Gysergenren (uddrag)

Tilbage

Forsøg på definition af begrebet genre: 

Før jeg kan se nærmere på, hvad en gyser er, bliver jeg nødt til at afgrænse gyseren fra andre genrer, og for at gøre dette er det nødvendigt at undersøge, hvad en genre er. 

Den første genredeling er i fag- og skønlitteratur, hvor jeg her i opgaven kun vil se på det sidste. Skønlitteraturen kan så inddeles yderligere i: 

                      * digte
                      * noveller
                      * romaner
                      * drama
                      * folkedigtning (Gall 1996:150).

 Derudover kan man inddele i genrer efter værkets indhold, og her bruges genrebegrebet til at klassificere skønlitteraturen i emner. Denne opdeling har den praktiske egenskab, at læseren alene ved genrebetegnelsen har en vis forventning om, hvad værket vil indeholde. 

Denne betragtning om genreopdeling efter form og indhold kommer Palmer ind på, idet en af hans problemstillinger er, at genrebegrebet kan operere på flere niveauer samtidigt. En krimi er fx også en roman, og selvom man kalder den for en kriminalroman, er der stadigt tale om to genrer, hvor den ene går på form og den anden på indhold.

 Problemstillingen kan udvides med, at krimien måske også har en kærlighedshistorie i sig, og så får man problemet med at vurdere, hvilket tema der er det vigtigste, og dermed hvilken genre den skal opstilles under.

Det er altså ikke muligt entydigt at placere en tekst under én genre, og det er også det resultat, Palmer når til. Men hvordan bedømmer man så, hvilken genre et værk tilhører? 

Palmer er inde på, at der for de enkelte genrer er en overordnet ramme/idéstruktur, der er betydningsstyrende for de delelementer, som teksten består af. 

D.v.s. at alle tekster har en grundhandling, som er afgørende for, hvilken genre de hører til. I en gyser er formålet for eksempel at få læseren til at gyse, og dette gøres ved at bryde hverdagens harmoni enten med ankomsten et monster eller andet, der symbolisere det onde. Selvom det således er forskelligt, hvad der helt konkret sker i historien, er grundhandlingen den samme i gysere så forskellige som "Nøgen frygt" (1993) af Laymon og "Regulatorerne" (1996) af King. Kærlighedshistorien i "Nøgen frygt" er således ikke nok til at flytte bogen fra gysergenren til kærlighedsgenren, fordi grundhandlingen er gyserens. 

Endeligt er Palmer af den mening, at en tekst kan ændre genretilhørsforhold, alt afhængig af den kulturelle sammenhæng de placeres i. "Genre er ikke en statisk kategori, men en dynamisk social proces, der direkte påvirker læserens opfattelse af en tekst. Genre refererer til flere samtidige dimensioner i og udenfor teksten, og begrebet kan derfor ikke defineres entydigt". 

En anden, der har undersøgt genrebegrebet, er Gripsrud. Han er inde på, at fremstillingsformen har stor betydning for, hvordan en tekst bliver opfattet. Når man vælger fremstillingsform, vælger man samtidig, hvad man vil tale om og hvordan. Alt afhængig af hvilken genre man vælger, vil denne give et bestemt perspektiv på emnet, og dermed underordne andre synsvinkler. 

Det er klart, at valget af genre har betydning for, hvordan man læser og forstår en tekst, netop fordi læseren har nogle forventninger, når han læser en bestemt genre. Selvom for eksempel Stephen King revser samfundet i flere af sine romaner, læses han jo ikke for at være samfundskritiker. Hans romaners grundhandling er gyset, og det andet er blot en sidegevinst. 

Når man snakker generelt om genrer, kan vi altså konkludere: 

                      * at genrebegrebet kan operere på flere niveauer samtidigt.

  * at en genre er underordnet en overordnet idé/rammestruktur.

  * at genren har betydning for, hvordan man opfatter tekstens budskab. 

D.v.s. at en gyser godt kan være både en novelle, roman eller drama og stadigvæk være en gyser. Den kan også have andre handlinger i sig, så længe grundhandlingen/ramme-strukturen blot er gyserens. Og endeligt vil en gyser altid prøve at fremstille sit budskab på den måde, der bedst får os til at gyse. 

Indenfor den enkelte genre eksisterer der så subgenrer. Disse har samme rammestruktur, som den overordnede genre, men følger samtidig et bestemt mønster som er typiske for en vis mængde af værker, der så tilhører samme subgenre.

Til top

Gyseren: 

Selvom gysere stadig ikke ligefrem betragtes som lødig litteratur, så er det dog blevet mere acceptabelt for en bibliotekarstuderende at læse Stephen King og andre gyserforfattere. Det kan hænge sammen med, at flere og flere kvalitets filmatiseringer af gysere kommer op i biografen med kendte navne i hovedrollerne, som tilfører genren en vis respektabilitet. Samtidig har forfattere som King og Koontz med deres kæmpe oplagstal også gjort deres til, at man må se på gyseren som andet og mere end triviallitteratur, selvom danskerne først indenfor de seneste år er begyndt at interessere sig for genren. 

Men hvad dækker betegnelsen gyser? Jeg har som sagt læst en del gysere gennem årene, og det er min erfaring, at betegnelsen gyser dækker over en lang række fortællinger, som dog alle er bygget op over den samme oprindelige historie, den Palmer kalder rammestrukturen. Fortællingen starter i den normale hverdag, pludseligt dukker det onde op evt. i form af et monster, og det er så heltens opgave at overvinde det onde, for at livet kan vende tilbage til det normale.

 Naturligvis er der forskel på, hvordan historien fortælles, ellers ville der jo ikke være nogen fornøjelse i at læse mere end én, og jeg vil her give nogle forskellige eksempler. 

I Laymons “Endless night” (1994) starter historien med, at pigen Jody sover hos en veninde. Pludselig opdager de, at der er nogen i huset, men da er det allerede for sent. De fremmede har slået veninden og hendes forældre ihjel. Kun Jody og venindens lillebror, og i resten af bogen forfølges de så af morderne, indtil de til sidst selv slår morderne ihjel med hjælp fra Jodys far, der er politibetjent. 

Et andet eksempel er Kings “De dødes by” (1993). Her kommer forfatteren Benjamin Mears til byen Jerusalems Lot, som er en fredelig amerikansk by, men pludselig begynder folk at forsvinde, og det viser sig, at der er kommet en vampyr til byen. Det lykkes for Benjamin og drengen Mark at slå overvampyren ihjel, og siden brænder de hele byen af, da alle beboerne er blevet vampyrer. 

Som man kan se, følger begge de nævnte eksempler den rammestruktur, jeg var inde på først i kapitlet, og samme idé er Schubart inde på. Hun mener, at der findes en simpel grundmodel til illustration af gysets grundhistorie, som simpelthen består af en bevægelse mellem to situationer; orden-uorden-orden[1]. Dette kan jo også kan læses som den rammestruktur, jeg har lige har været inde på. Alligevel er der tale om, at de to eksempler er to ret forskellige fortællinger. Den ene handler om nogle mordere, der dog er mennesker, den anden om vampyrer. Hvad er det så man får ud af at læse disse historier? 

Schubart gennemgår gyserens udvikling fra gotikken frem til i dag, og som hun tolker gyseren, er den i høj grad forbundet med seksualitet og ofte på en meget ambivalent måde. Vi fortrænger de følelser og fantasier, som ikke kan accepteres af samfundet, og det er i høj grad seksualiteten men også aggressioner og angst. Med tiden bliver det fortrængte, hvad enten det er lyst eller ulyst, behæftet med angst, fordi det er forbudt, så det kan nu kun vise sig for os i forklædning, og gysergenren er en af de forklædninger. 

D.v.s. at når vi fx læser om brutal voldtægt, er det ikke fordi, vi ønsker at opleve en sådan, men fordi vore seksuelle lyster er blevet gjort forbudte af samfundet, og vi derfor har fortrængt dem. De dukker så op til overfladen behæftet med angst, og bliver på den måde til voldtægt. Når vi læser gysere, genoplever vi altså vore fortrængte følelser, og igennem fiktionen kan vi gøre det uden risiko, fordi vi projicerer det fortrængte over på monstret. Gyseren bliver på den måde en ufarlig metode til at udleve ens fortrænge fantasier. 

Schubart mener, at gyseren manifesterer et fundamentalt tabu i samfundet, og hun siger, at gyserens popularitet beviser, at dens tabu-overskridelse opfylder en vigtig funktion hos publikum, idet en genre kun bliver populær, hvis den henter sin livskraft i emner, der er centrale for samfundet. 

For at undersøge hvilke tabuer gysergenren tager op, ser hun på det nærmere på det fortrængte, som hun mener udgør samfundets undergrundshistorie. Gysergenrens dæmoner, psykopater m.m. er en del af denne undergrundshistorie sammen med perversionerne. 

Schubart siger, at perversionerne og gysergenren har meget tilfælles, idet perversionens udlevelsesmekanisme minder om gysets fascinationsdynamik. Hun skriver, at ligesom den perverse finder tryghed i sit ritual, finder læseren tryghed i at kende fiktionens strukturer på forhånd, og selvom gysets generelle konflikt ikke kan sammenlignes med den perverses, så hører de begge til det kollektivt fortrængte, og de deler begge den emotionelle indlevelse og sanselig stimulation.

 Endeligt mener hun, at begge investerer sine fantasier i en kamp på liv og død, hvor indsatsen er angsten, og målet er tilfredsstillelse og overvindelse af angsten. Den fremherskende følelse i gyset bliver således ikke sadisme, men derimod angsten og længslen efter at blive overvældet af sine følelser. 

Afsluttende når Schubart frem til, at gysergenren er en kulturel perversion, hvor gyset er et symptom på en traumatisk identitetsdannelse i samfundet. Her er gentagelsen af psykodramaet med til at opretholde og beskytte identiteten mod sammenbrud, og under læsningen udleves de fantasier, der er forbudte af samfundet. 

Vi bruger altså gyseren til at udleve følelser, men der er forskel på, alt efter hvilken subgenre man læser, hvordan historien skal tolkes og dermed, hvilke følelser den rører ved. De meget forskellige romaner, jeg gav som eksempel på rammestrukturen hører ind under hver deres subgenre, og disse subgenrer vil jeg  nu se nærmere på. 

Den første opdeling har Schubart, når hun opdeler i horror og terror. Horror forbinder hun med arketypiske myter, som er det irrationelle og ubevidste, vi møder i drømme. I horror møder vi monstret som en overnaturlig ting fx. vampyreren. Terror forbinder hun med angsten for det virkelige, som i Laymon eksemplet “Endless night”, hvor det onde er en flok psykopatiske mordere, der reelt godt kunne findes i vores verden. Med denne opdeling får vi det onde delt ud i enten et overnaturligt fænomen eller en virkelig trussel. Denne opdeling har, i forhold til placeringen i  gysergenren, ikke nogen betydning ifølge Schubart, så længe det onde blot repræsenterer det fortrængte, er dødbringende og uhyggeligt. Men det har betydning for, hvilken subgenre historien hører under. 

Schubart opdeler gyset i fire subgenrer: 

                     * Det dæmoniske gys

                     * Det videnskabelige gys

                     * Det psykologiske gys

                     * Det fysiske gys/splatter 

Før jeg går nærmere ind på de fire subgenre, som jeg synes passer med mine egne erfaringer, vil jeg nævne Betty Rosenberg som også skriver om gyseren. Hun mener ligesom Schubart, at gyseren mere taler til følelserne end til hjernen, og at en gyser skal skræmme læseren for at være en succes. Rosenberg er inde på, at gyseren kan opdeles i 12 subgenrer. 

* Det okkulte og overnaturlige. Her findes historier om det, vi ikke kan forstå/forklare.

* Spøgelseshistorier, fx historier om hjemsøgte huse.

* Cosmic paranoia. Her nævner hun Lovecrafts opfundne mytologi om Cthulhu disciplene.

* Dæmoniske besættelser og eksorcisme, som kan handle om dæmoner, der besætter mennesker.

* Satanisme og sort magi. Her er historier om djævletilbedelse og pagter med djævlen, og om mennesker der bruger sort magi.

* Hekse, som kan være om både sort og hvid magi.

* Monstre. Her mener Rosenberg monstre, som er unaturlig skabt af enten vand, jord, luft, planter eller dyr.

* Vampyrer, om døde der drikker blod fra mennesker.

* Vareulve og "dyr ude af kontrol", som kan være den kendte vareulvehistorie, eller være om dyr vi normalt kan kontrollere, men som pludseligt viser sig at være dødbringende.

* Mind control, som er historier om dominering af andres viljer.

* Medicinsk horror, der foregår i lægemiljøet, og som kan handle om skøre doktorer med væmmelige behandlingsmetoder.

* Detektiver og horror, hvor detektiver indblandes i sager med overnaturlige kræfter.

Rosenberg går slet ikke ind og tolker gyset, og dermed bliver hendes subgenrer en ren opdeling i forskellige væsner samt overnaturlige fænomener. Derudover har hun slet ikke splatter med som subgenre på trods af, at denne har eksisteret i flere år bl.a. med “Fredag den 13.” filmen fra 1980, og hun levner heller ikke det psykologiske gys plads blandt gyserne. Det har i stedet fået plads blandt thrillerne. Rosenberg mener altså, at opdelingen i horror og terror har betydning for, hvorvidt værket overhovedet er en gyser. 

Schubart derimod tolker de forskellige væsner/fænomener og deler derefter op i subgenrer, alt efter hvilken betydning hvert væsen/fænomen kan tildeles i forhold til det enkelte menneske og samfundet. Denne fortolkning gør, at det kan være ligegyldigt med det ondes fysiske udtryk, så det ikke er nødvendigt med en subgenre for hvert monster i litteraturen. Samtidig mener hun jo også i modsætning til Rosenberg, at terror kan høre gysergenren til, og så har hun som sagt også splatteren blandt subgenrerne. 

Jeg hælder mest til Schubarts inddeling i fire subgenrer, for når man bruger fortolkningen af historien i stedet for det ondes fysiske udtryk, kan Rosenbergs 12 subgenrer stort set puttes ind i Schubarts fire, og det vil jeg prøve at gøre følgende.

Til top

Det dæmoniske gys: 

I det dæmoniske gys er det overtroen, der bruges som effekter. Schubart mener, at det dæmoniske gys er et psykodrama, hvor det vigtigste element er seksualiteten, der forklædt som det dæmoniske prøver at pervertere, ødelægge og underlægge sig vores verden. Det, der fremstår som en ydre kamp mellem godt og ondt, er i virkeligheden en indre kamp mellem fornuft og seksualitet. 

Det dæmoniske gys minder meget om eventyret, som også ender med, at det onde bliver straffet/udryddet og den normale hverdag genoprettes. Men det er som regel ikke helten, der er hovedpersonen. Det er derimod ofret og monstret, historien har som centrum.  

Dan Simmons har skrevet en moderne historie om Dracula, som jeg vil bruge som eksempel på en dæmonisk gyser[2]. Simmons blev født i 1948, og arbejdede ligesom Laymon og King også som lærer. Hans gennembrud var romanen “Kalis sang”, som han vandt en pris for.

“Nattens børn” (1993) handler om den amerikanske læge og specialist i blodsygdomme Kate Neuman, som under et ophold i Rumænien adopterer en lille dreng med en mærkelig blodsygdom, som Kate prøver at finde en kur imod. Denne kur ville også betyde en kur mod AIDS. 

Tilbage i staterne kidnappes drengen midlertidigt, og alle forskningsresultater samt de involverede forskere ødelægges/myrdes. Kate overlever og følger efter kidnapperne til Rumænien, hvor hun får hjælp af præsten O´Rourke og rumæneren Lucian.

I Rumænien finder Kate ud af, at hendes adoptivsøn er arving til titlen, som overhoved i Draculas Drageorden, og undervejs i hendes forsøg på at finde drengen kommer hun i tvivl om sine to hjælperes loyalitet, men til sidst lykkes det for hende at befri sin dreng og O´Rourke, der også var blevet fanget, hvorimod Lucian dør i et forsøg på at hjælpe hende. 

Indflettet i historien hører vi Vlad Draculas egen beretning om sit liv, som Simmons har forsøgt at gengive historisk korrekt indtil hans "påståede" død i 1476. Herefter hører vi ikke detaljer, men får blot at vide at Dracula nu kalder sig Vernon Deacon Trent og er en vestlig milliardær, som kommer tilbage til Rumænien for at dø. Det viser sig, at han også ønsker at udrydde medlemmerne af Drageordenen, og det lykkedes også for ham, pånær Kates adoptivsøn, som han tillader at undslippe, da denne aldrig har modtaget sakramentet. 

Simmons Dracula er en gammel mand, og de andre vampyrer, der nævnes, beskrives næsten ikke bortset fra "deres blege, grusomme ansigter". Men i Draculas unge dage er det nemmere at se sammenkædningen mellem sex og det forbudte. Et sted beskriver Simmons, hvordan den unge Dracula sidder og kigger ud på tre kvinder, der er på vej til galgen "De [deres øjne, JH] lignede de vilde øjne hos hopper, der bliver tvunget frem efter at have vejret frisk blod eller lugten af en hingst. Det var første gang, jeg mærkede denne ophidselse - fascinationen, der steg op i mit bryst, da jeg så forudanelsen om den sikre uforfalskede død stige op i øjnene på disse mænd og kvinder - den rene, uforfalskede, dunkende ophidselse". 

Her sammenkobles den seksuelle ophidselse åbenlyst med døden, og senere i bogen får vi også det opdragende aspekt med, da Dracula ønsker at straffe en ung kvinde, som har haft sex uden hans tilladelse. "Spyddet var halvanden meter langt, og jeg lod det riste over ilden, indtil det var rødglødende. Mens mine middagsgæster, herunder ambassadørerne fra seks nabostater, så til, lod jeg det rødglødende spyd drive op gennem kvindens vagina, op gennem hendes indvolde og videre op, indtil det kom ud af hendes skrigende mund". 

Men Simmons bog er ikke et typisk dæmonisk gys. I følge Schubart har helten ikke en ret fremtrædende rolle, men Kate, som selv er helten og ender med at redde dem alle, har absolut en fremtrædende rolle i bogen. Dracula (Schubarts monster) spiller derimod ikke en særlig stor rolle. Kun i hans erindringsglimt får man indtryk af ham. 

Et andet træk, der adskiller Simmons fra det dæmoniske gys, er, at Dracula overlever. De fleste af vampyrerne dør godt nok, men Dracula overlever. Dog ligger Simmons op til, at han fremover vil benytte sig af kunstigt blod i stedet for at drikke af mennesker, og hvis det er tilfældet, betyder det en symbolsk død, da Dracula er kendetegnet ved at drikke menneskeblod. 

Det dæmoniske gys hører helt klart til i horror med dets overnaturlige elementer, hvad-enten det nu er vampyrer, vareulve eller andet. Prøver vi at se på Rosenbergs subgenrer viser det sig også, at langt de fleste af dem hører til blandt de dæmoniske gys. De eneste undtagelser er medicinsk horror og delvist mind control. De resterende ti har alle et overnaturligt element og bruger et "monster" som repræsentant for det onde.

Til top

Det videnskabelige gys:

Det videnskabelige gys deler Schubart ud i tre versioner. Den første er om videnskabsmanden, eksperimentet, monstret og katastrofen, hvor Mary Shelleys “Frankenstein” er det klassiske eksempel. 

Dernæst har hun historien om den tro kopi af mennesket, hvor kopien fx kan være en robot et biologisk manipuleret afkom eller et rumvæsen. I denne version bliver problemstillingen at definere, hvad der er menneskeligt for at kunne adskille mennesket fra monstret. 

Den sidste version, mener hun, er historien den klassiske konfrontationsmodel forklædt som science fiction. Her er problemet ikke så meget viden eller videnskab, som et invaderende monster fra rummet, og løsningen er at bekæmpe monstret med vold. 

Alt afhængigt af hvilken version det videnskabelige gys benytter sig af, fortolkes det forskelligt, men jeg vil kun komme nærmere ind på den anden version, som Dean Koontz´ “Midnat “ hører under. 

I den tro kopi-version af den videnskabelige gyser er den psykologiske tolkning mellem overjeg og driftslivet fra “Frankenstein”-versionen blevet til en generel problematik om menneskelighed, mener Schubart. Her symboliserer monstret ikke en seksuel udvikling, men truer os derimod med følelsesløshed og tomhed. I andre versioner kan monstret dog også symbolisere de menneskelige følelser, som er blevet undertrykte, voldelighed og seksualitet. 

Dean Koontz blev født i Pennsylvania. Han arbejdede en periode som vejleder/tutor for underprivilegerede børn, men da hans kone tilbød at forsørge ham i 5 år, mens han prøvede at skabe sig en karriere som forfatter, slog han til, og da de 5 år var gået, sagde hans kone sit job op for at styre den financielle side af Koontz´ forfatterskab.

Koontz holder sig som tidligere nævnt heller ikke specielt indenfor en subgenre under gyseren, bl.a. har han skrevet psykologiske gysere (“Tusmørkets tjenere” 1984) og dæmoniske gysere (“Døren til december” 1993). Han har også skrevet bøger under andre genrer, men dem vil jeg ikke komme nærmere ind på. 

“Midnat” er historien om en lille amerikansk by, hvor antallet af døde pludseligt stiger dramatisk. Vi følger fire personer, der prøver at finde ud af, hvad der foregår, samtidigt med at de skal holde sig i live og skjule sig for nogle dyrelignede skabninger og væsner, der er forbundet med pc-ere. 

Efterhånden som historien skrider frem, opdager de, at de ikke kan stole på myndighederne, og til sidst finder de ud af at hele byen er involveret i et eksperiment, der går ud på at skabe et nyt menneske, halvt maskine halvt kød, som er iværksat af Thomas Shaddack, der ejer det succesfulde New Wave Mikroteknologi.

Shaddack har opfundet nogle mikrokugler, som, når de blev indført i mennesker, forandrer dem. De forbedre menneskets evne til at tænke ved at fjerne alle følelser pånær frygt, og giver dem samtidig et stærkt forbedret immunsystem, der lader deres sår hele meget hurtigere end normale mennesker. 

Der er bare en fejl i projektet, og det er, at nogle af de nye mennesker for at få lov til at føle, regrederer til regressive, som er dyrelignende væsner, eller de forbinder sig med computere for aldrig at føle noget som helst mere. Til sidst slår en af Shaddacks nye mennesker dog ham ihjel, og da hans hjerte stopper med at slå, dør alle hans forsøgspersoner, og de fire hovedpersoner er reddet. 

Begge Schubarts fortolkninger kommer i brug i Koontz´ roman. De regressive monstre symbolisere ren følelse uden fornuft, og pc-væsnerne er ren fornuft uden følelse. Shaddacks drøm om at skabe et nyt menneske, hvor alle er ens, mislykkes, men det sætter problemet om, hvad der egentligt er menneskeligt, på spidsen. Kan mennesket eksistere uden enten følelser eller fornuft? 

Koontz´ svar får vi sidst i bogen, da FBI agenten Sam indser, at han har skubbet sin søn væk, fordi han ikke selv har levet med sine følelser. “Sådan var det, ja, nu forstod Sam det hele. Det var grunden til Scotts opførsel. Frygt for at han skulle reagere på kærlighed, reagere og bagefter stå med tomme hænder...eller opdage, at kærlighedens forpligtelser var for svære at opfylde”. 

Ser vi på Rosenbergs opdeling i subgenrer, kan hendes medicinske horror placeres under den videnskabelige gyser, og det samme gælder delvist for subgenren mind control. Mind control handler om at få andre til at handle i overensstemmelse med ens egen vilje, og i Koontz eksemplet forsøger Shaddack jo netop at kontrollere byens indbyggeres (og i sidste ende hele verdens) vilje for at få dem til at opfylde hans drøm om det nye menneske. 

Til top

Det psykologiske gys:

Som Schubart er inde på, er betegnelsen det psykologiske gys ikke særligt tilfredsstillende, da alle gyser spiller på det fortrængte og ambivalente. Det, den psykologiske gyser adskiller sig fra de andre subgenrer med, er, at den er forankret i en ydre realitet, d.v.s. at den respekterer universets fysiske love. 

I den psykologiske gyser omhandler problematikken gerne individet, familien, opvæksten og de nære relationer, og det er de små hændelser, der bliver til voldsomme sår i personerne. Pludselig bliver en af vore til en af de fremmede - psykopaten. 

Schubart er inde på, at i den psykologiske gyser kommer identiteten under lup. Her bliver gysets klassiske konfrontation mellem to verdener ændret til en konfrontation mellem den ydre omverden og den indre psyke. Det er samfundet, der skaber det syge, og historierne forsøger at bringe dette forhold ud i det åbne. 

Her får muligheden for at identificere os med psykopaten som offer for samfundet, samtidigt med at vi kan straffe familien, der mishandler os, og som fungerer som et symbol på samfundet. 

Stephen Kings “Misery” hører under det psykologiske gys. King er født i 1947 og skrev allerede som dreng historier (den første fik han udgivet i 1965). Han underviste i engelsk på Hampden Academy fra 1971 til 1973[3]. Her sagde han sit lærerjob op og har siden levet af at skrive romaner. Indtil nu er det blevet til mere end 30. 

King skriver ikke kun indenfor det psykiske gys. Flere af hans romaner har elementer af det overnaturlige i sig, hvad enten det nu er evnen til at se ind i fremtiden (“Den døde zone” 1988), eksistensen af et ondt overnaturligt væsen (“Det onde” 1990) eller en verden adskilt fra vores (“Rosie Madder” 1996). Det gør det lidt svært at placere ham kategorisk indenfor en enkelt subgenre, men det er nu også vanskeligt med Koontz og Simmons[4]. 

“Misery” er historien om forfatteren Paul Sheldon, der har tjent styrtende med penge på hans romaner om Misery, men nu vil skrive lødig litteratur og derfor slår han sin heltinde ihjel i den sidste roman. På vej fra et hotel, hvor han har færdiggjort sin nye roman, kører han galt, men bliver reddet af hans number-one-fan, sygeplejersken Annie Wilkes. 

Annie redder godt nok Paul , men da hun også er fan af hans Misery romaner og samtidig er psykopatisk, tvinger hun ham til at ødelægge hans nye roman og skrive en ny om Misery. For Paul bliver det et spørgsmål om at slippe væk uden at blive slået ihjel. Det lykkes ham til sidst at slå Annie ihjel, og han overvinder den skriveblokering, han fik efter det sidste opgør med sygeplejersken, så i slutningen er han en hel (på nær den ene fod) og bedre person. 

King beskriver den vanvittige Annie Wilkes helt forrygende godt, og hele tiden holder han sig indenfor det logiske univers. Ind i mellem virker Annie helt normal, men så slår hun pludselig om til enten at blive dybt deprimeret eller vild af raseri, som da hun hugger Pauls ben af med en økse, fordi hun opdager, at han har forsøgt at flygte. 

Et af de steder i romanen, hvor man helt tydeligt ser Annies galskab i fuldt flor, er, da Paul første gang slipper ud af værelset. Under store smerter lykkes det ham at nå ind i stuen, hvor han ser telefonen. “Han greb fat om telefonrøret og løftede det langsomt. En mærkelig forudfølelse af håbløshed fyldte ham, endnu før han fik røret op til sit øre og intet hørte...Han fulgte ledningen med blikket, så den lille firkantede dåse over panelet, så, at stikket sad i. Alt så ud til at være i orden. Lige som laden med dens varmeledninger. Det er meget vigtigt, at tingene ser rigtigt ud. Han lukkede øjnene og så Annie fjerne stikkets ben og smøre kontaktlim på forsiden. Så hende presse stikket mod dåsen, hvor det ville fryse fast for altid. Telefonselskabet ville ikke have nogen idé om, at der var noget galt...”. 

I Pauls fantasi bliver Annie efterhånden opløftet til en gudinde, fordi hun for ham repræsenterer både livet og døden, men alligevel holder King hende hele tiden indenfor den virkelige verdens fysiske love, hvilket er et krav for den psykologiske gyser. Hvad der gør romanen til en gyser i stedet for en thriller er, at King fokuserer på Paul og Annies situation i huset, og ikke på opklaringsarbejdet med at finde den forsvundne. 

Schubart skriver om emnet psykopater, at det som oftest er mænd, og at det hænger sammen med, at kvinder overalt er ofre for den forskruede maskuline seksualitet. Men selvom Kings psykopat er kvinde og skildres gennemgående usympatisk med morderiske tendenser allerede som barn, så får man som læser alligevel mulighed for at identificere sig med Annie som offer for et uretfærdigt samfund, fordi hun selv føler sig som et sådant. 

Kønnet ændrer heller ikke ved, at med psykopatens ankomst bliver vi pludselig alle potentielle mordere, da deres baggrund ikke er så forskellig fra vores. Samtidig bliver vi også alle potentielle ofre, fordi det ikke er muligt at se det onde. Det ligner os selv.  

Ingen af Rosenbergs subgenrer passer ind i det psykologiske gys, men det hænger som sagt sammen med, at hun ikke regner terror med blandt gyserne. 

Til top

Det fysiske gys (splatter): 

Schubart har også beskrevet splattergyset, men jeg vil starte med at bruge Susanne Drews  introduktion til splatterbegrebet i essayet “Splatter”, som jeg synes giver en god indgang til subgenren. 

Splatter startede oprindeligt indenfor filmen[5], hvor det gik på at chokere publikum med blod og afrevne legemsdele penslet ud i detaljer, men siden er genren også kommet på bog. Det går stadigt ud på at give detaljerede billeder af volden, og ikke så meget på at skræmme læseren som på at få ham til at væmmes. 

I splatterromanen er handlingen ikke nødvendigvis logisk eller sammenhængende, og personerne er nærmest lidt skitche-agtige i beskrivelsen. Det kommer af, at det vigtige er selve splatterbeskrivelserne, og resten er bare en måde at komme videre til den næste gang splat. 

Når der optræder sex i splatterlitteratur, er det altid i forbindelse med perversioner og sadisme, fx i forbindelse med voldtægt. Det kan dog også være unge mennesker, der er “på gale veje” og vil dyrke sex, før de er blevet gift, og i disse tilfælde straffes dette voldsomt og blodigt med det ondes hjælp. 

Splattergenren indeholder, på trods af at den på mange områder kan sidestilles med triviallitteratur - bl.a. den ufuldstændige personbeskrivelse og den klicheagtige handling - en del samfundskritik. I splatteren er der ingen moral eller etik, og alt hvad den borgerlig verden står for, bliver flået i stykker. Heltene kan faktisk aldrig overbevise myndighederne om, at der er noget galt, så de må klare sig selv, da samfundet ikke kan hjælpe dem. Alligevel lykkes det stort set altid for helten at overvinde det onde, men først efter at han er gået en gruelig masse igennem. 

Splattergenrens helte er som regel altid mænd, og kvinderne har som regel kun roller som ofre. Dette hænger sammen med, at splatter hovedsageligt læses af mænd, så de har ikke brug for at identificere sig med en kvindelig helt, der alligevel opfører sig som en mand. I stedet udlever de deres feminine side gennem ofret og deres maskuline side gennem den mandlige helt. 

En forfatter der skriver indenfor splattergenren er Richard Laymon. Han blev født i Chicago i 1947 og voksede op i Californien. Han har taget en BA i engelsk litteratur og har arbejdet som lærer, bibliotekar og rapportskriver for et advokatfirma, men arbejder nu kun med at skrive som forfatter. I 1988 fik hans roman “Flesh” prisen for Best Horror Novel af Science Fiction Chronicle, og romanen “Funland” har også været nomineret til en pris. Laymon har skrevet ca. 25 romaner, men kun én af dem er oversat til dansk, og det er “Resurrection dreams” med den danske titel “Nøgen frygt”.  

Som tidligere nævnt er splattergenrens helte næsten altid mænd, men lige nøjagtig Laymon har faktisk tit kvinder som helte. I “Nøgen frygt” er helten Vicki, der, fordi hun i skoletiden var sødere end de andre elever ved den sære Melvin, er blevet hans store kærlighed. Desværre for hende er hans plan at slå hende ihjel, for så at genoplive hende så hun af taknemmelighed kommer til at elske ham. Noget som det rent faktisk er lykkedes ham at gøre med sygeplejersken Patricia. 

I første omgang gør Melvin, hvad han kan for at få Vicki til at elske ham uden at slå hende ihjel, men da han opdager, at hun er ham “utro” med en anden, går han helt amok og hævner sig først ved næsten at slå Vickis veninde Ace ihjel (han blev afbrudt i sit forehavende), og siden slår han Vickis elsker ihjel for at bruge ham til at fange Vicki. 

Det lykkes for Melvin at få Vicki hjem til sig, men før han får hende slået ihjel, bliver han selv slået ihjel og genoplivet af Patricia, som er jaloux på Vicki. De forlader huset som et lykkeligt par, og Vicki vågner senere op overladt til sig selv. Til sidst i bogen genfinder hun sin første lykkelige kærlighed Paul, som ellers var blevet flyttet fra hende den gang de var børn, så det lykkes altså både Melvin og Vicki at finde kærligheden. 

Historien er tynd, og logikken halter flere steder, bl.a. da Vicki får sin gamle kæreste igen, da han tilfældigt finder hende efter så mange år, men den manglende logik blev jo også betragtet som en del af splatterens natur. Det virkelige interessante indenfor genren er beskrivelserne af volden, og her er et eksempel fra Melvins overfald på Ace: “Hvis hun var groggy, blev hun klar i samme øjeblik Melvin trak knivsbladet hen over hendes pande. Hun gav et spastisk ryk fra sig, som om hun blev ramt af et elektrisk stød. Hun skreg ind i kluden. Hun bankede sine hænder og knæ mod gulvet og begyndte at skubbe sig op. Melvin skar med sin ene hånd. Med sin anden rykkede han i hendes hår. Hendes skalp gav slip med en våd, rivende lyd. Han vedblev at holde fast i den og red et øjeblik på den vilde, skrigende kvinde som på en hest, før hun smed ham af.”  

Som det ses af citatet, bruger Laymon megen beskrivelse af handling og ofrer stort set ingen tid på personernes tanker. Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om miljøbeskrivelser og personkarakteristikkerne. Det hele er bare skruet sammen for at skabe en ramme, hvori personerne bliver udsat for den ene voldshandling efter den anden. Laymon tilhører altså den subgenre, hvor splattereffekten er centrum for historien. 

Et andet typisk splatterelement er, at Vicki og Ace ikke kan få autoriteternes hjælp, men selv må klare Melvin. Da de prøver at gå til politiet, bliver de affejet som hysteriske kvinder, og da det endeligt lykkes at få politiet til at opsøge Melvins hus, bliver de to betjente selv slået ihjel. Altså ingen hjælp fra samfundet[6] 

I Laymons bog kommer Vicki først for alvor i farezonen, da hun har været seksuelt sammen med en mand, og hendes veninde Ace fanges af Melvin, mens hun er i seng med en mand. Begge er ugifte, så her kunne Schubarts teori om, at splatter bruges til at informere unge om identiteten, familien og seksualiteten, godt være rigtig. Vicki tjener så som eksempel på, at piger skal holde sig til en mand, nemlig ham de gifter sig med. 

Det er til gengæld lidt atypisk, at Ace, som er meget seksuelt aktiv, overlever. Hun overtræder samfundets regler, men da hun er en noget stærkere figur end de sædvanlige ofre, klarer hun sig, selvom hun bliver noget hårdt medtaget, så det kan det stadigvæk opfattes som en advarsel om at opføre sig ordentligt, ellers kan det gå galt. 

Som det blev nævnt tidligere, findes der også romaner, der benytter sig af splatterelementer, men hvor det ikke er centrum for historien. Et sådant eksempel er Brett Easton Ellis´ “American Psycho” (1991). Den handler om yuppien Patrick Bateman, der for at føle at han lever begår nogle bestialske mord. Det meste af romanen er blot en lang opremsning af ting og tøj, som Patrick ejer, men indimellem kommer så nogle meget realistiske og væmmelige mordskildringer. Her bruges splattereffekten til at understrege, at det eneste tidspunkt, Patrick udlever nogle følelser, er, mens han myrder og voldtager. 

Splatter kan således eksistere både indenfor horror og terror, samtidigt med at den bruges af helt andre genrer end gyseren, og jeg vil sluttet splattergyset af med et citat fra Laymons roman “Endless night”. Her skifter Laymons fortæller mellem at være pigen Jody og en af morderne, og citatet her er morderens beskrivelse af hans mord på en ung kvinde i hvis hus, han gemmer sig for politiet. “Then I took my knife away from her throat and jammed it crosswise between her teeth and slashed down, opening both her cheeks with one quick swipe. She grabbed her face and diden´t even seem to care I was stripping of her clothes. She had an all-over tan.”

Til top

Hvilke fordele og ulemper er der ved genreopstilling i folkebibliotekerne: 

Hvis man ser på gysergenren i forhold til genreopstilling i folkebiblioteket, er der to muligheder. Enten kan man stille værkerne samlet op under hovedgenren, eller også kan man opstille dem under subgenrer. 

I den første mulighed vil man få samlet alle King[7] og Laymon titler, men både Koontz og Simmons vil blive spredt ud på flere genrer, da de også skriver andet. Deler man gyserne ud på subgenrer, vil både King, Simmons og Koontz blive placeret flere steder, og kun Laymon forbliver samlet. 

Det, at forfatterskaber bliver spredt i subgenrer, synes jeg ikke er en god idé. Dels gør det det meget sværere at genfinde de enkelte værker, da man stort set bliver nødt til at have læst alt af den enkelte forfatter for at vide, om man skal finde værket i det videnskabelige eller det dæmoniske gys, og dels tror jeg, at en del lånere læser hele forfatterskaber, selvom der kan være forskel på, hvilken type gys, de skriver i. 

Derimod synes jeg, at det er praktisk, at man som låner kan se andre forfattere, der skriver indenfor gysergenren ved siden af de forfattere, man plejer at læse. På den måde opdager man nye forfatterskaber, så jeg synes, at opstilling i genrer er en udmærket idé. Jeg tror bare, at det vil fungere bedst med opstilling i hovedgenrer fremfor subgenrer. 

Det kan naturligvis stadigvæk give lidt genfindingsproblemer med opstilling i hovedgenrer, da bl.a. Simmons stadig vil være placeret flere steder. Denne problemstilling er Jens Thorhauge inde på. Han mener, at det vil være et problem med genreopstilling i større folkebiblioteker, idet bibliotekaren her ikke kan overskue samlingen på samme måde som på et lille bibliotek, og dermed kan man få nogle genfindingsproblemer. Men jeg vil mene, at med bibliotekssystemer hvor opstillingssignaturen vises, burde det være muligt at leve med. 

Jeg tror ikke, at genreopstilling vil fastlåse lånerne i en bestemt genre. Det kan man jo se de steder, hvor fx krimi er taget ud. Her låner enkelte lånere måske kun krimier, men langt flertallet låner også andet, og der vil jo stadigvæk være mulighed for at spørge bibliotekaren, som ikke bliver en mindre betydningsfuld formidlingsfaktor ved genreopstilling. 

En anden fordel ved genreopstillingen, synes jeg, er, at samlingen overskueliggøres. Det er nemmere at overskue flere mindre grupper end en stor ensartet gruppe, og jeg tror, at mange lånere nemt føler sig lidt fortabte, når de ser den ene ensudseende række reoler efter hinanden. 

Emerek er inde på, at genreopstilling er langt mere brugervenligt end den alfabetiske opstilling, og at det letter tilgængeligheden for brugeren. Samtidig mener han, at det også vil være en hjælp for bibliotekaren i materialevalgssituationen, da hun meget hurtigt kan kassere, foretage suppleringskøb og udbygge den enkelte genre enten opad eller nedad. Dermed skulle det også blive lettere at styre bestandssammensætningen. 

Det tror jeg, Emerek har ret i. Det er jo noget nemmere at se, om ens gyserbestand har et tilfredsstillende cirkulationstal, hvis genren er opstillet for sig. Så er man sikker på ikke at overse værker, som man måske ikke har personligt kendskab til. Hvad angår den lettere tilgængelighed for lånerne, så har jeg allerede været inde på det positive i, at det giver bedre overskuelighed med opstilling i mindre grupper. 

Det største problem, tror jeg, bliver at placere værkerne indenfor de forskellige genrer, da der stadigvæk er mange, som ikke typisk hører under én bestemt genrer. Det rejser  problemet med, hvem der skal genreinddele. Skal det ske fra central instans fx gennem lektørudtalelserne? Eller skal det enkelte bibliotek selv genreinddele? Og så er der problemet med, hvilke genre man skal inddele i o.s.v. Men disse spørgsmål vil jeg ikke tage op i denne opgave. 

 Der vil selvfølgelig altid være en rest af værker, der ikke kan genreinddeles, men her får bibliotekaren så en god anledning til at bruge sine formidlingsevner. 

Til top

Konklusion: 

Det lykkedes ikke at lave en entydig definition af genrebegrebet, da genrebegrebet kan operere på flere niveauer samtidigt. Den afgrænsning, jeg har brugt her i opgaven, har været, at genren indholdsmæssigt skal være underordnet en overordnet rammestruktur. 

Gyserbegrebet fik jeg delt ind i Schubarts fire subgenrer: det dæmoniske gys, det videnskabelige gys, det psykologiske gys og det fysiske gys. De fire forfattere Simmons, Koontz, King og Laymon kunne bruges til at illustrere de fire subgenrer, selvom placeringerne ikke er typiske for deres forfatterskaber, da både King, Koontz og Simmons skriver indenfor flere subgenrer/genrer. 

Jeg vurderede også Rosenbergs 12 subgenrer, som jeg relaterede til Schubarts inddeling, der efter min mening er mere sigende, og som samtidig giver en forklaring på, hvorfor folk læser gysere. 

I gyset er der en mulighed for at udleve nogle følelser, som ellers ikke er tilladte af samfundet, og samtidig har gyseren en opdragende effekt, hvad man nok ikke umiddelbart tænker over, mens man læser den. 

Afsluttende fandt jeg frem til, at genreopstilling er en god måde at formidle på, selvom det også kan give lidt besvær m.h.t. genfinding af materialer. Det største problem bliver efter min mening at udtage materialer til de forskellige genrer, da ikke alle værker er lige lette at genreinddele.

Til top

Litteraturliste: 

Christensen, Morten og Kristiansen, Kristian
Bogen om Stephen King. - Danmark: Ultima, 1994.

Drews, Susanne
Splatter: en introduktion til gruopvækkende oplevelser. - I: Børn og bøger. - København: Danmarks Skolebiblioteksforening, 1992/6, s. 4-9.

Emerek, Leif
Kvalitet i 90ernes materialevalg: bibliotekerne mellem det moderne og postmoderne. - I: Biblioteksarbejde, 1990/31, s. 5-27.

Gall Jørgensen, Keld
Stilistik. - København: Gyldendalske Boghandel, 1996.

Gripsrud, Jostein
Genrer, læsere og kvalitet: om tekst og smagshierarkier. - I: Mediekultur/red. Jørgen Bang. - Danmark: Sammenslutningen af medieforskere i Danmark, 1990/14, s.64-79.

Hapel, Rolf
Formidling på Frederikshavn Bibliotek. - I: Biblioteket mellem Skylla og Karybdis. - København: Bibliotekstilsynet, 1989.

Johansen1, Ib
Blodets forbandelse. - I: BUM. - København: BUM, 1992/2, s.31-33.

Johansen2, Ib
Det uhyggelig. - I: BUM. - København: BUM, 1992/2, s. 18-22.

Møller, Annette
Den gode tekst: gys og splat. I: Dansk noter. - København: Dansklærerforeningen, 1995/2, s.51-53.

Nordtorp Andersen, Helle og Rosenkjær Sørensen, Dorthe
Formidling af skønlitteratur: beskrivelse af udvalgte bibliotekers forsøg med emnetilgange til skønlitteraturen. - Aalborg: Danmarks Biblioteksskole, 1985.

Palmer, Jerry
Genrer og medier: et kort overblik. - I: Mediekultur/red. Jørgen Bang. - Danmark: Sammenslutningen af medieforskere i Danmark, 1990/14, s. 5-17.

Rosenberg, Betty
Genreflecting: a guide to reading interests in genre fiction. - Colorado: Libraries Unlimited, 1986.

Schubart, Rikke
I lyst og død. - København: Borgen, 1993.

Thorhauge, Jens
Luk op for skønlitteraturen: om skønlitterær formidling i folkebiblioteker. - I: Litteratursociologi/red. Erland Munch-Petersen. - Dansk Bibliotekscenter, 1995, s. 173-190.

Avisartikler:

Gordon Inc.
Pest over jorden. - I: Informationen, 17/10-1994.

Green, Jesper
Blodet er livet. - I: Jyllandsposten, 21/11-1993.

Lützen, Hanne
Vampyren i spejlet. - I: Berlingske Tidende, 17/12-1995.

Michelsen, Liselotte
Dydsmonstre. - I: Politiken, 19/2-1995.

Nielsen, Flemming Chr.
Gysets mester. - I: Jyllandsposten, 24/2-1991.

Rebensdorff, Jens
Gysets anatomi. - I: Berlingske Tidende, 18/9-1993.            

Aagaard, Lars Henrik
Gyset der pirrer. - I: Berlingske Tidende, 21/4-1991.

 Citerede værker:

 King, Stephen
Misery. - København: Bogklubben 12 Bøger, 1992.

Koontz, Dean
Midnat. - København: Cicero, 1991.

Laymon, Richard
Nøgen frygt. - København: Borgens forlag, 1993.

Laymon, Richard
Endless night. - London: Headline Book Publishing, 1994.

Simmons, Dan
Nattens børn. - København: Cicero, 1993.