|
|
|
Jeg har danset flamenco siden 1992. Elio og Lise har været lærere og venner, og det er de stadig, siden jeg mødte dem en kold aften i oktober 1992 i FOF lokaler. Der var ca. 20 piger (det er altid piger, på flamenco aftenskoler) som ville trampe, og ikke alene for at holde varmen. Vi var to tilbage efter én sæson, og vi fandt ud at flamenco er svært... Så blev vi ved! Ud over de to "historiske" lærermestre, Elio og Lise, har jeg taget
undervisning hos artister, hvoraf nogle betyder noget specielt for mig: Der er andre vigtige personer i flamenco miljøet. Sus, fordi hun var den person, der tog imod mig, da jeg kom i flamencoforeningen første gang, og vi har støttet hinanden i nogle vanskelige timer under prøverne på "Evolution"... Min yndlingsstilart er tangos. Og tarantos, tientos... Tangos er den festlige stilart, de to andre er mere "introspektive". De er i samme rytmiske "familie", der er en stor kontrast og alligevel en forbindelse mellem de tre stilarter. Ligesom en nødvendig smerte for at opnå noget rart... Flamenco er en religion - som Maria fra la Venta i Cadiz siger. Flamenco er ikke bare en masse tramp på gulvet, men også en levende kultur af musik, ritualer og udtryk. Flamenco taler til alle sanser. Flamenco kræver ingen forkundskaber, og det er en befriende følelse at kunne dele sin "religion" med andre - uanset nutidens værdier som fx sociale forhold og udseende. |
|
|