Den litterære klassiker

- og Robin Hood (uddrag)

Tilbage

Hvad er en klassiker? 

Hvis man slår op i politikens NuDansk ordbog under klassiker, får man følgende forklaring:”forfatter som anses for forbilledlig, “udødelig”; kunstværk (især litterært) der anses for at have varig værdi...” Men hvad er det, der gør, at visse værker overlever deres tid og betragtes som klassikere med varig værdi?

Erik Skyum-Nielsen bruger begreberne væsens- og funktionskriterier, og jeg vil her prøve at uddybe betydningen af disse. Overordnet dækker væsensbegrebet “...den kunstneriske kvalitet indenfor en given gren af litteraturen...". Værket skal være i besiddelse af 3 ting:

    “universalitet, almengyldighed
    transhistorisk rækkevidde
    kompleksitet og sluttethed”

Universalitet nåes, når værket rammer noget fælles i læserne, uanset i hvilket land og på hvilket sprog det læses. Værket giver læseren mulighed for at tænke over sit liv, idet det rammer spørgsmål, der vedrører alle, og det kan læses på flere niveauer, som alle er lige gode.

Transhistorisk rækkevidde får værket, når det lever ud over sin samtid. D.v.s. at værket stadigt har noget at sige læseren, selvom læseren har en anden baggrund for at læse det, end forfatteren havde, da han skrev det. “Holdbar digterisk kvalitet fremkommer gerne, hvor en forfatter ved en syntese af  klarsynet samtidsbevidsthed og evne til vidtdreven kunstnerisk stilisering sætter teksten i stand til, på èn gang at bære og overskride sin tid.”

Kompleksitet og sluttethed er de egenskaber, der giver værket litterær kvalitet set ud fra new criticism. Det er et elastisk krav som fundamentalt siger:”...et litterært værk vinder kun gyldighed ved at forene det afsluttede med det uudtømmelige, og kombinere det enkle med det sammensatte: i en spændingsfyldt totalitet.” “Litterær kvalitet viser sig primært i, at der er skabt en struktur og stil, der gør det muligt at udtrykke uvante sammenhænge på en måde, der virker slående, poetisk evident.” Det drejer sig altså her om, at værkets form skal være uløseligt forbundet med værkets indhold. 

Væsenskriteriet er et litterært æstetisk kvalitetskriterie i modsætning til funktionskriteriet, der går ind i værkets livsforløb. Skyum-Nielsen deler funktionskriteriet op i 4 dele. 

Det første, han ser på, er læserne. Et værk skal kunne holde sig levende ved, at det hele tiden får nye læsere for at være funktionsdueligt.

Det andet er, at værket skal kunne “...bringe en tradition videre til kommende slægter, således at fortiden bliver præsent og nutiden indføjes i de relationer af arv og kontrast, der binder den til sine forudsætninger.” Her holdes værket levende fx. gennem undervisning, fordi det fortæller noget om den litterære og kulturelle tradition.

Som det tredje skal værket kunne inspirere nye forfattere, enten til at kopiere det, lærer fra det eller skrive sig helt væk fra det.

Den sidste del af funktionskriteriet er værkets evne til at interessere forskere. Værket skal indeholde tolkningsproblemer, som vedbliver at være relevante. Dette kriterie hænger sammen med væsenskriteriet om universalitet, idet de forskellige niveauer i læsningen giver mulighed for forskellige tolkninger af værket. 

Jeg vil senere prøve at bruge Skyum-Nielsens klassikerkriterier på Howard Pyle´s “Robin Hood”, for at undersøge om man med rette kan kalde den en klassiker. 

En ting, det er vigtigt at huske på, når man taler om klassikere, er, at “...klassiker ikke er noget, man er, det er noget, man bliver. Det afgør historien. Og historien igen: en klassiker er noget, man bliver, men ikke noget man med sikkerhed forbliver.” Samfundet ændrer sig hele tiden, så de kvalitetskrav, der stilles i en generation, kan ændre sig i den næste, og på den måde kommer der hele tiden nye værker til den gruppe af bøger, vi kalder klassikere. 

Til top

Genre: 

“Robin Hood” er en historisk roman, som bygger på myter og sagn om en person kaldet Robin, der oplevede masser af eventyr, var fredløs men dog mere ædel end adlen og præsterne, var modig, snarrådig og vennernes ven. En person som jævne mennesker kunne identificere sig med, fordi han var fredløs og dermed på deres samfundsniveau.

Pyle har placeret den i 1100-tallet, hvor Henry d.2. var konge i England, men historierne om Robin blev til over en længere årrække.

Pyle skrev sin roman i 1883 (12), hvor industrialismen var begyndt, og i hans historie lever Robin Hood i og af naturen, som også beskytter ham mod hans fjender. Måske en påmindelse om at man ikke måtte glemme rødderne til naturen midt i “maskineriet”. Men naturen er også meget romantisk beskrevet, og det virker i dag lidt urealistisk og kedeligt at læse. 

Opbygning: 

Bogen er bygget op med et forord fra Howard Pyle først, hvor han advarer om, at bogen er lystig og fantasirig læsning. Så følger en prolog, hvor vi får at vide, hvordan Robin Hood blev fredløs og senere vandt Lille John til sin skare. Derefter kommer  8 dele, der hver består af 2 eller 3 små historier om Robin og hans mænds eventyr. Og endeligt er der så epilogen med Robin´s tilbagekomst til Sherwoodskoven, kampen mod William Dale´s mænd og Robin´s død i Kirklees Nonnekloster.

Bogen har en del illustrationer. Det er billeder i træsnit, lavet af Pyle selv. Efter vore dages standard virker billederne stive og ikke særligt spændende, men man kan alligevel få en del ud af at studere dem, og de supplerer teksten fint. Der er også en del sange med, som de fredløse synger. De kan virke lidt sødladne, men ligesom illustrationerne er de også med til at bringe en særlig stemning til bogen.

Pyle har samlet forskellige sagn og ballader om Robin Hood-skikkelsen og har skrevet dem ned som små uafhængige historier, der stort set kan læses hver for sig. Det gør, at der ikke er en lang spændingsopbygning op gennem hele romanen, men derimod èn for hver fortælling.

Til top

Personer:

Generalt kan man sige, at beskrivelserne af Robin´s mænd ligner hinanden meget. De er alle muntre, dygtige til at kæmpe (pånær Allan a Dale),  flotte at se på og villige til at give deres liv for Robin Hood. Pyle er ikke gået dybt i karakteristikken af nogle af personerne, men jeg vil her nævne de vigtigste. 

Robin Hood: stor, høj, lystig, dygtig bueskytte, retfærdig, modig, munter, drillesyg, eventyrlysten, trofast mod sine mænd og kong Richard, imod drab 

Lille John: stor, stærk, dygtig til stavkamp, modig, eventyrlysten, munter, trofast mod Robin og sine fæller, glad for kvinder, mad og øl, spøgefuld på en godmodig måde, Robin´s højre hånd

 Will Scarlet:  feminine bevægelser, stor og bred, lapset klædt i skarlagensrødt, meget stærk,          venlig, Robin´s nevø og meget trofast mod ham

 Will Stutely:  snu, leder når Robin er væk, altid ivrig efter at melde sig  når Robin spørger efter mænd 

Allan a Dale: meget dygtig sanger, smuk, romantisk, trofast mod Robin som sørgede for, at han blev gift med Ellen                                                                                                       

Broder Tuck: stor og kraftig med tyrehals, glad for mad og drikke, stærk, munter men med et iltert temperament

 Sheriffen : grådig, hævngerrig, hidsig, kujon, ønsker at fange Robin Hood men tør ikke selv 

Udover de nævnte, som er gennemgående figurer, er der også fortalt om følgende af Robin´s mænd: David af Doncaster som vinder en brydekamp med William med arret og derefter overfaldes af pøblen, men reddes af  sir Richard af  Lea; Møllersønnen Myg som ved hjælp af sit mel og sin knippel overvinder både Robin, Lille John, Will Scarlet og Arthur a Bland; Arthur a Bland som vinder over Lille John i stavkamp. Derudover er der sir Richard af Lea, som er meget hengiven mod Robin, fordi Robin en gang hjalp ham med at betale sin gæld til emmet Kloster, og endeligt er der også Guy af Gisborn. En ondskabsfuld lejemorder der er tæt på at slå Robin Hood ihjel.

Den måde, Pyle har beskrevet Robin og hans mænd, er også typisk for populær/trivial litteratur. De gode er smukke, både af ydre og i det indre,(som fx Robin side 12 “...en ung mand med stærke lemmer og mod i bryst...”) hvorimod de onde (som fx. Guy side 263 “...viste en rynket pande, en kroget næse og et par vilde rastløse øjne...”) er beskrevet som grimme, så det ydre også der passer til deres indre natur. Det gør det nemt, at kende de onde fra de gode, og er med til at gøre dem mere endnu mere usympatiske.

Til top

Tema: 

Det gennemgående tema i historierne er ædelhed kontra egoisme, grådighed og ondskab. Robin´s mænd er alle, på trods af at de er fredløse, ædle mænd med stor retfærdighedssans, hvorimod præsterne og adlen (med få undtagelser) skildres som grådige kujoner, der lyver og udnytter det jævne folk.

I Pyle´s roman er status i samfundet ikke ensbetydende med, at man har gode menneskelige kvaliteter, og den tankegang ligger på linje med Carit Etlar´s i hans romaner, der også er skrevet i samme eventyrstil som “Robin Hood”. 

Sprog og stil: 

Howard Pyle fortæller historien direkte til læseren. D.v.s. at han nogle steder henvender sig til læseren, som om han sad overfor Pyle, i stedet for at læse en bog. Nogle steder fortæller han en morale, og andre steder beder han læseren være opmærksom på, hvad der videre sker. På den måde fører han læseren videre fra den ene historie til den næste ved at “tale” med ham. 

Pyle er også meget beskrivende. Han udmaler selv den mindste detalje og bruger store ord til det, fx. side 13 “...i næste øjeblik klang buestrengen, og pilen fløj af sted hen over sletten, som en spurve høg stryger af sted for nordenvinden”. Det gør, at man ikke helt kan lade sig rive med af den spænding, der er i historierne, for spændingen bliver afbrudt af de mange beskrivelser, men det er jo noget, der hører den tid til. 

Han bruger ikke svære ord, og det er hele tiden handlingen, der er i centrum. Det er endnu en ting, der går igen i populærlitteratur. Men det gør også, at det er underholdende læsning, som kan more de fleste.

Til top 

Pyle og klassikerkriterierne: 

Jeg vil nu prøve at sætte Skyum-Nielsens væsens- og funktionskriterier i forhold til Howard Pyle´s “Robin Hood”. Noget egentligt æstetisk litterært mesterværk kan man nok ikke kalde romanen, og den opfylder heller ikke væsenskriterierne særligt godt. I hvertfald ikke hvis man ser på dem i deres snævre form.

Skyum-Nielsen definerer væsenskriterierne ud fra dannelseslitteraturen, som Pyle næppe kan siges at tilhører. Men vi prøver alligevel at se, hvordan han passer ind. 

Universalitet rummer den næppe, idet den ikke får ind i nogle af livets store spørgsmål, som vedkommer alle og giver stof til eftertanke. Transhistorisk rækkevidde kan man heller ikke sige, at den har, for Pyle har ikke skrevet en kompleks roman, som læseren kan bruge til at forstå sin samtid. Kompleksitet og sluttethed findes heller ikke i romanen. Den skaber ikke nye og uventede sammenhænge eller på anden måde brillierer ved sin litterære kvalitet. 

Men hvis vi derimod definerer væsenskriteriet, så det dækker lidt bredere får vi et andet resultat.

Universalitet kan også beskrives, som noget der rammer noget fælles for mennesker, og det gør Pyle jo på en måde. Hans heltehistorier lever stadig, og hvis man ser på, hvad fx. de fleste film handler om, drejer det sig også om en helt, der skal overvinde noget for, at det kan ende lykkeligt. Så her 100 år efter at Pyle skrev sin bog, er det stadig fælles, at folk vil læse om helte, der overvinder det onde. Og også i dag er de onde nogle gange systemet, som også Robin kæmper imod. Samtidig må man sige, at historier, der overlever ved viderefortælling siden 1100-tallet, må rumme noget der er fælles for mennesker. Ellers ville man vel ikke huske dem i dag, så set fra den synsvinkel rummer Pyle´s roman universalitet. 

Ser vi på funktionskriterierne, ser det sådan ud. 

Robin Hood historien tiltrækker stadigt nye læsere, og det var ét af kriterierne. Den bruges måske ikke i undervisningssammenhæng, men til gengæld har den inspireret forfattere og filminstruktører i massevis. Historien indeholder action, og fortæller en historie som vi alle kan forholde os til, helten der overvinder de onde og hjælper de svage. M.h.t. forskningen er det nok ikke Pyle´s version som sådan, der forskes i, men snarere de sagn og myter han har bygget sin roman på. Den opfylder med andre ord mindst 2 af funktionskravene. 

Spørgsmålet er, om man kan bruge Skyum-Nielsens væsens- og funktionskriterier til at bedømme alle værker med. I mine øjne er det ikke kun dannelseslitteraturen, der kan være klassikere, og det må det nødvendigvis være ifølge Skyum-Nielsen, hvis hans væsenskriterier skal overholdes i deres snævre betydning.

Dannelseslitteratur indeholder helt klart litterære kvaliteter, men populærlitteratur har nogle andre kvaliteter, som appelerer til en anden gruppe læsere, og deres meninger bør man efter min mening ikke udelukke. Det kan nemt virke som snobberi. Desuden påpeger Skyum-Nielsen selv, at klassikertraditionen ændrer sig med samfundet, og i dag kan man fx. låne gysere på biblioteket, hvad man ikke har kunnet førhen, så man kan ikke udelukke populærlitteratur fra klassikerlisten.

Jeg vil nu prøve at sammenligne en senere udgave med Pyle´s “Robin Hood” for at se, om tiden har skabt  ændringer i historien.

Til top                              

Roger Lancelyn Green´s “Robin Hood”: 

Green har også skrevet sin roman ud fra de gamle sagn og myter, men han er nået til et ret anderledes resultat end Pyle. Green´s roman er fra 1956. 

Bagerst i bogen har Green redegjort for, hvilke kilder han har brugt til romanen, og hvert kapitel starter med enten et vers eller tekstudsnit fra disse. Han gør dog opmærksom på, at han visse steder har ændret historien i disse. 

Green starter med at fortælle om Robin´s fødsel som et resultat af den saksisk-normanniske William Fitzooths og den saksiske Joanna Gamwell´s usædvanlige ægteskab. Han vælger dog også at henlægge historien til 1100-tallet, som Pyle, men fortæller stort set kun i den periode hvor Richard Løvehjerte er konge og på korstog i Jerusalem, mens hans bror prins John har overtaget magten i landet.  

Derudover har Green også et lidt andet persongallery. Jeg vil her nævne nogle forskelle, der er på personbeskrivelser og personer, der er med i Green´s udgave men ikke i Pyle´s. 

Robin Hood bliver fredløs efter at have ført et dobbeltliv: som Robin Hood, der hjalp de fattige og var tro mod kong Richard og som jarl Robert Firzooth, hvis penge prins John ønskede at få fingre i. 

Jomfru Marian er Robin´s forlovede. Hun er stærk, smuk og frygtløs, samt en dygtig bueskytte og sværdfægter. Hun og Robin skal giftes, men deres bryllup afbrydes af sir Guy, da han erklærer Robin for fredløs. Marian følger med Robin og bliver dronning i Sherwood. (Er kun nævnt i en linje i Pyle´s version.) 

Sir Guy af Gisborne var i Pyle´s version ikke sir, men blot en gemen lejemorder. I Green´s er han prins John´s tro mand. Han er snu og modig og ønsker at blive gift med Marian, efter at han har overtaget Robin´s jord og hjem. 

Møllersønnen Much, hvis far bliver fanget for krybskytteri og bliver skudt af Worman, da han prøver at overfalde prins John. Much tager med Will Scarlet og bliver en af Robin´s mænd, skønt han kun er 12 år. (Kunne være Mølleren Myg fra Pyle´s bog, selvom deres eventyr ikke er helt ens.) 

Worman, der er jarl Robert´s foged, men som forråder ham til prins John, så han bliver gjort fredløs, og som siden prøver at fange Robin i en fælde, men ender med selv at blive hængt af Robin´s mænd. (Er ikke nævnt hos Pyle.) 

Will Scarlet hedder i Pyle´s version oprindeligt Will Gamwell, i Green´s hedder han Will Scathlock og benævnes ikke som Robin´s nevø. 

Heksen fra Paplwick, der narrer en hjort fra Marian, samt kidnapper en hyrdinde, men til sidst drives bort af Robin Hood. (Er ikke nævnt hos Pyle.) 

George a Green, en dyrefanger der kæmpede for kong Richard og næsten blev mere berømt end Robin Hood, men som ender med at slutte sig til hans skare. (Er ikke nævnt hos Pyle.) 

Den sorte ridder, som hjælper Robin under et baghold. (Er ikke nævnt hos Pyle.) 

Udover ændringerne i persongalleriet har Green også en anden udlægning af nogle af historierne, og jeg vil her nævne et par eksempler. 

I Pyle´s første del bliver Will Stutely reddet af Robin efter at være blevet fanget af Sheriffen på et rekognoseringstogt. I Green´s udgave er det Will Scarlet, Robin redder fra at blive hængt, efter at han har prøvet at hente nogle af Robin´s ejendele, da sir Guy har overtaget Robin´s ejendom. 

I sjette del hos Pyle fortæller han historierne om, hvordan Robin og Lille John klæder sig ud som tigger og tiggermunk. Hos Green går de sammen og møder en tigger, der først banker Lille John og tager hans tøj og dernæst banker Robin ved hjælp af list (puster mel i hans øjne). Senere redder Robin 3 unge mænd fra at blive hængt, og det sker i en helt anden historie hos Pyle, hvor det er Lille John, der redder dem. Til slut møder Lille John tiggeren igen, denne gang sammen med nogle andre tiggere, og han prygler dem og tager sit tøj tillbage samt de penge, tiggerne havde skjult. I Pyle´s version er det Robin, der banker dem, og Lille John er i gang med et andet eventyr. 

Og der er flere forskelle. Hos Pyle er Robin i London til en buskydningskonkurrence for dronning Ellinor. Det er slet ikke nævnt hos Green. Til gengæld fortæller Green om jomfru Marian, heksen fra Paplewick og om George a Green, som Pyle ikke nævner. Og afslutningen er også meget forskellige. De ender godt nok begge med, at Robin snigmyrdes i Kirklees Nonnekloster, men Pyle sender ham derhen efter et slag, og Green sender ham først ud som sømand efter at være flygtet fra prins John, der nu er blevet konge og først derefter til klostret. 

Den sidste store forskel, jeg vil nævne, er, måden de beskriver Robin Hood på. Hos Pyle er Robin meget imod drab, og vil ikke have at hans mænd slår ihjel. Den eneste, vi hører, han dræber, er Guy af Gisborn, ellers nøjes han med at banke dem.Green´s Robin Hood er meget mere voldelig. Han slår ihjel og også for hævnens skyld! 

Green´s version er skrevet noget senere end Pyle´s, og det kan man mærke, når man læser dem. Green´s er mere letlæselig, idet skrivestilen ligner de romaner, man skriver i dag. Den er skrevet mere flydende og uden de mange beskrivelser, som Pyle bruger. Desuden er der væsentligt mere action i den, netop p.g.a. at Robin beskrives som rimelig voldelig. 

Green har indimellem valgt andre historier end Pyle, men der er alligevel også en del, de har fælles, bl.a. historien om Lille John og Robin´s møde. Og nogle af dem, der ikke er helt ens, kan man genkende træk i fra den andens udgave. 

Bortset fra at Green´s version er skrevet mere nutidigt, synes jeg ikke, at Robin Hood fortællingen er blevet forbedret, siden Pyle skrev sin. Eventyrene grundlæggende de samme, og jeg synes, at Pyle´s version har en vis charme, netop fordi den er mere munter og knapt så voldelig som Green´s - og iøvrigt meget af det andet litteratur, der skrives i dag. 

Til top

Litteraturliste: 

Green Jensen, Bo-Det store eventyr: en bog om drømme i virkeligheden. 1. udgave. Valby: Borgen, 1990. 158 s. 

Lancely Green, Roger-Robin Hood: roman. Oversat af  Claus Egerod. 1. udgave. Århus: Klim,1992. Originaludgave: The Adventures of Robin Hood 

Politikens NuDanske Ordbog/redigeret af Christian Becker-Christensen og Peter Widell. 15. udgave. København:Politiken, 1992 

Pyle, Howard-Den vidtberømte Robin Hood og hans muntre eventyr: roman. Oversat af  Elly Willy  Nielsen. 3. udgave. København: Hernov, 1984. Origianludgave: The Merry Adventures of Robin Hood of Great Renown in Nottinghamshire 

Skyum-Nielsen, Erik - Hvad mener De med klassiker? I At læse klassikere/redigeret af Jørgen Hunosøe og Hans Henrik Schwab. 1. udgave. Valby: Borgen, 1991. 87 s. 

Skyum-Nielsen, Erik - De universelle. I Litteratursociologi/redigeret af Erland Munch-Petersen. 2. udgave. Dansk BiblioteksCenter as, 1995. 233 s. 

Verdens Litteratur Historie/redigeret af Hans Hertel. 2. udgave. København: Gyldendalske Forlag og Nordiske Forlag A/S, 1995. Bd. 7 s. 538 

 Tilbage

Skriv til mig
Siden er sidst opdateret d. 17/4-2000