Men, nej, ingen af delene faar mig til at fortryde, at vi tog med paa denne tur, for de ting, vi har oplevet vil blive i vores hukommelse laenge efter myggestikkene ikke kloer laengere! Den 7 mand staerke gruppe blev sejlet ad floden til vores lejr, og allerede paa denne tur saa vi sorte aber, broeleaber og sikeaber, samt et utal af skildpadder og enorme, farvestraalende fugle: oerne, araer, hejrer... Alt sammes set fra en baad, der gled langsomt gled igennem den taette jungle og guiden, Negro, der fortalte om alt, hvad vi saa. Vi var blevet naegtet alt haab om at se aligatorer, da vandstanden var for hoej, men allerede her den foerste dag oejnede vi hele to, hvoraf Negro forsoegte at svinge en lasso om den ene, saa vi kunne se naermere. Vel at maerke mangler Negro det yderste led af sin ene pegefinger - et offer for tidligere forsoeg. Denne gang lykkedes missionen ikke, og vi aandede vist allesammen lettede op. Senere ville Negro vise os et sted, hvor der skulle vaere en masse dyr at finde, men det indfattede, at vi skulle paa land, hvor der ville vaere mange myg: derfor langt toej og myggebalsam! Hvor slemt det var opdagede vi foerst for sent, og de over 80 myggestik bare paa mine baglaar vidner om en myggesvaerm, jeg aldrig har set foer og aldrig oensker at se igen. Her skal det naevnes, at jeg bar lange cowboybukser, der angiveligt ikke var nogen hindring for de forb... moeginsekter!
Lejren var jo som lejren var, men de to kokke lavede laekker mad, og vi vaennede os hurtigt til at vaere gaester i aligatoren Antonias territorium. Negro kendte hende godt, og da vi saa, hvor sky hun var, da han ville fodre hende, blev turen over braedderne til toilettet noget mere tilforladelig. Paa tredjedagen opdagede vi endnu en aligator paa den anden side af lejren, som viste sig at vaere den aegte Antonia, og som Negro endda kunne fodre med haanden mens han klappede hende paa snuden - tossede mand!
Om aftenen faldt vi i snak med to israelere og af een eller anden vej faldt snakken paa urolighederne i landet. Diskussionen i sig selv foerte forventligt ikke til nogen konklusion, men jeg jeg foeler alligevel, at jeg er blevet noget klogere paa, hvad roden til den lange konflikt kan vaere. Jeg fandt mig selv overfor to unge mennesker, en mand og en kvinde paa 21 aar, der hver havde brugt 3 obligatoriske aar i militaeret, beskrivende den tydelige, angiveligt modnende, forandring, de maerkede i folk, naar de gennemgik denne tid. Da jeg paapegede, at det for mig loed som en forandring, der var ledt af ydre kraefter og derfor maaske ikke var saa individuel og selvstaendig endda, blev der reageret med uforstaaenhed. Det gennemgaaende argument for den omfangsrige militaertjenestes noedvendighed var angst. Angst for at blive truet paa livet af terrorister og blive fraroevet det land, som historien angiveligt har vist vil vaere det eneste, som joeder (religioese som ikke-religioese, for angiveligt er joeder en race ligesom Rob og jeg blev beskrevet som tilhoerende den ariske af slagsen) vil kunne foele sig hjemme i. For allerede i skolen laerer de nemlig, at de altid vil vaere anderledes, lige meget hvor de tager hen, og de vil altid blive diskrimineret - det har historien jo vist... For mig var de skraemmende at hoere, hvor indgroet denne opfattelse af dem selv er, og taget denne "indoktrinering" i skolen, kulturen og opvaeksten (militaertjenesten ligger fra 18-21aar) i betragtning er det vel ikke engang maerkeligt... Isaer hvis man taenker paa, at en lignende version af denne opfattelse af tingene sikkert finder sted paa begge sider af konflikten. Sagen er den, at man tydeligt kunne maerke, hvordan dette syn paa dem selv blev en selvopfyldende profeti, som end ikke kunne skydes i saenk ved det faktum, at guiden faktisk kunne synge og spille en hebraeisk sang, og vi moedte flere lokale undervejs, der talte deres sprog. En meget interessant oplevelse, der under alle omstaendigheder har givet mig en masse stof til eftertanke...
Paa andendagen vaagnede vi efter en varm og ubekvem nat til oesende regnvejr, som ikke lod til at stoppe indenfor naermeste fremtid. Saa vi trak i regntoejet og sejlede igennem overgroet pampaslandskab til et omraade, hvor det skulle vaere muligt at svoemme med de lyseroede floddelfiner. Inden laenge dukkede de foerste op, tydeligvis tiltrukket af baadens lyde og Negros klappen paa baaden. De fleste af os hoppede i det sorte vand, mens jeg og en af de andre blev i baaden. De puklede og skarpt lyseroede vaesner svoemmede omkring baaden og folkene i vandet, og oplevelsen af at de soegte kontakt var staerk, selvom de paa intet tidspunkt roerte os. Helt fantastisk oplevelse, som ikke overgaas af ret meget! Paa turen tilbage var det klaret op, saa aberne var fremme igen og de iagttog os nysgerrigt fra deres grene. I det fjerne hoerte vi de oeredoevende territorialbroel fra broeleaberne, som ville angive dommedags snarlige kommen, hvis ikke man vidste, hvad de var.
Tredjedagen boed paa tidlig morgenstemning paa floden, hvor stilheden og junglens reflektion i vandet fremkaldte en stemning, der bedst kan beskrives som dyb, naermest laengselsfuld ro. Efter endnu en fantastisk laekker moegenmad med pandekager og roeraeg begav vi os hjemad, igen i selskab med delfiner, aber, fugle og skildpadder - og de foerste enkelte andre baade, vi havde set overhovedet. Nu sidder vi igen i Rurrenabaque med en masse nye minder om et meget, meget smukt land.
Og saa til the 1.000.000 dollar question: hvad er hovedstaden i Brasilien??? Svar: Ikke Rio de Janeiro, men Brasilia - er vi de eneste, det er gaaet henover hovedet paa? Vi ved det, fordi vi paa vejen her til Rurrenabaque (Rurre i lokale munde) pga daarligt vejr ikke kunne lande i Porto Velho og maatte rejse videre sammen med de andre rejsende, der skulle til Brasilia. Her blev vi indlogeret paa et LAEKKERT hotel med engelsktalende TV, stoooor seng (som vi begge havde nogle herlige hoppeture i - hvem skulle tro vi tilsammen har 56 somre bag os?) og: varmt bad!!!!!!!!!!!! Jeg har nok aldrig vaeret i bad saa laenge, mand! Bruserne i Brasilien kan vaere bedoevende kolde! Saa det tog os en ekstra dag at komme til Bolivia, men nu kan vi da sige, at vi har vaeret i den ellers noget stemningsforladte hovedstad, som blev bygget paa bare tre aar i tredserne med arkitektur derefter.
Vi tog to naetter i Guyanamerin paa den bolivianske side af graensen, inden vi begav os paa den 16 timer lange tur til Rurre. Pyha, det var godt, vi ikke vidste, at vi skulle komme til at sidde i den (isaer for min 2,07 m lange kaereste) trange bus naesten dobbelt saa lang tid. Vi er i slutningen af regntiden, og vejene er ikke asfalterede, saa den gamle vakkelvorne bus (detaljer: ingen firhjulstraek, revner i forruden, vand i forlygten...) fik sin sag for. Den haardeste proeve var, da vi koerte ubehjaelpeligt fast i mudder, og et par timer blev brugt paa at fraese, grave og alt, hvad der ellers var af tricks. Alt forsoegt skridt for skridt, i stedet for at slaa alle kraefter i med eet smaek... Til sidst kom den dog endelig fri, bl.a. vha. de fleste af bussens passagerer, os inklusive, som tovtraekkere. Ved ikke, om det hjalp meget, men det gav i det mindste foelelsen af at GOERE noget.
Og nu er vi som sagt her i Rurre, Rob hoster og snotter lidt, saa vi har besluttet ikke at tage videre foer i overmorgen, mandag. Vi har besluttet at flyve endnu engang, da vejen op til den hoejt liggende La Paz kaldes verdens mest farlige med sine mudrede serpentiner og et gennemsnitligt doedsfald ca. hver tredje dag. Saa de 250 kr. er vist godt givet ud, og vi flyver med en god maskine fra militaertjenesten, saa vi er i gode haender, tror jeg. Og saa skal vi ellers bare tage det roligt de foerste dage deroppe, da vi ellers risikerer hoejdesyge.