Skønlitteraturen

i Juelsminde Kommunes Biblioteker (uddrag)

Tilbage

Indledning Bibliotekets bogvalgshjælpemidler
Facts om kommunen Hvad er kvalitet?
Facts om biblioteket Analyse af skønlitteraturen
Bibliotekets materialevalgspolitik Samlet vurdering
Litteraturliste

Indledning: 

Jeg havde valgt at komme i praktik i et lille folkebibliotek med en udstationering ved et centralbibliotek for at prøve de forskellige arbejdsforhold, der er på 2 så forskellige (og alligevel ens) biblioteker, men hvad jeg ville skrive studieopgave om lå lidt i det uvisse. Den første måned gik med at lære biblioteket og de nye “kollegaer” at kende, og i oktober begyndte opgaven at spøge.                                                               

Min store interesse har altid lagt indenfor den voksne skønlitteratur, så idéen om at lave en vurdering af Juelsmindes bogbestand kom rimeligt hurtigt. Først var det min mening at lave en analyse af hele bibliotekets materialebestand, men det var naturligvis alt for uoverkommeligt, og det endte med, at jeg slog mig på den voksne skønlitteratur, da det er det område, jeg finder mest spændende. 

Men for at kunne lave en vurdering måtte jeg vide, hvad kvalitet er, og det var en vanskelig opgave, som næppe kan løses i en 3. semester opgave, men jeg gjorde mit bedste for at finde forskellige holdninger om sagen og satte derudfra min egen litterære standard, som jeg så arbejdede videre med i analysen. 

Alt i alt var det en spændende opgave (i hvert fald for mig), jeg valgte, og selvom den var lidt vanskeligere, end jeg først havde forestillet mig, fik jeg selv et godt udbytte af at arbejde med den. Om andre kan få noget ud af at læse den, er en anden sag. 

Til top

Juelsminde, kommunen og biblioteket

 Facts om kommunen             

Juelsminde ligger på den jyske østkyst mellem Horsens og Vejle og er om sommeren et meget populært feriested. Her kommer turister fra flere lande og særligt mange fra Tyskland, og den nye marina tiltrækker ligeledes mange sejlfolk.  

I 1996 var kommunens indbyggertal pr. 1/1 på 14.688 personer, og da kun 57% af disse bor i bymæssig bebyggelse med mere end 200 indbyggere, må kommunen betegnes som en landkommune. Den aldersmæssige fordeling viser, at 64,3% af kommunens indbyggere er mellem 17 og 66 år, 19,8% er mellem 0 og 16 år og de sidste 15,9% er 67 år og derover.  

Juelsminde kommunes kommunalbestyrelse er sammensat af 4 socialdemokrater, 5 konservative, 7 venstrefolk og 1 fra fremskridtspartiet. De konservative har borgmesterposten, og venstre har viceborgmesterposten og bl.a. formandsposten i skole- og kulturudvalget.

Til top

Facts om biblioteket 

Bibliotekssystemet har førhen bestået af hovedbiblioteket i Juelsminde og 7 filialer rundt i kommunen, men pr. 1/1-97 afløses 5 af filialerne af en bogtrailer, og der ansættes en bibliotekar mere på fuld tid. I øjeblikket er personalefordelingen følgende: 3,5 bibliotekarer, 0,6 deltidsbibliotekarer, 2,9 HK’ere og 0,6 øvrigt personale.  

Biblioteksudgiften pr. indbygger i kommunen ligger på 227 kr. brutto og ligger dermed 144 kr. under landsgennemsnittet. Af budgettet på de ca. 3,3 mio. var der i 1996 oprindeligt sat 777.000 kr. af til materialer, men senere blev der lagt et sparekrav på 100.000 kr. på, så beløbet blev skåret til 677.000 kr.  

Til sammenligning med biblioteksafgiften pr. indbyggere kan siges, at der bruges 156 kr. pr. indbygger på øvrige kulturelle udgifter, hvilket ligger 108 kr. under landsgennemsnittet, samt 721 kr. pr. indbygger på sports- og fritidsudgifter, som ligger 237 kr. under. Man bruger altså ca. 61% af landsgennemsnittet pr. indbygger på biblioteket, ca. 59% på sports- og fritidsudgifterne og ca. 75% på øvrige kulturelle udgifter. Der bruges altså %-vis mere på biblioteket end på sports- og fritidsområdet, og det tyder på en lidt atypisk venstre politik.

Udgifterne til bøger og øvrige udlånsmaterialer er på 56 kr. pr. indbygger mod et landsgennemsnit på 63 kr. Men ser man på procenttallet for udgiften på materialer i forhold til biblioteksudgiften pr. indbygger, viser det sig, at der i Juelsminde bruges 24,6% af biblioteksudgiften pr. indbygger til udlånsmaterialer, hvor landsgennemsnittet kun er på ca. 17%. Der bruges altså alligevel %-vis et større beløb på udlånsmaterialer i Juelsminde end der gennemsnitligt bruges på landsplan, hvilket burde give et bedre/større materialeudvalg i kommunen pr. indbygger. 

Antal udlån pr. indbygger ligger under landsgennemsnittet, nemlig 12 i Juelsminde mod 16 for hele landet, selvom der i Juelsminde bruges procentvis mere på materialer. Men det lavere udlån kan evt. hænge sammen med, at den længste ugentlige åbningstid er hovedbiblioteket med 24 timer fordelt på 4 hverdage, derefter følger filialen i Hornsyld med 13 timer fordelt på 2 hverdage + lørdag, og de øvrige filialer ligger med en åbningstid mellem 4 og 5 timer. Landsgennemsnittet for længst ugentlige åbningstid er der i mod på 42 timer, altså 18 timer mere end i Juelsminde. Ydermere pendler 40% til en anden kommune for at komme på arbejde, og da der kun findes skoler op til og med 10-ende klasse, skal de unge, der læser på fx gymnasiet eller handelsskolen også ud af kommunen, og i begge disse tilfælde kunne man forestille sig, at modtagerkommunens bibliotek blev brugt.  

Biblioteket fik i sommeren 1995 indført edb og har nu 2 pc’ere til rådighed for publikum. Én i voksenafdelingen og én i børneafdelingen. Begge kan bruges til søgning i bibliotekets materialer samt til afprøvning af diverse cd-rommer. I øjeblikket forhandles der om, at hovedbiblioteket skal kobles på internettet, men på nuværende tidspunkt eksisterer denne mulighed ikke. 

Juelsminde bibliotek ejer ikke en musiksamling, da kommunalbestyrelsen hidtil har modsat sig indkøb af musik, men dette vil måske ændre sig, efter at biblioteket er blevet en del af et forsøg med en musikcirkulationsordning igangsat af centralbiblioteket i Vejle, som lige er blevet forlænget med endnu 2 år pr. 1/1-97. 

Bogbestanden er fordelt på 59.389 voksenbøger med et udlån på 67.547 om året, 28.714 børnebøger med et årligt udlån på 69.234. Der findes en videobestand på 63 kassetter med et årligt udlån på 381. Bibliotekets samlede udlån er på 142.950.  

Til top

Bibliotekets materialevalgspolitik 

Juelsminde biblioteks materialevalgspolitik blev nedskrevet i 1979 og godkendt af økonomiudvalget, og der er ikke siden ændret i den. Jeg vil her i korte træk fremhæve de vigtigste punkter i forbindelse med den voksne skønlitteratur. 

Biblioteket henvender sig i princippet til hele kommunens befolkning, og må derfor stille materiale til rådighed for alle fra alle sociale lag og på alle uddannelsesniveauer.  

Primært anskaffes værker, som på grundlag af litterær kritik og bibliotekarisk bedømmelse findes at være af litterær kvalitet.  

Derudover anskaffes værker, som indeholder en ægte behandling af forhold og problemer af almen interesse, selvom de er uden egentlig litterær værdi. Disse må dog ikke anskaffes på bekostning af bøger af litterær værdi, men kun hvis økonomien er til det.  

Det er ikke en forpligtelse til at anskaffe et helt forfatterskab, at der købes en enkelt titel fra det.  

Det skal så vidt muligt undgås at titler må genanskaffes, så eksemplartallet sættes for at undgå dette. 

Som afslutning bemærkes, at der ikke findes stationære samlinger pånær læsesalssamlingen. D.v.s. at hovedbibliotekets øvrige bogbestand m.m. udstationeres som depoter i filialerne så der opnås størst mulig udnyttelse af bestanden og unødvendig titeldublering undgås.

Til top 

Bibliotekets bogvalgshjælpemidler 

Der abonneres på seddelfortegnelsens A-fortegnelse, som indeholder titler, der skønnes at være af interesse for alle folkebiblioteker samt skolebiblioteker. Derudover bruges lektørudtalelser og anmeldelser fra Bibliotekscentralens abonnementservice. Her abonneres på Informationen og Politiken. Derudover læses der naturligvis også anmeldelser fra de aviser, som bibliotekarerne selv abonnerer på, og endeligt bruges den bibliotekariske erfaring og dømmekraft, som bibliotekarerne i Juelsminde er i besiddelse af. 

Det, at hovedvægten af informationen om titlerne, der er til bogvalg, kommer fra lektørudtalelserne, gør, at Juelsminde næsten ikke kan undgå at få en materialebestand, der følger den standard, som resten af landet også følger, idet titeludvalget ved bogvalgsmøderne jo er identiske. Når der så ikke bruges andre kilder, har man ingen viden om de øvrige titler, der udgives og kan derfor ikke anskaffe dem, selvom de måske ville passe lige ind i Juelsmindes lånerønsker. Men det er et problem, som alle de små folkebiblioteker har, p.g.a. økonomi og manglende tid til et mere nuanceret bogvalg. 

Til top

Hvad er kvalitet? 

Der er 2 grundholdninger, der uvægerligt støder imod hinanden, når man taler om kvalitet. Den ene siger, at kvalitet er en individuel oplevelse, som ikke kan bedømmes af andre, og den anden siger, at der findes en overordnet kvalitet, som gælder for alle. 

Den første “kvalitetsbedømmer”, jeg vil komme ind på, er Jørgen Dines Johansen. Han er kommet med et indlæg i bogen “Litterærværdi og vurdering”, hvor han forsøger at lave en systematisering af vurderingskriterier for skønlitteratur. I det fortæller han om 4 kriterier, der skal opfyldes for at man kan lave en vurdering af et litterært værk. Han har altså af opfattelsen, at der findes et overordnet kvalitetsbegreb, og giver her et redskab til at finde kvaliteten i litteraturen. 

De 4 kriterier Johansen omtaler er “Kriterier der vedrører relationen mellem tekst og interpretant, strukturelle kriterier. 2) Kriterier vedrørende tekst-objekt, mimetiske kriterier. 3) Kriterier angående forholdet tekst-afsender, kriterier vedrørende digterisk-autenticitet og fantasi, og 4) relationen tekst-modtager, etiske og politiske kriterier.” 

De strukturelle kriterier har specielt med form eller litterær udtryk at gøre. Har man fx som forfatter lagt sig fast på en speciel romanform, kan man ikke pludselig bryde denne, uden at det går ud over de strukturelle kriterier. 

De mimetiske kriterier handler om, at en historie skal kunne omsættes til virkelighed, den skal skildre virkeligheden. Men da noget triviallitteratur også skildrer virkeligheden, og noget kvalitetslitteratur foregår i et fantastisk univers, kan denne umiddelbare sandsynlighed ikke i sig selv være et kvalitetskriterium, derfor kan der i stedet stilles krav om symbolsk repræsentation, som gør, at historien virker sand/realistisk. 

Det tredje kriterium om digterisk-autenticitet og fantasi bruges i stedet for ord som engagement og originalitet, som Johansen forkaster. Originalitet er ikke ensbetydende med kvalitet. I stedet skal det tredje kriterium bruges til at vurdere, om det litterære værk lever gennem det sproglige engagement. 

Med det sidste etiske og politiske kriterium siger Johansen, at litteratur, der sætter spørgsmålstegn ved de gyldige normer i tilværelsen, rangerer højere end den litteratur, der blot overtager gældende værdier. Kvalitetslitteratur skal altså indeholde kritisk-utopisk perspektiv

Johansen mener, at de 4 kriterier må indgå med forskellig vægt i forskellige sammenhænge, og at man må respektere genretilhørsforholdet og værkets egenart, men ved at bruge dem kan man finde kvaliteten. 

Claus Secher giver i bogen “Skønlitteraturen og folkebibliotekerne” følgende kommentar til Dines Johansens kvalitetskriterier. “Samfundsudviklingen, specielt mediernes og den almindelige demokratisering har uundgåeligt ført til, at man har måttet relativere de kvalitetskriterier, som fx. en Dines Johansen kan opstille i sin akademiske isolation, og arbejde med nogle mere eller mindre bevidste genrespecifikke kvalitetskriterier” . Senere skriver han “Jeg tror man som bibliotekar, både må vurdere ud fra de mest pålidelige kritikeres og sine egne normer og samtidig anvende nogle mere relative, der tager deres udgangspunkt i en forståelse, men ikke en total accept af andres socialt  og kulturelt betingede normer” . I disse citater giver Secher udtryk for den første kvalitetsopfattelse, nemlig at der ikke er en overordnet kvalitet.  

I antologien “Litteratursociologi” giver Claus Secher en kort redegørelse for udviklingen indenfor kvalitetsdebatten, og her kommer han ind på genretilhørsforhold. Han skriver bl.a. “Begejstringen for de nye kunstneriske udtryksmedier måtte også føre til et opgør med kvalitetskravet i bogvalget. Kvalitet i forbindelse med skønlitteratur kan være andet end litterær kvalitet... Man skabte begrebet genrebevidsthed, hvormed man understregede, at enhver genre bør vurderes på sine egne præmisser.” Claus Secher er også her inde på den første kvalitetsvurdering, idet han siger, at kvalitet kan være andet end litterær kvalitet, når det gælder skønlitteratur. Men også han mener, at man bør vurdere genren på dens egne præmisser. Denne idé om genrebevidsthed må siges at være herskende på bibliotekerne i dag. Der er vist ingen biblioteker, der ikke har krimier, scient fiction eller tegneserier blandt deres materialer mere. 

Slutteligt skriver han “Hvad der er behov for i dag er selvfølgelig ikke bibliotekarer, der nostalgisk forsøger at reetablere en snæver dannelseskultur. Det er en fuldstændig umulig og heller ikke ønskelig opgave. At etablere et bogvalg i dag på en snæver opfattelse af litterær kvalitet er heller ikke ønskværdigt...Jeg tror ikke, der er behov for radikale omprioriteringer af bogvalget, men små ændringer i retning af, at den brede underholdningslitteratur indkøbes lidt mere kritisk til fordel for en større aktiv støtte til den litteratur, der vil mere end at slå nogle timer ihjel”. Secher mener altså, at der skal være plads til både populærlitteratur og det mere litterære i bibliotekerne. 

Leif Emerek kommer også ind på kvalitetsvurderingen i sit artikel “Kvalitet i 90ernes materialevalg” i “Biblioteksarbejde” nr. 31, 1990. Her giver han en redegørelse for, hvordan samfundet har bevæget sig væk fra tanken om en enhedskultur. Han skriver: “Massekulturen er blevet den universelle kultur, mens den “høje” kunst er blevet et anliggende for de få - den har mistet sin autoritet og legitimitet som den almene kunst, som staten subventionerede og gjorde til sin”

Dette, at der ikke mere findes en enhedskultur, gør, at bibliotekerne ikke har en selvfølgelig og indlysende kvalitetsstandard ved deres bogvalg, da “betydningen af begrebet kvalitet er blevet relativeret, differentieret, situationsafhængig og individualiseret”. Emerek har altså samme indstilling som Claus Secher, nemlig at kvalitet ikke er en entydig størrelse. Han mener så, at biblioteket bør købe det ind, som brugerne ønsker, uanset om det er kvalitet eller ej, men kun gemme det gode. Det middelmådige og dårlige skal slides op, og derefter er der ingen, der spørger efter det. 

Johannes Riis, der er direktør for forlaget Samleren, giver i en artikel i Politiken udtryk for bekymring over bibliotekernes materialevalg. Han påpeger, at hvis bibliotekerne begynder at konkurrere med ren underholdning, vil det ikke vare længe før en debat om, hvad der egentligt er folkebibliotekernes mål, dukker op. Samtidig siger han, at en opprioritering af det populære ikke kan undgå at give uoprettelige skader i bogbestanden, og dermed sættes “noget gennem generationer møjsommeligt opbygget over styr”. Selvom han godt vil have underholdning i bibliotekerne, tager Riis alligevel afstand fra den tanke Emerek kommer med, idet han mener, at den seriøse litteratur er bibliotekernes hovedmål. 

John Chr. Jørgensen giver i en artikel i Politiken Riis medhold. Han skriver bl.a. “Bibliotekarerne opfører sig, som var de boghandlere, der skal lokke flest mulige mennesker ind i butikken”, og lidt senere “Hvis den (bibliotekernes formålsparagraf/JH) administreres kommercielt, ender vi naturligvis der, hvor der overhovedet ingen argumenter er imod at gøre bibliotekerne til udlånsbutikker med brugerbetaling som en selvfølgelighed”. Endeligt slutter han af med, at selv kommercielt drevne aviser viser større ansvarsfølelse overfor kvalitetslitteraturen, da de anmelder de digtsamlinger, som bibliotekerne ikke køber. 

John Chr. Jørgensen er her i modsætning til Emerek, idet han ikke synes, at materialebestanden bør være efterspørgselsstyret, og det skinner også igennem, at han mener, at der findes forskellige kvaliteter, men den bedste er det finlitterære. 

Som modspil til John Chr. Jørgensen kommer vicestadsbibliotekaren fra Ballerup med sit indlæg i Politiken. Her kommer han først ind på, at selv om det lille bibliotek evt. ikke har Jersild på hylden, vil det kunne skaffe ham hjem hurtigere end låneren kunne få fat i fx. Deforges, da hun hele tiden er udlånt, og Andersen skriver videre “Den lettere adgang til den eksklusive end til den populære litteratur er naturligvis et resultat af, at bibliotekarerne også ønsker at leve op til bibliotekslovens krav om kvalitet i bogvalget....De færreste bibliotekarer er uberørte af, at udgiverne af og ikke mindst forfatterne til kvalitetslitteratur har fået meget ringere økonomiske vilkår. Men den tid er forbi, hvor bibliotekernes indkøb kunne fungere som litterær støtteordning.”  

Poul Andersen er også inde på, at der er forskel i kvaliteten men giver dog ikke udtryk for, at den finlitterære er den bedste. Derimod mener han ligesom Emerek, at det må være brugernes ønsker, der i høj grad bestemmer, hvad der skal stå på deres bibliotek, og han slutter af med bemærkningen “Hvis folkebibliotekerne skulle leve op til Riis´ og Jørgensens krav om et eksklusivt, litterært bogbalg, måtte vi start med at skifte folket ud”.  

De forskellige holdninger der her er kommet til udtryk, viser lidt om hvor svær debatten om kvalitet er, og jeg vil ikke sige, at jeg har fundet en endegyldig sandhed om kvalitetens væsen, men jeg har dog fundet ud af, hvilken af de 2 kvalitetsretninger jeg selv tilhører. Jeg mener ikke, at der findes en overordnet kvalitetsbedømmelse, der kan bruges til at måle alt med, og dermed ligger jeg i tråd med Claus Secher, Leif Emerek og Poul Andersen, som alle er citerede her. Alligevel mener jeg, at man godt kan bruge Dines Johansens kriterier som en rettesnor, for de vil ofte kunne pege på, om det er et velskrevet og sammenhængende værk, man har med at gøre. 

Jeg har som sagt ikke kunnet finde en kvalitetsstandard, der kan dække samtlige genrer, men mit bud på en litterærstandard, som jeg vil bruge til at vurdere 1995 lektørudtalelserne med bliver, at hver genre må vurderes for sig på genrens præmisser, og her gælder det så om at se på, hvordan sammenhængen i bogen er bl.a.  m.h.t. sprog (det strukturelle kriterium fra Dines Johansen). I en krimi er det fx. væsentligt, at der er et ordentligt plot, og at historien har en indbygget spænding, hvor det i en dameroman mere drejer sig om, at historien er underholdende og en eventuel spænding vil her ofte hænge sammen med et kærlighedsforhold, men i begge er det jo vigtigt at sproget passer til genren. Krimien kan godt have et barsk sprogbrug, hvorimod det i dameromanen ville virke forkert, hvis replikkerne lød: “For helvede, mand! Det er en skidelækker bluse, du har på.” 

Jeg vil også se på, om det fortalte virker levende og om det kan sættes i forhold til virkeligheden (det mimetiske kriterium) og om historien vedkommer os ved at behandle et eller flere emner, man kan forholde sig til (det etiske og politiske kriterium). Indenfor hver titel i de forskellige genre vil jeg så vurdere i hvor høj grad de enkelte kriterier skal spille ind, da kvalitetsbegrebet skal ses individuelt for hvert værk, og derudover kan andre kriterier være aktuelle.  

Et kriterium, der kan være aktuelt, er brugskriteriet. Som bibliotekar vil jeg mene, at man også er nødt til at se på, om bogen overhovedet har interesse for ens læserkreds, da brugerunderlaget er forskelligt fra bibliotek til bibliotek. I denne opgave vil jeg dog ikke bruge dette kriterium, når jeg udvælger de bedst anmeldte, da jeg her kun vil se på litterær kvalitet. Det vil derimod komme frem ved undersøgelsen af udlånstallene. 

Andre kriterier kan være det førnævnte plot i krimigenren, som skal være velfungerende og interessant, eller indenfor gysere hvor det er det overraskende og uhyggelige, der er væsentlig for at historien er vellykket, o.s.v. Her er det nødvendig at vurdere hvert værk for sig. 

Det sidste kriterium, jeg vil komme ind på, er det der udtrykkes som det modsatte af kvalitet. Her vil jeg se på, om lektørudtalelsen udtaler sig negativt om bogen. Om fx. historien virker flad eller usammenhængende, ligegyldig o.lign. Omtaler lektørudtalelsen, at bogen er svær men værd at arbejde med, betragter jeg ikke dette som negativt, men omtales den svær og uforståelig uden mening, tages den fra som negativt omtale.

Til top 

Analyse af skønlitteraturen 

For at lave en analyse af bestanden prøvede jeg at finde de 50 bedst anmeldte skønlitterære titler i 1995 v.h.a. lektørudtalelserne fra IBC, da de er hovedredskabet til bogvalget i Juelsminde bibliotek. Det endte så med at blive 61 titler. Derefter har jeg set på udlånstallene, men da Juelsminde først sidste sommer fik indført edb, er det kun muligt at se udlånstallene tilbage fra 28/12-95 hvor bestanden blev inddateret.  

Før jeg startede på “eftersøgningen” af de 50 bedste lektørudtalelser, som må dække over de bedste titler, læste jeg John Chr. Jørgensens artikel “Den gode anmeldelse”. Han kommer her kort ind på, hvad der kendetegner en god anmeldelse, men taler godtnok kun og aviser og tidsskriftsanmeldelser, der jo har lidt andre vilkår på nogle områder. 

Der er 3 sæt kriterier for anmeldelser, skiver Jørgensen. De alment artistiske som bruges for al skriftlig udtryksfærdighed, d.v.s. der ses på idérigdom, originalitet, humor o.s.v. Derefter er der det litteraturfaglige, hvor der ses på litterær dømmekraft, indsigt i forfatterens arbejdsproces, analytisk formåen, litteraturhistorisk viden o.s.v. Og endeligt er der det journalistiske, hvor der bl.a. ses på nyhedssansen, formsans, formidlingsevnen og kompressionsevnen. 

I lektørudtalelserne er f.eks. formidlingsevnen/kompressionsevnen en god ting, da der kun er meget lidt plads, hvorimod gennemslagskraften (fx. en fangende overskrift) ikke har den store betydning. De litteraturfaglige kriterier er også vigtige, selvom den, der læser anmeldelsen også selv har lidt viden om forfatterskabet, er det en hjælp, at man ikke selv skal søge oplysninger om fx. tidligere udgivne bøger. Og endeligt er de alment artistiske kriterier vigtige for, at anmeldelsen er interessant og nøjagtig at læse. 

Da Juelsminde stort set kun bruger lektørudtalelserne som bogvalgsredskab, bliver vurderingen af titlernes litterære standard i lige så høj grad en vurdering af lektørudtalelsernes kvalitet, men da det er det eneste arbejdsredskab, jeg har til analysen, er det et slør, jeg må bære over med. Jeg har taget det for pålydende, hvis en lektør kalder en titel for velskrevet og underholdende, men da jeg ikke selv har læst samtlige titler, kan jeg ikke ved hvert enkelt værk vurdere dets litterære kvalitet, og dermed ikke egentligt bruge den litterære standard jeg fandt frem til i foregående kapitel som andet end en huskeliste, når jeg læser anmeldelsen, og her naturligvis undersøger om lektøren har nævnt nogen af mine kriterier. 

Efter første gennemlæsning havde jeg taget 311 titler fra, som alle havde fået gode anmeldelser, og som indeholdt de litterære egenskaber, jeg i foregående kapitel fandt frem til gav udtryk for kvalitet. Derefter læste jeg dem en gang mere, og ved igen at tage de bedste fra nåede jeg ned på 147 titler, som absolut havde fået flotte anmeldelser. Ud af disse måtte jeg så udvælge 50, og her valgte jeg under hensyntagen til at der skulle være forskellige genrer repræsenteret, og at der både skulle være udenlandske og danske forfattere, samt debutanter og tidligere udgivne. Det kan naturligvis diskuteres om netop disse er de bedste (hvis man da tror på kvalitetsopfattelse nr. 1), da udvælgelsen jo hviler på et personligt skøn, selvom jeg har forsøgt at være uvildig m.h.t. personlig smag i valget. Efter tredje gennemlæsning  nåede jeg ned på 61 titler, og da jeg allerede her havde fravalgt mange, der var lige så gode som de titler, der kom med, blev jeg enig med mig selv om, at disse 61 titler blev det endelige undersøgelsesgrundlag.  

Jeg vil starte med at se på de 17 titler der ikke er blevet købt. 3 af dem er debutromaner, heraf 2 af nye danske forfattere. Den ene bliver beskrevet som “en meget lovende debut i gyser-genren” som “fortælles sikkert og billedrigt”(Langstrup, “Kat”). Den anden får ordene “en stærk debut” med på vejen, men her drejer det sig om en samling noveller “med skarpt tegnede miljøer og ofte barske, nogen gange temmeligt blodige pointer”(Hedegaard Pedersen, “Dyret”). Den sidste af de 3 er skrevet af en nordirsk forfatter (McNamee, “Opstandelsen”), og den får beskrivelsen “en grum debutroman”. Bogen foregår i Belfast omkring 1975, og man følger en psykopatisk leder af en protestantisk dødspatrulje. Alle 3 fravalgte er altså uhyggelige/grusomme på forskellig måde. Ser man her på Riis´ ordrehalveringsord er det eneste der er brugt debut, underforstået “første gang på dansk”. 

Derudover er 5 digtsamlinger blevet fravalgt. Én af dem er af årets flygtningekunstner Arnautovic, som med “Fugle på hænderne “ udkommer på dansk for første gang. Lektørudtalelsen lyder “ingen tvivl om at Arnautovic er en glimrende lyriker med et originalt og visionsmættet billedsprog”, og senere “digtenes kvalitet gør den til et godt tilbud til lyriklæsere i almindelighed”. De 4 andre fravalgte digtsamlinger er skrevet af  Klaus Høeck, Carsten René Nielsen, Marianne Larsen og Henrik Nordbrandt. Høeck får udtalelsen “høj, intens poesi af yderst nærværende karakter” og derefter “smal litteratur, måske: men ikke smallere end at vi sagtens kan komme indenfor”. Juelsminde har en tidligere digtudgivelse af Høeck tilbage fra 1984, som ikke har været udlånt indenfor det sidste år, men hans nyere har de  ikke indkøbt. Nielsen´s udgivelse “Nyborg færgehavn, lørdag” beskrives “i dette skæringspunkt mellem det robuste og det sarte skriver C.R.N. digte, som hører til blandt de mest markante i den unge poesi lige nu”. Han er udkommet med flere digtsamlinger, men ingen af dem er blevet købt. “Chance for at danse” af Marianne Larsen omtales som “korte, enkle og alligevel overrumplende digte” hvor igennem der går “en ro og en tro på menneskeligt potentiale, som er sjælden i disse års kunstformer”. Hun har også skrevet flere digtsamlinger, som heller ikke er blevet købt i Juelsminde. Henrik Nordbrandt er der derimod købt 5 digtsamlinger af i løbet af årene, og hans samling fra 1994 findes i 1 eksemplar med 2 udlån i 1995, men “Ormene ved himlens port” som ellers omtales med ordene “denne nye kraftpræstation af en digtsamling...” og “perfekt på det ydre såvel som det indre plan” er ikke blevet købt. 

Af de sidste 9 er de 6 oversatte fra et andet sprog. Saramago har tidligere udgivet 4 romaner på dansk, og Juelsminde har købt dem alle 4. “Jesusevangeliet” får ordene “en tæt skrevet roman, som ikke rummer mange afslappende stoppesteder, men til gengæld gnistrer af vid, temperament og forsøg på at få læseren til at forstå nye sammenhænge” med på vejen. Saramago´s tidligere bøger er indkøbt i 1-2 eksemplarer, men er ikke blevet udlånt i 1995, og det kan være grunden til at den nye trods den gode anmeldelse ikke er blevet købt. “Passionen ifølge G.H.” af Lispector er oversat fra brasiliansk portugisisk, og lektørudtalelsen beskriver den som “en meget givende, men også særdeles svært tilgængelig bog”. Kjartan Fløgstads roman “Fimbul” bliver beskrevet som “velskrevet, ordrig og omstændelig”. Også Fløgstad findes på biblioteket med 2 tidligere udgivelser. Begge i ét eksemplar og begge med et udlån i 1995, men her har man nok anset det for for lille et udlån til at ville købe en tredje. Arsenijevic har modtaget en litterær pris i Serbien for bogen “På underste dæk”. Romanen skildrer livet i Beograd igennem 3 mdr. sidst i 1991, og den får lektørudtalelsen “romanen er et bidende generationsportræt, der handler om at blive frarøvet alle sine illusioner og troen på fremtiden”. Det er hans første bog på dansk. Zaniewski har heller ikke tidligere fået noget oversat til dansk, men “En rotte” har fået en god lektørudtalelse, der bl.a. siger “en både frastødende og facinerende roman, der giver stof til mange tanker og mareridt”. Den sidste udenlandske er Mare Kandre´s “Quinden og doktor Dreuf”, og bogen beskrives som “en sarkastisk, kvindepolitisk roman” samt “humoristisk, men bestemt ikke tandløs...skrevet i let læst knækprosa”. Hun har fået én bog oversat tidligere, men der er ikke købt noget af hende i Juelsminde.

Saramago, Lispector, Fløgstad, Arsenijevic og Zaniewski rammer alle ét eller flere af Riis´ ordrehalveringsord, men det gør Kandre ikke. Kandre har derimod et ordrefordoblingsord i sin lektørudtalelse, nemlig let læst. Der er heller ikke direkte sammenhæng med om forfatteren tidligere har fået udgivet noget på dansk, om den købes, og biblioteket følger sin formålsparagraf om ikke at være forpligtet til at købe et helt forfatterskab, fordi der er købt enkelte titler, bl.a. ved Nordbrandt. 

De sidste 3 er alle danske forfattere med flere udgivne bøger bag sig. Hesselholt har tidligere udgivet 2 romaner, og “Eks” viderefører stilen fra de tidligere med “en ultrakort, minimalistisk prosa” og senere “Eks er endnu et godt eksempel på at fornyelsen af prosaen i disse år tegnes af de kvindelige prosaister”. Jens-Martin Eriksen bliver også betegnet som “en af de mest spændende eksponenter for ny dansk eksperimenterende litteratur” og “Pilgrim” får udtalelsen “uden at sproget i sig selv er svært, kræver den indadvendte form koncentration af læseren, men vil til gengæld give udbytte til dem, der både er til lyrik, kortprosa og romaner ud over det sædvanlige”. 2 af hans  tidligere bøger er købt af Juelsminde, men har ikke haft nogle udlån i 1995. Den sidste ikke indkøbte er Asger Stig Møller´s roman “Exorcistens bog”. Den beskrives således “ASM går sine egne veje i et lyrisk univers, hvor det bestemt ikke skorter på udfordringer til læserne”.  

Igen kan man se på Riis´ ordrehalverings- og fordoblingsord, og i disse 3 lektørudtalelser er der brugt flere ordrehalveringsord og ingen ordrefordoblingsord, så i dette tilfælde passer hans påstand. Men det kan ligeså vel være lånerene man har taget hensyn til, da ingen af de forfattere, som tidligere er blevet købt men droppet denne gang, har vist et særligt stort udlån. 

De sidste 44 titler er alle indkøbt af Juelsminde kommunes biblioteker. Heraf er de 4 debutromaner, alle oversat fra et fremmedsprog til dansk, samt en enkelt dansk novelledebut.  

Den første er Laurie R. King´s “Et farligt talent”, der, selvom det er hendes debutroman, er hendes anden roman på dansk. Også den første er købt i Juelsminde. Romanen kaldes “en meget usædvanlig krimi, selv om den fungerer fint bare som sådan”. “Jeg kommer et sted fra” af Edwidge Danticat får følgende lektørudtalelse “i et enkelt, velkomponeret og letlæst sprog fortælles med stor indfølelse om kvindeskæbner i 3 generationer...flot indvæves et stærkt billede af haitiansk kultur og indvandrernes vilkår i New Yorks slum”. Claes Holmström´s “Tredje sten fra solen” kaldes “en stærk og helt overrumplende sikker debut” og senere “den er en generationsbeskrivelse og et dyb foruroligende portræt, som har klassikerkvaliteter”. Den sidste udenlandske debut er Connie Palmen´s “Lovene”, der omtales som “en indtagende roman, som vil blive slugt på samme måde som Gaarder´s Sofies verden og Brøgger´s Transparence”. Romanen handler om en ung pige, der under sin studietid møder forskellige typer mænd og udforsker deres forestillinger og holdninger og på den måde får et indblik i de love, der styrer mændene. “Kys mig” er danske Jutta Guldager´s debut. Det er en novellesamling, og bogen får betegnelsen “sikker og overbevisende...intens, foruroligende og engagerende” og med “en herlig sort og barok humor”. 

De 5 debutromaner falder indenfor 5 forskellige genrer, men ingen af dem er af samme genre som de 3, der ikke blev indkøbt. Af de indkøbte debutanter er det kun Holmström, der har skrevet en mere dyster bog, for selvom Danticat´s beskrives som virkende stærkt kaldes den alligevel livsbekræftende. De ikke indkøbte er derimod alle temmelig dystre. En gyser, en “kuldslået og mareridtsagtig skildring af nådesløs umenneskeliggørelse” og noveller med “ofte barske og blodige pointer”. Hvad debutanter angår ser det ud til, at Juelsminde indkøber de mere lyse og underholdende titler og springer de mere sortseende over. M.h.t. eksemplarantallet er de 4 indkøbt i ét eksemplar med udlån på mellem 1 og 3, men krimien, der er indkøbt i 2 eksemplarer, har et udlån på 10, så umiddelbart ser det ud til at eksemplartallet er passende, hvis 1 udlån på et år vel og mærke anses for tilfredsstillende. De to debutanter, der har haft et udlån på kun 1, er den samfundsfokuserende Holmström og den filosofiske Palmen, og begge debuter kan måske også kaldes for smal litteratur. Ser man på Riis´ påstand, er der igen både ordrehalveringsord som “første  gang på dansk”, men også ordrefordoblingsord som “let læst” så jeg vil mene, at Riis´ påstand ikke helt holder vand, og Juelsminde har jo da også trods alt indkøbt 5 ud af de 8 udvalgte debutanter. 

Derimod er der kun indkøbt 2 digtsamlinger mod de fravalgte 5. Camilla Christensen´s “Som hun vil skænke ham” bliver beskrevet som “absolut et stort værk i 90-ernes danske lyrik” og om hendes stil skrives “en spændende lyriker med en intens skrivestil som her i bogen bliver det nærmeste man kan komme det drama i poetisk form”. Den anden digtsamling er af Katrine Marie Guldager, “Styrt”. Her skriver lektøren “hendes digte besidder en sansenærhed og konkretion som skiller sig markant ud fra mange jævnaldrende kollegers pæne, men lidt blodfattige poesi”. 

Ingen af de 2 lyrikere er tidligere købt af Juelsminde, og deres lektørudtalelser er ikke bedre end de 5, der blev valgt fra, så her har det måske været et ønske om at få noget nyt lyrik end de i forvejen indkøbte (fx Nordbrandt), der har spillet ind. At der kun købes 2 ud af 7 digtsamlinger, og at udlånet af de 2 har været på henholdsvis 5 og 0 tyder på, at det ikke er lyrikken Juelsmindes lånere har størst interesse i at låne. 

Blandt de købte titler er der også 3 novellesamlinger. Milan Kundera´s “Latterlige lidenskaber” beskrives med ordene “boblende god fortællekunst”, og her har Juelsminde også købt 4 eksemplarer med 12 udlån. Kundera har yderligere 7 titler stående i Juelsminde i i alt 10 eksemplarer og med 20 udlån. Med de udlånstal er 4 eksemplarer nok rigeligt, for det lader til at udlånstallet falder efter kort tid. Leif Davidsen er også blevet købt, og “Forræderen og andre historier” får lektørudtalelsen “en fremragende samling af fortættede noveller, der både vil tilfredsstille de, der læser D. for plottets og de, der gør for sprogets skyld”. Bogen er købt i 2 eksemplarer og har haft 15 udlån, så her følger udlånet fra hans romaner, der står i 22 eksemplarer med 64 udlån, med til novellesamlingen. Den sidste novellesamling, der blev købt, er Naja Marie Aidt´s “Tilgang”. Hendes tidligere digtsamling “Det tredje landskab” blev også købt af Juelsminde, men hvor digtene, som også blev købt i ét eksemplar, ikke har haft nogen udlån, er novellesamlingen blevet udlånt 8 gange, så lektørens ord om stor kunst ser ud til at være rigtige. 

Der var kun én fravalgt novellesamling blandt de ikke købte, og det tyder på, at man godt kan låne noveller ud i Juelsminde. Til sammen har de 3 novellesamlinger et udlån på 35 af 7 eksemplarer, hvor det er de 4 eksemplarer af Kundera, der har det dårligste udlån. 

Af de sidste 34 romaner er kun de 5 af danske forfattere. Vibeke Grønfeldt, hvis forfatterskab er repræsenteret ved yderligere 11 titler i Juelsminde har skrevet “Et godt menneske”, som får ordene “sproget er en nydelse i denne monolog”. Den næste er Helle Nyberg´s “lo”, som kaldes en “særdeles fin læseoplevelse”, og som også har fået hæftet et ordrehalveringsord på sig, men som jo alligevel er blevet købt, og - viser det sig - har et bedre udlån end den mere folkelige Riel´s “Før morgendagen”, der egentligt er et genoptryk fra 1975. “Før morgendagen”  kaldes “en elementært spændende historie, tankevækkende i sit indhold og glimrende fortalt”. Riel er købt i 2 eksemplarer med 5 udlån. Bjarne Reuter´s psykologiske thriller “Langebro med løbende figurer” beskrives “ægthed og særpræg i alle personskildringerne, incl. bipersonerne, gør bogen til mere end blot et professionelt skrevet gys”. Den er købt i 1 eksemplar, men har haft 13 udlån, så her synes der at være købt for lidt, især da hans øvrige 4 voksentitler i Juelsminde har haft et udlån på 14. Den sidste danske er Grete Roulund´s “Setans porte”, som også kaldes “flot, formidabel gyser med indhold”. Den er købt i 5 eksemplarer og har haft 15 udlån, men den er nok købt i rigeligt antal i forhold til Reuters. 

Det kunne tyde på, at Juelsminde køber ind efter de “sikre” forfattere, når der skal købes gys/thriller. Eventuelt kunne den fravalgte “Kat: ondskaben lurer i regnen” også have fået et godt udlån selvom det er en debutroman, for også den kaldes et velskrevet gys, men her er valget faldet på de kendte forfattere. En grund til det kan være hvis ingen af bibliotekarerne læser særligt meget gys, og det derfor ikke sættes særligt højt. Så er det nemmeste jo at købe noget man ved noget om, og det kan så komme til at gå ud over låneren af gys i den sidste ende. Riel og Grønfeldt er de 2 blandt de danske forfattere, der har de dårligste udlånstal, men her kan Riel´s måske forklares med, at det er et genoptryk af en gammel udgave, da hans andre romaner har udmærkede udlånstal. 

Sammenligner man med de danske romaner, der ikke blev købt, blev de alle 3 betegnet med ord som fornyelse, eksperimenterende og ikke altid lige fremkommelig, men også blandt de købte er der lidt smallere bøger. Bl.a. omtales Nyberg´s “stilen er springende og pirrende - helt klar på handlingen synes man aldrig, man er”. Generelt kan man dog sige, at de 5 købte er lidt mere ovre i underholdning end de ikke købte er med 2 gys/thriller, 1 menneskeskæbnefortælling (eller hvad man nu kan kalde Riel´s bøger) og så de 2 lidt sværere definerbare. 

Tilbage mangler jeg nu at komme ind på de 29 udenlandske titler, der blev købt i 1995. 5 af dem er krimier. Det drejer sig om “American tabloid” af James Ellroy, som kaldes “en på alle måder stor roman”, og som prøver at give en forklaring på mordet på Kennedy. Jonathan Coe´s “Godt skåret” er ovre i en noget anden krimigenre. Hvor Ellroy bruger meget blodige detaljer i sine historier, betegnes Coe i lektørudtalelsen “bidsk og samfundskritisk” med en afslutning “i overspillet Agathe Christie-stil”. Maarten´t Hart´s første bog på dansk er “Hele verdens vrede”, som måske ikke er en helt ren krimi. Den kaldes “morsom” og “et lille vidunder” hvor “afsløringen af motiverne bag mordet er en knaldroman værdig”. Den fjerde roman er skrevet af Arturo Pérez-Reverte. “Fægtemesteren” er en litterær krimi, der foregår i 1800-tallet, og lektøren kalder det for “en meget velskrevet, underholdende og spændende historie som måske nok kræver lidt formidling”. Den sidste krimi er “Delta blues” af Walter Mosley, der er kendt for sin sorte detektiv Rawlins. “Delta blues” beskrives som “en stærk, rystende roman” om en fattig negers vej i sydens hvide verden i 1930-erne. “Stor fortællerkunst, en vedkommende og stærk roman fra samfundets bund i et samfund i opløsning”. 

Ellroy´s bog blev købt i 2 eksemplarer og har haft et udlån på 4. Ser man på hans tidligere bøger er de 4 titler købt i 7 eksemplarer men med kun 5 udlån, så her havde 1 eksemplar nok været nok. Coe blev købt ind i 1 eksemplar og er udlånt 6 gange. Hart blev købt i 2 eksemplarer med 13 udlån og som den fjerde er Pérez-Reverte købt i 2 eksemplarer med 8 udlån. Den sidste er Walter Mosley´s “Delta blues”. Den er der købt 1 eksemplar af med 6 udlån, og da også hans tidligere romaner har haft et godt udlån, 3 titler fordelt på 5 eksemplarer som er blevet udlånt 23 gange, har der efter min mening været lånergrundlag nok til at købe 2 eksemplarer af hans nye. Udlånstallene tyder på, at lånerene i Juelsminde foretrækker de mere ublodige krimier frem for Ellroy og den litterære krimi af Pérez-Reverte, der nu ikke har et dårligt udlån af en formidlingskrævende roman, og også hans 2 foregående titler har da haft et rimeligt udlån på 9 af 3 eksemplarer. Mosley´s  roman hører måske genremæssigt til blandt krimierne, men ud fra lektørudtalelsen er det ikke den vigtigste del af romanen. Det er derimod skildringen af personerne og samfundet omkring dem, og det passer jo godt til konklusionen om, at de mindre blodige krimier foretrækkes af lånerne. Ingen af de ikke købte romaner var rene krimier. 

Der blev købt 4 kvinde/dame-romaner. “Mors drenge” af Margaret Forster handler om 2 drenge, som er offer og voldsmand for hinanden, om deres mødre og om hvorfor det kunne ske. Romanen får lektørudtalelsen “en stærk og betagende bog om endnu en afkrog af moderrollen og med en sørgelig aktuel analyse af voldens eftervirkninger”. Carol Shields har skrevet en roman om en kvindes liv i “Skrevet i sten”, som bliver kaldt “en overordentlig spændende fortælling, hvor der gives et sammensat og nuanceret portræt af hovedpersonen, hendes familie og de øvrige aktører”. ”Fem minutter i himlen” er Lisa Alther´s roman om kvinden Jude, og om hvordan hun udvikler sig igennem livet. Romanen beskrives “alment og vedkommende i L.A.´s sædvanlige letlæste, til tider satiriske og kvindepolitiske stil”. Den sidste er Rosie Thomas´ “Slemme piger, gode kvinder”, der i lektørudtalelsen kaldes “en fremragende underholdningsroman” om to veninder og deres liv med mødre, mænd, venskab og børn. 

Forster og Thomas er begge kendte forfattere med mere underholdningsprægede romaner bag sig, som har haft gode udlån i Juelsminde, og de er da også blevet indkøbt i henholdsvis 6 og 5 eksemplarer med gode udlånstal (28 og 29), hvorimod Alther kun er købt i 2 eksemplarer men med 11 udlån, hvilket faktisk er ligeså godt som Forster og Thomas. Til gengæld har hendes tidligere romaner ikke haft helt så godt et udlån som de andres. Shields roman er hendes første på dansk, men den er alligevel indkøbt i 5 eksemplarer og har også haft et godt udlån på 23. Tallene her med 18 eksemplarer og 91 udlån peger på, at der er en del lånere i Juelsminde, som godt vil læse kvinde/dame-romaner.  

2 af de ikke købte var også kvinde/dame-romaner, nemlig Kandre og Lispector. Lispector´s bog blev i lektørudtalelsen kaldt “svært tilgængelig”, hvilket kan være grunden til, at den ikke blev købt, og Kandre´s første bog på dansk blev heller ikke købt af Juelsminde, så det kan være fordi forfatteren var ukendt, at “Quinden og doktor Dreuf” ikke blev købt. 

2 af de købte romaner er blevet tildelt en pris og 2 var indstillet til én, da lektørudtalelsen blev skrevet. De 2 prismodtagere er Kerstin Thorvall for “Det er dog den skønneste tid” om kvinden Hilma, der bliver gift med den maniodepressive Sigfrid uden at kende hans sygdom, men bliver i ægteskabet af pligt. Om den skriver lektøren “en meget gribende beretning om forført uskyldighed, som både i tema og sprog henvender sig bredt”. Den anden forfatter er Einar Már Gudmundsson, som fik Nordisk Råds Litteraturpris for “Universets engle”. Romanen omtales som “blændende godt skrevet i en veloplagt blanding af prosa og lyriske indfald” i lektørudtalelsen.  

Gudmundsson´s bog er købt i 1 eksemplar og er udlånt 4 gange, mens Thorvall`s er købt i 5 eksemplar med 25 udlån. Selvom udlånstallet pr. eksemplar er næsten lige højt, har man åbenbart skønnet at Thorvall´s roman ville ramme brugerne i Juelsminde bedst. Her har det måske spillet ind, at Thorvall beskrives som rammende bredt i både sprog og tema, mens Gudmundsson sprogbrug virker mere smalt. Desuden er 3 tidligere romaner af Thorvall købt i 13 eksemplarer med 10 udlån, mod Gudmundsson´s 2 eksemplarer med 1 udlån, hvilket igen peger på, at Thorvall´s stil rammer brugerne bedst. 

De 2 indstillede forfattere er Vigdís Grímsdóttir med “Pigen i skoven”, der får lektørudtalelsen “det er ikke en roman der læser sig selv” og senere “en psykologisk-litterær fornem skildring af to arketypiske figurer”. Jill Paton Walsh er den anden forfatter med romanen “Engleviden” som beskrives “en imponerende og velskrevet roman for alle litterært interesserede”.  

“Pigen i skoven” er købt i 3 eksemplarer med 12 udlån, og “Engleviden” er købt i 1 med 4 udlån, altså samme antal udlån pr. bind. At Grímsdóttir, som kun er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, købes i flere eksemplarer end Gudmundsson, der har fået prisen virker mærkeligt, og specielt da “Pigen i skoven” direkte nævnes at være svær at læse, hvad “Universets engle” ikke direkte kaldes. Muligvis er forklaringen på denne disposition, at Grímsdóttir´s første roman blev købt i 8 eksemplarer og udlånt 8 gange, hvorimod Gudmundsson´s 2 titler kun er udlånt 1 gang, men ingen af de tos udlån er jo ikke specielt gode. Blandt de ikke købte var der også en titel, der havde modtaget en litteraturpris, “På underste dæk” af Arsenjevic. Denne omtales ikke som smal litteratur, men er alligevel blevet fravalgt, muligvis fordi den serbiske forfatter ikke tidligere har fået udgivet noget i Danmark. 

Der blev også købt 5 romaner i den historiske genre. Umberto Eco´s roman “Øen af i går” om 1600-tallet set igennem den italiensk adelsmand Robertos øjne. Romanen omtales “for så vidt en ret kompliceret fortælling, men både spændende og gådefuld og fuld af humor og fortælleglæde”. “Mesteren fra Petersborg” af Coetzee er en halvvejs dokumentarisk roman om Dostojevskij og hans stedsøn Pavel, der er blevet slået ihjel af enten anarkister eller efterretningstjenesten. Lektørudtalelsen siger “romanen er fremragende skrevet med brug af Dostojevskijs forfatterskab, men med en modernitet og universalitet, der gør den til en stor læseoplevelse”. Byatt´s “Engle & insekter” er 2 romaner i ét bind. Den ene fortæller om Darwin´s evolutionslære overfor det victorianske samfund, og den anden er om spiritisme og skæbnetro. Værket kaldes “en stort anlagt udgivelse med megen kulturel ballast”. Den fjerde er Salman Rushdie´s “Maurerens sidste suk” der fortæller en portugisisk/jødisk families historie gennem tiden, og som lektøren mener “klart befæster Rushdie´s position som en af vor tids største prosaister”. Sidst men ikke mindst er Abulrazak Gurnah´s roman “Paradis”. En roman om den 12-årige Yusuf og hans liv som slave i årene op mod 1. verdenskrig, og om den siges “drengens fortælling er universel og som al stor kunst er den almen, skønt den er fremmedartet”.  

Rushdie´s bog er den af de 5 med det bedste udlån. Hans roman er købt i 2 eksemplarer og udlånt 18 gange. Til gengæld er han også den mest omtalte forfatter i medierne af de 5, og det betyder helt sikkert meget, selvom hans bøger ikke altid er lige nemme at gå til. Eco og Byatt er begge indkøbt i 2 eksemplarer med hver 6 udlån, hvilket ikke er overvældende godt i betragtning af, at de begge er kendte forfattere. Eco´s tidligere titler har heller ikke haft det store udlån, så “Øen af i går” burde måske kun være købt i ét eksemplar, da han ikke er helt nem at læse og slet ikke får samme omtale som Rushdie. Til gengæld har Byatt´s 2 forrige romaner haft et udlån på 11, så det lave udlånstal på den nye kan ikke umiddelbart forklares. Gurnah er købt i ét eksemplar med 5 udlån, og det er udmærket af, at det er første gang, han er udkommet på dansk. Men Coetzee, som er købt i 2 eksemplarer, er slet ikke udlånt, og hans roman kaldes ellers af lektøren for “hans måske bedste”,  men her var 2 eksemplarer åbenbart 2 for mange i forhold til lånerefterspørgselen, og det kunne udlånstallet på 0 af hans eneste anden titel i Juelsminde måske nok have givet et hint om.  

Med 35 udlån på 8 eksemplarer ligger de historiske romaner lidt under krimierne og kvinde/dame-romanerne i udlån pr. eksemplar, men i betragtning af at nogle af de ord der er brugt til at beskrive de historiske romaner med i lektørudtalelserne som fx. kompliceret og fremmedartet er det i mine øjne et udmærket udlån, så det tyder på, at historiske romaner er forholdsvis populære blandt lånerne i Juelsminde. Blandt de ikke købte var der en enkelt historisk roman, “Jesusevangeliet”, men da Saramago´s ældre udgivelser som tidligere nævnt ikke har haft et særligt godt udlån, er det nok grunden til, at den ikke blev købt. 

Guy Burt´s anden roman “Sophie” er ligesom hans første en psykologisk gyser, og den beskrives “udover de fortælletekniske raffinementer er der både tyngde og hjerte i denne knugende gyser om tabt uskyld og fatale svigt”. Det er den eneste gyser af en udenlandsk forfatter blandt de 61 udvalgte, der er blevet købt af Juelsminde, og den er kun blevet købt i ét eksemplar, men med et udlån på 7 synes der også blandt de udenlandske gys at være et godt lånergrundlag. Hans debutroman blev også købt af Juelsminde, også i 1 eksemplar, men kun udlånt 3 gange i 1995. 

Den eneste udenlandske titel i thriller-genren er “Hjertets vinterrejse” af James Buchan. Den foregår i Vesttyskland og handler om en deltidsspion, der blandes ind i affæren om Nato’s opstilling af Pershing-II raketter. Lektøren skriver “det er en bog i mange lag, der kræver en indsats af sin læser, men så sandelig også belønner denne” og senere “B. skriver fanden et øje af og holder spændingen i højeste gear”.

“Hjertets vinterrejse” blev købt i 1 eksemplar og har haft 5 udlån, hvilket må siges at være udmærket, da han ikke tidligere er udgivet på dansk. Den kaldes i lektørudtalelsen “en storpolitisk thriller”, og udlånet kunne tyde på, at den genre er rimeligt populær blandt Juelsminde-lånerne. 

De sidste 9 romaner har jeg ikke fundet genrer-betegnelser til. Den første er García Marques´ ”Om kærlighed og andre dæmoner”, der kaldes “en lille, smuk bog med en finurlig og myteagtig handling i det sædvanlig overrumplende og smukke sprog”. Ivan Klima blev også købt med romanen “Venten på mørke, venten på lys”, som får ordene “ikke let læst, men absolut umagen værd” med fra lektøren. “Postflyveren” af Saint-Exupery, som han skrev i 1928, er også blandt de købte, og lektørudtalelsen kalder den “en varm, kort, trist og tildels lyksalig roman, der tilbyder sig overfor læserne som en nyklassiker”. Den fjerde roman er af  Anne Marie Garat. “Aden” er historien om en mand, der grundet ydre omstændigheder pludseligt tvinges til at se nærmere på sit liv og de valg han traf, og om den skrives “en kvalitetsroman der vil tilfredsstille den koncentrerede og opmærksomme læser”. “Mr. Vertigo” af Paul Auster kaldes “en spændende og medrivende historie med flere tolkningsmuligheder; fremragende fortalt i et klart rindende sprog”. Også den islandske forfatter Steinunn Sigurdardóttir´s roman “Fiskenes kærlighed” blev købt, og den beskrives som “en fin og stilsikker generationsroman”, der giver et overbevisende billede af livet i Reykjavik i vore dage. Svenske Reidar Jönsson har skrevet “Gå på vandet”, der kaldes “en særdeles velskrevet roman, der rummer sødme, tragik, erotik og en herlig livsalig grotesk humor”. Den ottende roman er skrevet af  Hanif Kureishi og hedder “Det sorte album”. Den handler om anden generationsindvandreren Shahid som flytter til London og giver en “humoristisk, intens og vidende beskrivelse af et multikulturelt miljø” og senere lyder vurderingen “en fremragende, morsom, kærlig og indforstået skildring af en del af verden her og nu”. Den sidste roman har Julian Barnes med “Før hun mødte mig” skrevet, og den kaldes en “lettilgængelig litterær perle om en af de mest udbredte følelser, skinsygen”. Barnes sammenlignes her med Fay Weldon, når hun er bedst, blot endnu bedre. 

Juelsminde har købt 13 andre titler af Garcia, men den sidste kun i 1 eksemplar, som er blevet udlånt 4 gange. Klima er også kun købt i 1 eksemplar, der ingen udlån har overhovedet. Heller ikke hans 2 tidligere købte har haft mere end et udlån til sammen, så ordene ikke let læst” i lektørudtalelsen er nok en indikator om, at Juelsmindes lånere ikke altid er til smal litteratur. Selvom Saint-Exupery kaldes en nyklassiker af lektøren, er den kun købt i 1 eksemplar, som ikke er blevet lånt ud. Heller ikke hans øvrige romaner har haft et særligt godt udlån. Garat blev købt i 2 eksemplarer og har haft 6 udlån, så denne titel er åbenbart mere i lånerenes smag end den første, der kun blev købt 1 stk. af med 1 udlån. Her har lektørudtalelsens ord om den “koncentrerede og opmærksomme læser” ikke ret som den havde ved Ivan Klima´s roman. Det kan så være forskellen i handlingen, man skal se på her. Garat´s er en psykologisk roman om en mand og hans indre udvikling, og det, tror jeg, er en roman, specielt kvinder har lyst til at læse. Klima´s derimod er lidt mere politisk orienteret, omend der også er en mands udvikling i den, men det politiske aspekt har nok ikke samme alment underholdende værdi.  Auster´s tidligere romaner er blevet udlånt 25 gange på 10 eksemplarer, og hans nye blev nok derfor købt i 2 eksemplarer, men den er kun blevet udlånt 4 gange, altså lidt færre end de ældre hvor alderen ellers godt kan have en negativ virkning på udlånet. Steinunn Sigurdardóttir blev købt i 2 eksemplarer men er kun blevet udlånt 1 gang. Heller ikke hendes tidligere roman har haft et stort udlån, 0 af 4 eksemplarer, men der er også købt væsentligt færre af den nye, så man har nok været klar over at den “umiskendeligt islandske tone og karakter” ikke tiltaler lånerene i Juelsminde. Alligevel har man valgt at købe hende, og det er nok et udtryk for, at man også gerne vil støtte den lidt smallere litteratur, og den samme grund kan sikkert gives for valget af fx. Klima´s roman. “Gå på vandet” af Jönsson er en humoristisk roman og blev købt i 3 eksemplarer. Den er kun blevet udlånt 6 gange, så her er købt rigeligt ind. Hans 3 tidligere romaner blev købt i i alt 11 eksemplarer og har kun haft 6 udlån, og det kunne måske have peget på, at 3 var lige i overkanten. Kureishi´s bog “Det sorte album” omhandler et ret aktuelt emne, nemlig indvandrerproblematikken, og den har også haft et pænt udlån på 5 af 1 eksemplar. Hans første bog blev til gengæld købt i 3 eksemplarer og viser kun et udlån på 1, selvom de emnemæssigt og kvalitetsmæssigt skulle være på højde med hinanden. Barnes´ er blevet købt i 4 eksemplarer på trods af, at de ældre titler ligger med 6 udlån fordelt på 8 eksemplarer. Her kunne man sikkert have nøjes med 2 eksemplarer, men på den anden side lyder romanen til at kunne fange samme lånergruppe som læser fx. Alther, og der var 2 jo ikke for mange, så måske har det spillet ind ved eksemplarfastsættelsen. 

Jeg synes ikke, at man skal tage Riis´ ordrefordoblings- og halveringsord alt for alvorligt. Godt nok havde han ind i mellem ret i, at ikke købte titler blev beskrevet med halveringsordene, og at de købte var beskrevet med fordoblingsordene, men ofte var der ingen sammenhæng og ind i mellem var det oven i købet omvendt, så Riis´ myte, er der vist blevet stukket hul i. 

Der skal naturligvis tages hensyn til, at når der er købt flere eksemplarer af titlerne, har de ofte stået i forskellige filialer, men spørgsmålet er så, om ikke en bedre udnyttelse af hovedbibliotekets bogbestand havde været en bedre løsning i forhold til det erklærede mål om at undgå unødig titeldublering. Det ser jo ikke ud til at det forholdsvis store eksemplartal har givet et større udlånstal. Den mulighed, der har været for at låne fra de forskellige filialer/hovedbiblioteket, er ikke blevet udnyttet nok. I stedet for er der blevet købt ens titler ind til alle filialer. Dette hænger nok dels sammen med, at man havde råd til at købe flere eksemplarer førhen (måske ikke så meget i 1995 som tidligere), og dels at det var svært at udnytte bestanden, før man fik edb, da man ikke på stående fod kunne vide om en bog var udlånt, eller hvorvidt den overhovedet var købt i filialen. Nu hvor det rullende bibliotek har overtaget pladsen for 5 af filialerne, vil titeldubleringen sikkert blive noget mindre, og det, samt indføringen af edb, burde føre til en bedre udnyttelse af bogbestanden.

Til top 

Samlet vurdering af bestanden 

Analysen af de 61 udvalgte titler giver et billede af, at de mest udlånte genrer i Juelsminde er gys, kvinde/dame-romaner, thriller og krimi. Også de meget omtalte romaner, som fx. prismodtagere, har et højt udlån. Til gengæld lånes der ikke mange digte ud, og generelt viser udlånstallene også et knapt så højt udlån på de lidt sværere tilgængelige romaner. 

Der købes generelt fornuftigt ind m.h.t. eksemplartal, selvom visse titler, fx. indenfor gys, er sat lidt lavt efter min mening. Selvom der ikke er så mange lånere til den smalle litteratur, købes der alligevel ind, så der er et lille udvalg til de lånere, der har interesse for det. Det, synes jeg, er en udmærket disposition, for i så forholdsvist lille et bibliotekssystem er det ekstra vigtigt at sørge for at lånernes smag er forholdsmæssigt repræsenteret, da der ikke er penge til at købe alt, og det, at der overhovedet købes smalt litteratur med et lille udlån, tyder på, at man gerne vil opfylde kravet om kvalitet i alle genrer. 

Når 17 af de 61 titler ikke blev købt, tror jeg delvist, det er et spørgsmål om økonomi, men visse af titlerne kan måske også være blevet fravalgt p.g.a. forskellig kvalitetsopfattelse. Jeg har prøvet at være uvildig m.h.t. personlig smag, men lidt skinner vel altid igennem, og i nogle tilfælde har Juelsmindes bibliotekarer måske læst lektørudtalelsen anderledes og dermed ikke fundet, at de titler, som jeg fandt var af god kvalitet, var noget særligt. Endeligt var der forholdsvis mange digtsamlinger i blandt de ikke købte, og her viste de udlånstal, jeg fandt frem til af de købte, at lyrik ikke bliver udlånt i særlig høj grad i Juelsminde, så det kan også være et kendskab til brugernes smag, der er skyld i, at de ikke blev købt. 

Der blev så købt 44 ud af de 61 titler, der var blevet udvalgt p.g.a. deres litterære kvalitet i forhold til genrens præmisser. De købte opfyldte i forhold til lektørudtalelserne kravene om, at sproget skulle passe til genren, at de skulle være velskrevne, at romanerne skulle være vedkommende og levende, samt kravet om at de skulle opfylde genrens præmisser med fx. et godt plot i krimien.  

At ca. 28% af de valgte titler ikke blev købt er lige i overkanten set fra det litterære synspunkt, da de ikke købte rent genremæssigt er blevet dårligt repræsenteret blandt de titler, man købte. Fx. blev meget lyrik valgt fra, og også den nye østeuropæiske litteratur blev overset. Her købte man kun de kendte forfattere som Kundera og Klima, men da sidstnævntes udlånstal ikke er ret høje kunne man jo have forsøgt sig med en ny forfatter uden at skuffe særligt mange lånere. Måske kunne man endda have opnået et bedre udlån. 

Ser man derimod de købte titler i forhold til brugerne, er de fravalgte titler fra grupper, som brugerne ikke låner, og eftersom økonomien i høj grad er medbestemmende, når der købes ind, er man nødt til at tage hensyn til brugernes ønsker, hvis man fortsat vil have lånere i sit bibliotek.  

M.h.t. den nedskrevne materialevalgspolitik ses det, at der er sket en udvikling indenfor bogvalget på det skønlitterære område. Målet var primært at købe værker af litterær kvalitet, men i dag ser det ud somom, lånerhensynet er blevet det primære, idet de ikke købte titler netop var af litterær kvalitet men ikke særligt låner-egnede. 

Alt i alt opfylder Juelsminde næsten de krav til kvalitetslitteratur, jeg fremstillede i kvalitetskapitlet, omend der synes at være visse mangler i enkelte af genrerne. Trods det %-vise højere beløb, der bruges på materialer pr. indbyggeri forhold til landsgennemsnittet, opfylder Juelsminde nemlig alligevel ikke helt den litterære standard, men budgettet er jo altså heller ikke så stort i kroner og øre. Men hvis man kunne se bort fra pengefaktoren, burde Juelsminde nok købe væsentlig mere af lyrikken, samt af den eksperimenterende litteratur og af mere ukendte forfattere fra lande, vi normalt ikke kender så meget til som fx Serbien og Brasillien. Blev disse betingelser opfyldt, vil jeg mene, at Juelsmindes bestand af skønlitteratur kunne betegnes som værende fuldt tilfredsstillende set ud fra det litterære synspunkt m.h.t. opfyldelsen af kvalitetskravet.

Til top

Litteraturliste: 

Andersen, Poul
Skal folket udskiftes?/Poul Andersen. I: Politiken, 18/12 1989.
 

Bib.årbog ´95
Biblioteksårbog ´95. - København: Dansk Bibliotekscenter, 1996. - 143 s.

Dines Johansen, Jørgen
Forsøg på en systematisering af vurderingskriterier for skønlitterære tekster. I: Litterærværdi og vurdering/Jørgen Dines Johansen og Erik Nielsen. - Odense: Odense Universitetsforlag, 1984. - 330 s.
 

Emerek
Kvalitet i 90ernes materialevalg/Leif Emerek. I: Biblioteksarbejde, Danmark, 1990. Nr. 31, s. 5-27.
 

Indenrigs.
Indenrigsministeriets kommunale nøgletal. - København: Statens Information, 1996. -  1320 s. 

Japsen, Anne Lise
Biblioteket og den gode bog/Anne Lise Japsen. - København: Statens bibliotekstjeneste og Gyldendalske boghandel, 1992. - 169 s. 

Jørgensen, John Chr.
Køb selv. I: Politiken/John Chr. Jørgensen. - Politiken, 3/12 1989

Jørgensen, John Chr.
Den gode anmeldelse. I: Danske noter/John Chr. Jørgensen. - Danmark, 1995. nr. 2, s. 27-31.

Litt.soc 1995
Litteratursociologi/red. Erland Munch-Petersen. -København: Dansk BiblioteksCenter, 1995. - 233 s.

Riis, Johannes
Opsang til bibliotekerne/Johannes Riis. I: Politiken, 11/12 1989.

Secher, Claus
Skønlitteraturen og folkebibliotekerne: 4 essays om det skønlitterære bogvalg/Claus Secher. - København: Danmarks Biblioteksskole, 1987. - 50 s.

Tilbage

Skriv til mig
Siden er sidst opdateret d. 17/4-2000

 

Hosted by www.Geocities.ws
GridHoster Web Hosting
1