisk for enhver humanistisk videnskab, derved at den beskæftiger sig med forestillinger om mennesket, hvilket må være udgangspunkt for enhver af disse videnskaber. Hun viser desuden, hvorledes såvel antropologi som arkæologi er blevet set som marginale videnskaber igennem det 20. årh. Begge har beskæftiget sig med marginale objekter i forhold til os selv (Vesten). Arkæologens objekt befandt sig i en fjern fortid (tidsligt lang væk), mens antropologens objekt altid har befundet sig i en fjern nutid (rumligt fjernt fra os). Det interessante er, at der længe var (og er) en forestilling om, at disse to objekter alligevel var nært forbundne. De vilde indfødte sås som vores egen forhistorie, mens arkæologiske fund fra vores egen del af verden mentes at kunne kaste lys over fremmede kulturer. Desuden led begge disse fag under det øvrige humanioras (især histories og religionsvidenskabs) stigende videnskabelige fokus på tekster. Arkæologer læser i materielle ting, mens antropologen læser social handling; ingen af dem beskæftiger sig traditionelt set med tekster.

    Bogen er ganske enkelt formidabel. Hastrup formår at give en historisk perspektivering, der ganske vist opererer med epoker, men hun insisterer på, at disse aldrig vil være skarp afgrænsede. Hun viser hvorledes der i enhver tid og ethvert sted befinder sig en art ”historiens overskud”, dvs. alt det der ikke blev realiseret, alt det potentielle, der kunne være blevet virkelighed. Således afromantiserer og afnaturaliserer hun ethvert sted og tid, og viser, at verden kunne have set anderledes ud og altid rummer en mulighed for forandring. Desuden får hun formuleret en vision for humaniora, som er værd at tilslutte sig; nemlig at humaniora beskæftiger sig med tradition, men ikke tradition forstået som mindeophobning men som et produkt af en historisk bevidsthed; den skabes altså i  menneskers kreative omgang med fortiden. Dog står man som altid tilbage med spørgsmålet: hvordan opnår humaniora en central placering i folks bevidsthed og i samfundet generelt, hvordan formidles disse indsigter videre? Her synes jeg heller ikke, at denne bog tilbyder et overbevisende svar; men måske det heller ikke er dens hensigt.

  Bogen er desuden skrevet i et meget præcist og dog ekstremt levende sprog, krydret med velvalgte anekdoter og gode illustrationer; alt i alt et mesterværk som på det varmeste anbefales enhver humanist. Samtidig udsendes hermed en bøn om, at  etnografi- og antropologi-studerende må møde dette værk i deres læseplan. Her har vi endelig en internationalt anerkendt dansk antropolog, der oven i købet har formuleret en vision for humaniora, hvor antropologi tildeles en ikke uvæsentlig rolle. Lad os dog benytte os af det!

  Afslutningsvis en perle fra afsnittet “Historiens musik:”

Der er to slags stilhed i musik. Den ene er integreret i den musikalske form, hvor den virker ved at skabe øjeblikke af suspenderet lyd mellem tonerne, som omtalt ovenfor. Den anden er den oprindelige stilhed, ud af hvilken musikken opstår, og den virker ved at markere selve musikkens grænse.

  I historien er der ligeledes to slags tavsheder; der er de tavsheder som er en del af den til enhver tid virksomme samtale, og som er at ligne ved suspenderet lyd men ikke tomhed. Den anden slags er den store tavshed, hvoraf fortællingerne opstår og gør historien til historiografi, oplevelser til erfaringer, hændelser til begivendheder. Det er med andre ord det afsæt i betydningsløshed, som enhver betydningsskaben må tage for at kunne fuldbyrdes. I stilheden er der hverken fortid eller fremtid, kun en suspenderet nutid. I den forstand ligger det historiske potentiale altid på kanten af stilheden; i enhver fortælling ligger et valg af nutid. Omvendt findes et historisk overskud i stilhederne, et potentielt nyt afsæt ind i nutiden.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet