Vi har siden sidst vaeret paa en tur mod vest og syd, som har vaeret et stort hit. Rob holdt paa trods af de lokales advarsler haardnakket fast i sin plan om at leje en 2cv som alternativ til de overfyldte og uregelmaessige minibusser, men heldigvis faldt vi over Madabus, som giver lidt mere komfort for ikke saa meget ekstra. Men foerst havde vi bestilt en tur med traditionel kano (pirogue) paa Tsiribinhe-floden, hvor vi i tre dage blev roet i roligt tempo ad den store flod og overnattede i telte paa den sandede flodbred. Sceneriet skiftede fra frodigt fladland over til jungle, hvor vi fik set de foerste arter af abefamilien, lemurer, som kun kan findes her paa Madagascar. De er hjerteskaerende nuttede, og naar vi faar billederne op paa nettet skal I nok give mig ret. Paa et tidspunkt paa baadturen hoerte jeg en underlig klukkende lyd, som ved naermere eftertanke ikke kunne vaere fra vandet. Jeg vendte mig om og saa to bundt fjer bevaege sig lidt i bunden af baaden. Det viste sig at jeg havde opdaget deres maade at holde maden frisk paa paa saadan en tre-dages tur uden koeleskab! Hoensene blev simpelthen medbragt levende og saa slagtet efter behov. Den daarlige samvittighed gnavede jo lidt, men da den laekre aftensmad kom paa bordet var det svaert at sige nej!
Naeste dag besoegte vi et paradisisk vandfald paa vejen, hvor vi kunne forfriske os i den groenne vand i den frugtbare jungle. Vandet fossede ned fra klippen over os, og vi noed den naturlige massage, det gav vores muskler, der var lidt oemme efter de mange timer paa en traebank. Det var simpelthen bare saa droemmeagtigt, og det hele foregik vel at maerke uden andre turister omkring os: En oplevelse for livet!
De to naetter i telt blev ogsaa uforglemmelige med mad over baal (vi havde vaeret fremsynet og medbragt skumfiduser til at grille - kan staerkt anbefales!). Stjernerne paa himlen var bare saa utroligt klare, at Maelkevejen skar sig hen over hovederne paa os. Det kan godt vaere, vi maaske savnede en god bloed seng paa tredjedagen, men der er nu noget saerligt ved at goere det paa den haarde maade engang imellem. Men dette liv er dagligdag for den nomadefamilie, som vi paa andendagen overnattede taet ved. Naeste morgen kom de hen og hilste paa os (ganske spontant og uturistet), og den lille dreng fik en sandwich med paa vejen. Man skulle jo tro, han ville have spist den selv, men nej, den gik direkte til mor og videre i familiehusholdningen. Desuden havde Rob en kuglepen med forskellige farver i til ham, og den var vist et ret stort hit. Jeg tog et foto af den lille gut, og viste ham derefter billedet, hvilket igen frembragte et stort smil. Moren saa det ogsaa og spurgte igennem guiden, om jeg ikke ville tage et billede af hende ogsaa. Det var da ikke noget problem, men jeg tror ikke, hun var glad for det hun saa... Jeg taenker ikke hun havde regnet med, at aarene havde sat sine tegn i hendes ansigt.
Ved mundingen af floden ligger Tsingy National Park, som er eroderede sandstenssyle, der skyder op af junglen. Da jeg var lille, saa jeg et program herfra, og jeg har lige siden oensket mig at se det en dag, saa for mig var det en helt speciel oplevelse - og jeg blev ikke skuffet! Tsingy-tsingy betyder paa malagasy stikke-stikke, og stedet har faaet sit navn efter bekymrede udraab fra folk til hinanden, naar de gik igennel skoven med de skarpe sten skydende op. Det er i allerhoejeste grad rammende, for dette er ikke et sted, man har lyst til at snuble det mindste. Foerste dag besoegte vi Lille Tsingy. Stenene her rangerer fra et par centimeter op til 20-30 meter, vil jeg skyde paa, og sammen med den frodige bevoksning skaber de et aegte eventyr-landskab med snoede lianer og stenlabyrinter. Oplevelsen blev fuldendt, da vi paa vej tilbage kom ganske taet paa en gruppe lemurer, der iagttog os lige saa nysgerrigt, som vi dem!
Dagen efter startede meget tidligt, da vi inden den store trekking i Store Tsingy havde planlagt en pirogue-tur paa floden, som i morgenlyset foerte os til flere enorme huler og lokale gravsteder i klippevaeggene. Hulerne var utroligt flotte og ufatteligt rummelige, og luften indenfor var visse steder overraskende nok varmere end luften udenfor - maaske fordi det her paa trods af de ca. 25 grader jo er vinter. I indgangen af den sidste grotte hilste en kamelaeon paa os med rullende oejne!
Store Tsingy viste sig at vaere endnu mere storslaaet end den Lille, og vi maatte i sikkerheds-klatreudstyr for at bestige dem. Det kraevede en del anstrengelser (som dog i sig selv var en sjov udfordring med harnas og det hele), foer vi kom til toppen, men udsigten over det enorme gennemsylede omraade var det hele vaerd. Vi sad laenge og tog det smukke landskab ind, foer vi vendte tilbage og paa vejen igen var heldige at se to tre forskellige slags lemurer - den ene slags endda en storoejet gut, der ellers er nataktiv, og derfor ikke almindeligvis set om dagen!
Naeste morgen blev vi hentet af vores overseje 4WD-chauffoer Jean-Pierre (citat: "Avec Jean-Pierre, c'est pas de probl�me", Jean Pierre selv), som ogsaa havde koert os til Tsingy. Han skulle koere os til Morondave over de uvurderligt hullede veje, som Robs 2cv ville have brudt sydende sammen midtover over (Rob insisterer stadig paa, at den kunne have klaret det, paanaer to steder, men at det nu nok alligevel var mere komfortabelt i firhjulstraekker...). Morondave var ikke noget specielt, men hoejdepunktet her var, at der laa en mail fra Mie til os om, at vi havde faaet tilbud om en lejlighed i Aarhus. Vi var godt nok nummer tre paa listen, men maaske var vi heldige. Siden naaede vi at faa afslag og tilbud om en ny lejlighed samme sted, og med en utrolig stor hjaelp fra Mie, hendes foraeldre og Henriette er det nu gaaet iorden, saa vi pr. 15. august har et hjem i Aarhus!
Fra Morondave floej vi til Tulear, hvorfra vi tog direkte videre til Ifaty, som skulle have gode strande og dykning - lige hvad vi traengte til! Vi fik indlogeret os i en hyggelig bungalow, lige midt paa stranden (60,- kr. pr nat...), og bestilte vores dyk til naeste dag. Vi kom afsted med sydafrikanske Richard, og en international gruppe. Vi glaede os rigtigt meget til at komme ned, men desvaerre havde jeg fra starten boevl med mine oerer og blev en smule svimmel - et klart tegn til at afslutte dykket. Mens jeg snorklede lidt, dykkede Rob siden et par gange og var meget imponeret, og han var endda saa heldig at hoere hvaler under vandet - jeg var jo ikke spor misundelig... Paa sidstedagen besoegte vi et tilflugtssted for skildpadder, hvilket ogsaa var en sjov oplevelse. Da vi efter en varm gaatur ankom, var porten lukket, men vi kunne lige vaerke den op uden alt for meget besvaer, saa vi smuttede ind alligevel. Vi saa skildpadderne fra helt smaa til fuldvoksne, inden en mand kom og fortalte os, at de altsaa havde lukket. Jeg troede, vi kunne klare den ved at spille ikke-fransktalende dumme turister, men saa slog han over i flydende engelsk... Vi smilede soedt og sagde, at porten ikke havde vaeret laast, saa vi troede, der var aabent, og selvfoelgelig ville vi da betale det, det kostede, undskyld, undskyld! Manden var meget venlig og sagde, at de var i faerd med at tage blodproever paa nogle af skildpadderne, og efter en venlig forespoergsel fik vi lov til at kigge med. De stod der og baksede med at faa dem til at stikke halen ud, men det var mere besvaerligt end som saa. De baester har ikke for ingeting overlevet som art igennem saa mange aar!
Tilbage i Morondave tog vi efter en enkelt nat videre til Ranohira, som er udgangspunkt for ture ind i Isalo National Park, et omraade der er kendt her som et mini Grand Canyon. Vi bestilte en to-dagestur med Daniel, som havde laert sig selv engelsk via skriftsprog i loebet af det sidste aar. Vi blev i morgenlyset paa den foerste dag foert igennem det smukkeste bjerglandskab, der pga. solens lave stilling var direkte lilla. Efter et par timer ankom vi til den frodige Maki (=lemur) Canyon, som vi vandrede op igennem omgivet af smukke vandfald og, ja, lemurer! Denne gang af den mest beroemte slags med sort-hvid kringlet hale, som vi ellers var blevet fortalt kun levede helt sydpaa. Efter den eventyragtige udforskning af denne canyon, begav vi os videre op ad bjergvaeggen - en temmelig haard tur, som dog pga. udsigten paa toppen og undervejs var hver en piblende svedperle vaerd! Frokosten blev indtaget paa toppen, og vi fik en lille lur, inden vi begyndte nedstigningen paa den anden side. Daniel fortalte os om planter og dyr undervejs og indledte endda en soegning efter skorpioner under stenene - og fandt en ca. 2 cm lang aggressiv lille fyr, der forsvarede sit skjul bravt med sine smaa kloeer. Ogsaa en skarabae fremskaffede han, men hoejdepunktet maa nok siges at vaere de lemurer, som lige ud af det blaa sprang over vejen lige foran os. De naeste 20 minutter brugte vi paa at stifte bekendskab med de smaa fyre, der kom helt taet paa med en obligatorisk sikkerhedsafstand paa en lille meter!
Sent paa eftermiddagen ankom vi til sidste stop inden lejren, nemlig et smukt vandfald med superklart groenligt vand, hvor vi kunne forfriske os. Idet vi havde valgt at betale lidt ekstra og saa have en egen guide havde vi det hele for os selv, og da den stoerre gruppe ankom, var vi allerede i toejet igen. Forfrisket efter den hurtige, prustende dukkert ("tag nu det pokkers billede, mens jeg stadig kan smile!"), gik vi det sidste stykke vej til lejren, hvor vi fik aftensmad med lokal musik og dans i baggrunden.
Naeste morgen kunne vi mere eller mindre sove ud, inden morgenmaden blev serveret. Rob havde temmelig ondt i knaeet fra de 12 timers faerden dagen inden, saa han besluttede sig for at stoppe her og koere med madlavningspersonalet tilbage til byen. Jeg fortsatte med Daniel over en stejl bjergside til sletterne paa den anden side, hvor vi efter en tre timers gang ankom til La Piscine Naturelle, en naturlig svimming pool. Her var fyldt med japanere - de foerste vi har set her, idet her stort set ikke er andre turister end franskmaend - ingen af dem friske nok til at hoppe i. Derfor blev der ogsaa paa aegte turistmaner klappet, da jeg sprang i som den foerste... Det var virkelig en dejlig dukkert i det varme vejr, og vandet var noget mere behageligt tempereret end dagen forinden. Efter frokost gik vi det sidste stykke nedad bjerget til Ranohira, hvor vi undervejs saa gravsteder fra de lokale stammer. Begravelser her foregaar saaledes, at den afdoede foerst faar en midlertidig hvileplads i omkring fire aar, hvorefter ligene under en ceremoni graves ud under stenene og placeres hoejere oppe i klippen i sin permanente gravplads.
Vel nede igen passede det saa perfekt, at Rob havde faaet Madabus til at vente paa os, saa vi kunne komme direkte videre til Fianarantsoa, som var naeste stop paa vejen. Herfra gaar nemlig eet af de eneste tog her i landet til Manakara paa oestkysten - en tur, der efter sigende skulle vaere utroligt smuk. I Fianar ankom vi med en smule besvaer til Lac Hotel, som ligger udenfor byen med smuk udsigt til en soe. Hotellet saa virkeligt chique ud, og vi turde naesten ikke taenke paa prisen (Madabus-rejsebureauet havde anbefalet os det)... Heldigvis var ejeren Maggie virkelig soed og hun gav os luksus-suiten til den billigste pris hun have (angiveligt fordi Rob ikke passede i de andre senge), dvs. omkring 100 kr. � lige hvad vi kunne bruge efter to dages svedig trekking! Og rigtigt nok kunne Rob for foerste gang paa hele rejsen sove med foedderne paa madrassen, og vi raanoed den luksurioese og hyggelige bungalow som stod paa paele i soeen ud for den velpassede japanske have.
Naeste morgen skulle vi dog alt for tidligt op for at komme paa den hoejt besungede togtur til Manakara. Turen VAR da ogsaa smuk, og de smaa landsbyer undervejs var meget charmerende, men at sidde hele dagen i et larmende og massivt rystende bumletog var kun lige knap turen vaerd � isaer fordi vi vidste, at vi skulle gentage hvert et bump tilbage naeste dag... Men vi overlevede og ankom om eftermiddagen traette til Lac Hotel igen. Desvaerre var luksus-suiten udlejet, saa vi maatte `noejes` med hytten i stedet for. Det var nu ogsaa ok, for vi fik et helt hus for os selv med aaben pejs og det hele!
Med Madabus kom vi naeste dag tilbage til Antananarivo, hvor vi blev et par dage, inden vi tog videre til Tamatave, stoppestedet paa vej til vores sidste stop paa rejsen: en laekker lille tropeoe �le Sainte Marie. Vi havde bestilt en tur med Cap Sainte Marie, da det skulle vaere det eneste serioese bud paa faergetransport over det urolige hav til oeen. Da vi saa de andre baade var vi glade for denne beslutning: de var overfyldte og laa lavt, udover at de saa frygteligt forsoemte ud. Vores var det stik modsatte, supermoderne og ny, hvilket i de hoeje boelger var en rar ting.
Vel ankommet paa �le Sainte Marie blev vi omsluttet af en stor gruppe maend, som hver isaer ville overbevise os om, at netop deres bungalows var de bedste. Vi gik lidt vaek for at kunne vaelge i fred, og en venligt udseende mand med smilerynker ventede roligt, til vi havde tid, og spurgte saa, om vi havde lyst til at se hans billeder. Stedet saa rigtig hyggeligt ud, og vi besluttede os for at kigge paa det. Men saa skulle vi jo have en taxa... Den stakkels mand forsoegte forgaeves at preje os een, men til sidst spurgte han, om han ikke maatte koere os paa sin scooter i stedet. Jooo, men vi kunne jo ikke vaere der alle tre, saa jeg fik pebersprayen med og lod Rob tilbage paa havnen. Stedet var rigtig hyggeligt, selvom billederne godt nok ikke havde vist, at tsunamien havde revet muren ned til stranden ned. Men hytterne var superhyggelige og stranden var bogstaveligt talt tre meter vaek = udsigt til solnedgang over havet fra terassen. Saa vi besluttede os at blive, og vi fortroed det paa intet tidspunkt: Maden var udsoegt med frisk alt-godt-fra-havet tilberedt efter vores oensker af ejeren og hans kone. Madagascar har en spaendende blanding af kulinariske oplevelser og her var vi altsaa landet i en kreolsk-fransk af slagsen. At maden var helt frisk er helt sikkert, for om morgenen spurgte han, hvad vi ville have om aftenen (Fisk? Kaemperejer? Nej, skal vi ikke have hummer idag?), og det fik vi saa � HVIS altsaa de havde det paa markedet, ellers koebte han noget andet laekkert!
Naeste dag lejede vi en cross motorcykel, da det tydeligvis var den letteste maade at komme rundt paa oeens meget humplede og stenede veje paa. Det viste sig at vaere en god investering, idet oeen er helt utrolig smuk. Vi snakker sandstrande med palmetraeer haengende ud over og grinende boern, der vinkede efter os: �Salut vasaaaa!!!�. Efter nogen tid fik vi lyst til frokost og begyndte at lede efter et sted at spise. Vi proevede at koere ind til nogle forskellige steder, men de var enten for dyre eller ikke hyggelige. Det sidste sted vi fandt var ogsaa lidt dyrere, men nu var vi blevet saa sultne, at vi besluttede bare at tage en hurtig sandwich. Og det viste sig at vaere en god id�: Paa et tidspunkt goer Rob mig nemlig opmaerksom paa, at der er nogle tyskere ved bordet ved siden af. Jeg skal lige til at hviske, at vi maaske kan hoere, hvad de snakker om, men i stedet udbryder jeg: �ANNA UND PHILIP?!!!!� Det viser sig, at de er den tyske familie, hvis boern jeg passede en lang overgang, mens jeg var i Aarhus! Hans og Mia er bare blevet saa store, og jeg kunne naesten ikke kende dem igen! Jeg vidste godt, at de havde vaeret paa Madagascar, og havde sendt en mail til dem, om de maaske ville give os nogle tips. Jeg fik aldrig et svar, men det viser sig nu, at Anna faktisk HAVDE svaret, men jeg fik aldrig mailen. I den mail skrev hun, at de havde haft indbrud i deres hus natten inden de skulle have vaeret afsted til Madagascar, og at deres billetter, pas, bildokumenter osv. var blevet stjaalet. Derfor var de ikke kommet afsted, og derfor var de her nu i stedet � netop ankommet! Vi spiste en hyggelig frokost sammen og fik lige opdateret hinanden � hvad er oddsene for saadan et moede?! Men vi maatte jo videre, og endte med en lang og bagdels-oem tur paa oeens oestside, som blev uforglemmelig! At koere i saa smukt og uberoert terraen og bare stoppe, hvor der er smukt, samtidig med den lokale gaestfrihed er bare noget af det bedste, der findes. Og saa hjem til hummer med cocnut curry...
Naeste dag havde vi bestilt en hvaltur, da �le Sainte Marie er kendt for det utal af pukkelhvaler, der kommer her for at yngle netop i denne tid. Vi fik garanti for faa nogen at se, men det har vi jo efterhaanden laert at tage med et gran salt. Saa da vi saa de foerste prust af de enorme pattedyr var det en helt fantastisk oplevelse, som ikke kan slaas af ret meget! Vi havde faaet lov til at sidde i forstavnen med foedderne dinglende ud over raelingen, saa vi fik det hele med fra foerste parket � vi kunne endda maerke hvalenes prust i vores ansigter (hvalsnot, om man vil...). Det foerste lange tid foregik med at skynde sig hen til en gruppe hvaler, hvorefter man saa fik den smukke halefinde at se som tegn paa, at de dykkede ned paa dybere vand. Vi syntes egentligt, det maatte vaere stressende for de stakkels dyr, og fik en smule daarlig samvittighed over at vaere en del af denne turistjagt. Men kort efter sejlede vi ud paa dybere vand, og her var der en hvalfamilie (far, mor og barn), som lod os foelge dem et langt stykke vej! Det var helt tydeligt, at de ikke foelte sig generede af os, da de hverken dykkede ned eller svoemmede fra os. Det var en helt utrolig oplevelse at sidde der i forstavnen og vaere saa taet (3-5 meter!) paa disse smukke dyr. Og det er ikke engang hoejdepunktet! Paa et tidspunkt gaar vores forhaabninger nemlig i opfyldelse, da vi ser den lille unge (en �lille� gut paa en 6 meters laengde!) springe ud af vandet med den hvide mave imod os, hvorefter den lader sig falde med et enormt plask! Dette var noget, vi IKKE var blevet lovet ved bestilling af turen, og vi var absolut henrykte over det!!!
Efter at have fulgt hvalfamilien i et kvarters tid, aendrede vi kurs mod �les aux Nattes, som skulle vaere en dejlig strand. Da de andre strande paa oeen ikke havde kunnet slaa hvad vi havde set tidligere, forholdt vi os ogsaa her afventende, men vi blev absolut ikke skuffede! Strandende var nogle af de smukkeste, jeg nogensinde har set med absolut kridhvidt sand og bogstaveligt talt turkist vand, der naermest skar i oejnene! Vi havde medbragt vores snorkler og ogsaa under vandet var der et vaeld af farver i et utal af koraller og endnu flere fisk. Rob saa endda en moraene, hvilket er meget usaedvanligt saa taet paa land. Generelt maa man meget laengere ud for at kunne se saa smukke rev! Saa nu havde vi absolut faaet prikken over i�et her i Madagascar! Dette land har bare alt! Fantastisk smuk natur i alle former og farver man kan forestille sig, rigt dyreliv, ufatteligt venlige mennesker, fantastisk mad og nu ogsaa aandeloest smukke strande! Dette er simpelthen eet af de mest utrolige steder, jeg har vaeret!
Vi brugte de sidste dage paa at slappe af, gaa ture, leje motorcyklen igen og svoemme ved �les aux Nattes. Om aftenen hyggede vi os ved hytten med laekker mad (ja, det VAR virkelig laekkert!) og en laekker madagascar-rom med cola til at yde solnedgangen selskab. Vi noed det bare i fulde drag, og var enige om, at dette var den helt perfekte afslutning paa den lange rejse.
Vi maatte jo til sidst tilbage til Tana, og vi brugte de sidste dage her paa at koebe de souvenirs og gaver, vi ikke havde villet slaebe rundt med os undervejs. Vi fandt et rigtigt spaendende marked, hvor vi koebte stort set alle vores ting. Taskerne blev pakket med bekymrede tanker om overvaegt, der heldigvis viste sig at vaere unoedvendige. Det var en helt speciel foelese at sidde der i taxaen til lufthavnen paa vej hjem... Vi glaedede os rigtig meget, men samtidig var der ogsaa et lille gran af nervoesitet over den snarlige tilbagetraeden i �den virkelige verden�. Faktisk bemaerkede jeg, at jeg foelte mig mere nervoes ved at skulle hjem, end jeg havde gjort ved nogen af de andre rejser fra land til land... Men hjem skulle vi jo, og vi glaedede os begge rigtig meget, omend det var en smule vemodigt, da vi maerkede hjulene fra flyet slippe Afrika...