Sinatra's stemme var meget r� og hudl�s p� disse indspilninger. Jake Holmes mente, han skulle synge mere bl�dt og fint, men Frank sagde nej. Smerten i hans stemme skulle jo netop gengive den forladte mands smerte og nedtrykthed, g�re den mere h�ndgribelig. Det lykkedes til fulde, erkendte Holmes bagefter.
But I can't see you anyplace
And I know for sure I'd recognize your face
I forbindelse med udgivelsen, blev der planlagt en TV-special. Sinatra accepterede fra starten af at v�re med. Alt forarbejdet var gjort, da han begyndte indspilningen af albummet. Der ville blive en del udend�rsoptagelser og, selvf�lgelig, studieoptagelser.
Bob Gaudio mente, at afsnittene med sangene Goodbye og Michael and Peter ville blive us�dvanlige.
Arbejdet skulle begynde i efter�ret 1969, men Sinatra blev ved med at uds�tte. Til sidst greb Gaudio fat i ham og spurgte, hvad der var galt. Frank fortalte, at han ikke var s�rlig tilfreds med sit udseende. Han havde lige f�et en h�rtransplantation, og bar en stor paryk. Han f�lte, det fik ham til se fjollet ud som hovedpersonen i Watertown. Han var ogs� bekymret for sin stemme, som var blevet d�rligere.
Pladeselskabet Reprise var stadig overbevist om, at de havde en s�llert, men de fejlede, b�de reklame- og radiom�ssigt, og det blev ikke en publikumssucces.
I for�ret 1970 var der rygter om, at historien skulle oms�ttes til et Broadway show, men Sinatra ville ikke v�re med. Et show, der skulle l�be flere m�neder, ville blive for kedeligt, mente han. Der blev enighed om, at det skulle k�re 10 gange, men igen sprang Sinatra fra.
Alt udviklede sig fra sangen Goodbye. Det var et interessant koncept: En mand og to b�rn forladt. Historien fascinerede mig. Det var Bob Gaudio's id� at kalde den Watertown. Han fandt navnet p� et kort over staten New York.
Sangene
Watertown: Jeg havde i tankerne en forestilling om en doven eftermiddag. En sl�v, ligeglad f�lelse. Hvis vi havde lavet TV-showet, ville dette have v�ret �bningssangen, mens rulleteksterne k�rte.
Goodbye: Jeg elsker denne her slags afskedsscener, hvor der ikke sker noget som helst f�lelsesm�ssigt. Hvor det bare er farvel og tak ... og v�k.
For A While: Jeg har altid f�lt, at der i vores liv er oplevelser, du helst vil glemme. Her og nu skinner solen, og alt er vidunderligt. Og pludselig opdager du, at den person, du holder af, er v�k. Smerten sviger og river i dig, uden at du kan g�re noget.
Michael And Peter: Bob Gaudio's b�rn var model for denne sang. Jeg skrev den i brevform, fordi dette var den eneste m�de han kunne udtrykke sine f�lelser over for hende.
I Would Be In Love (Anyway): Det handler om, at du ikke kan fortryde, selv om du er i en situation, du ikke �nsker at v�re i ... han fors�ger at lade hende g� uden at blive vred p� hende. P� en m�de forstod han, hun m�tte rejse.
Elizabeth: Jeg elsker det navn. Jeg forestillede mig en kvinde kaldet Elizabeth og skrev ordene som en hyldest til hende.
What A Funne Girl (You Used To Be): Det er en tilbageskuende sang. Jeg �nskede at give udtryk for, at de havde v�ret barndomsk�rester. Vokset op og g�et i skole sammen, blevet forelsket og gift tidligt.
What's Now Is Now: En antydning af hun er rejst med en anden. Hun har haft et forhold, og han har ikke accep-teret det. Det er til dels, hvad der fik hende til at rejse til storbyen. Sangen har et skyldf�lelses tema.
She Says: Han er bet�nkelig ved sladderen, og b�rnene afspejler hans frygt. Hvorfor sender hun dette brev? Hvorfor skriver hun, at hun kommer hjem? De kan n�sten ikke tro det: Hun kommer hjem! De stoler ikke rigtig p� det.
The Train: Sangen er historien. Han kunne ikke overtale hende. Hun kommer ikke hjem. Selv om vi h�rer hele historien fra ham, har hun intet h�rt. Hvis hun havde h�rt dette album, var hun m�ske kommer tilbage. Hun oplevede aldrig denne side af ham.
Bob Gaudio:
Frankie Valli foreslog, at Sinatra og jeg skulle m�des og snakke om noget tidssvarende, m�ske lidt anderledes, noget han ikke havde lavet f�r.
Jeg var i Las Vegas et par uger og s� alle Frank's shows. Vi gik i byen sammen, men f�rst halvandet �r efter begyndte vi at indspille. For at igangs�tte projektet, havde vi planlagt et one-man TV-show. Jake Holmes og jeg besluttede at placere ham i en lille provinsby i middelklasse Amerika og fjerne al glansen, al hyggen. Vi lavede en demo og sendte den til Frank, og han var med p� den. �benbart forventede han bare at indspille ti sange, ikke at det var en historie. Jeg ville ikke have, det skulle v�re mage til andre albums, Frank havde lavet.
Sangene skulle behandles individuelt. Ligesom personerne. Her var en mand i en provinsby med et simpelt og ulykkeligt liv. Jeg ville skabe en uforglemmelig og uafrystelig lyd. Frank's fortolkning er hudl�s. Jeg bad ham om at eftersynkronisere, dvs. indspille musikken f�rst og derefter l�gge sangen p�. Han br�d sig ikke om ideen, men b�jede sig. Han f�lte ikke stemmen var helt i orden, men fortsatte indtil det var helt perfekt. Jeg var forbl�ffet over resultatet og Frank var begejstret.
Tilbage til forsiden