Vel nede paa jorden igen, besluttede vi os for at tage paa endnu en tur, denne gang til de pre-inka aquadukter, som omraadet ogsaa er beroemte for. Det var meget interessant, og vi maatte endda kravle igennem een af dem, hvilket Rob benyttede sig af - og slog verdensrekorden for den hoejeste mand, der nogensinde havde gjort det! Det kostede et par vaade bukseben, men at doemme efter hans ansigt, da han kom igen, var det det hele vaerd. Jeg er bare glad for, at han ikke sad fast dernede! Paa vejen stoppede guiden og viste os bomuldsmarkerne, som lige nu er ved at gaa over fra de gule blomster til de vattede totter - spaendende at se! Desuden byder disse marker nok en mindre glorioes historisk forklaring paa, hvorfor der er en stoerre andel af moerkhudede mennesker i befolkningen, end vi har set andre steder i Bolivia og Peru.
Senere viste han os en Inka-bebyggelse, der dog var temmelig medtaget af bl.a. gravroevere, men stadig interessant at se. Til slut besoegte vi et sted, hvor de bearbejdede guld, dvs. udvandt det fra raa sten, alt sammen ved haandkraft! Meget interessant at se, og vi taenkte paa at koebe noget guld til vores vielsesringe - men kvaliteten var der jo ingen garanti for, saa vi sprang over. Id�en var ellers god...
Guiden koerte os hen til Nasca-museet, hvor vi pludselig kom i tanker om, at han havde glemt at tage os hen til den Nasca-figur, som turen ogsaa skulle indeholde - denne gang dog med begge ben paa jorden, saa vi kunne faa et mere direkte indtryk af, HVOR store, figurerne faktisk er. Jeg regnede med, at det jo bare var aergerligt, men han tilboed straks at hente os om en time fra museet, og saa ville han koere os derhen! Museet var OK, men vi kom jo lige fra den aegte vare, saa det var ikke helt saa intenst, som det kunne have vaeret. Til gengaeld var det en stor oplevelse at komme helt taet paa de mystiske linjer, og deres stoerrelse VAR virkelig imponerende. Og hvis det var muligt, blev mysteriet endnu mere tindingekrassende, idet man staar tilbage ligesom de mange forskere, der har beskaeftiget sig med linjernes oprindelse, og taenker: " Hvordan i hele hule ... har de baaret sig ad med det??? Og ikke mindst: Hvorfor???"
Efter frokost tog vi saa videre til Ica nordpaa, og herfra til det naerliggende Huacachina, som er en lille oase i oerkenen. Det var vildt hyggeligt, med pool ved hotellet og store sandklitter omkring os, og Rob tog chancen for at sandboarde. Jeg havde taenkt paa at tage med, men jeg er igang med en supergod bog (Rob er naesten jaloux paa bogen), saa jeg besluttede mig at blive ved poolen og dase. Det var foerste gang paa hele rejsen, vi gjorde noget hver for sig, hvilket foeltes vildt maerkeligt. Jeg tog mig selv i at savne ham, altsaa! Vi havde nu begge en fantastisk tid, og Rob kom hjem med sand over det hele, mens jeg havde stiftet bekendskab med hotellets kat, som jeg allerhelst ville tage med hjem. Men det gik jo ikke, saa i morges tog vi alene videre her til Pisco, hvorfra vi tager en dagstur til Paracas og Islas Ballestas imorgen. Her skulle der vaere en masse vilde dyr at spotte fra baadene, og stedet er derfor blevet kaldt "Poor Man's Galapagos". Vi har ikke penge til at rejse til den aegte vare i Equador i denne omgang, men vi har snakket om at goere det paa bryllupsrejsen i stedet - saa denne gang bliver det fattigroevs-alternativet i stedet.