Frank sagde: Der er en masse mennesker, som aldrig komme til Vegas, Jeg har t�nkt p�, at vi burde lave en koncertturne?. Vi kunne bruge et tog, bo p� det, vi kunne have vores egen private vogn, en spisevogn, en barvogn og rejse fra by til by, byer vi normalt ikke bes�ger: Houston, Pittsburg, Bloomington, Detroit, Cleveland, Cincinnatti ..."
Dean brokkede sig. "Hvorfor finder vi ikke bare en god bar i stedet for?"
"Lad mig t�nke over det," sagde Frank.
"Baren?" spurgte Dean.
Normalt vil ideer, der er undfanget i l�bet af en festlig weekend ikke blive realiseret, men den f�lgende tirsdag, ringede Frank.
"Smokey, lad os g�re det. Det vil blive h�rdt, men sp�ndende. Og jeg tror, det vil v�re godt for Dean. Lad os f� ham i gang. Alene af den grund, vil det v�re godt."
Han hentydede til Deans s�n Dean Pauls d�d i en flyulykke seks m�neder tidligere.
Et par uger senere var vi til middag hos Frank i hans hjem i Beverly Hills. Han trak Dean og mig til side.
"Det med toget er udelukket. Det ville v�re sjovt og forn�jeligt, men vil ikke fungere. Vi skal rejse i dagevis for at komme fra den ene by til den. 40 musikere, 25 teknikere, jeg har seks mand p� mit hold, Dean har to, Sammy har tre. Vi bliver mere end 80 personer. Vi har ikke r�d til at huse og bespise s� mange mennesker i en uge mellem hver koncert. Vi bliver n�dt til at flyve. Jeg bruger min egen maskine, og vi lejer en anden til Jer to."
Grunden til, at der skulle v�re to flyvemaskiner var p� grund af vores forskellige vaner. Dean og jeg kunne godt lide at ankomme dagen f�r en koncert for at f� lidt f�ling med atmosf�ren. N�r Frank var i Las Vegas, ville han helst pendle mellem sit hjem i Palm Springs og koncertsalen i Vegas. Han ankom en time f�r showet startede, fik sin te, lagt makeup og s� i gang. Efter koncerten ud i en limousine og af sted til hvor, han nu skulle hen.
Dean ville kl�de om p� sit hotelv�relse, komme ned, g� direkte p� scenen og bagefter g� tilbage til sit v�relse. Han gik aldrig omkring omkl�dningsrummet. Hvis han gjorde, ville det v�re for at se fjernsyn. Der var ingen bar, ingen underholdning ... ingenting.
Jeg pr�vede selv at skabe lidt atmosf�re, lidt hygge. Elskede, n�r folk dukkede op for at hilse p�. N�r Dean var i Vegas havde han kun et show pr. aften. Han gik tidligt i seng, s� han kunne komme op n�ste morgen og spille golf.
Som Frank havde forestillet sig det, skulle vi optr�de i store indend�rs arenaer med plads 15.000 til 20.000 tilskuere.
"Tror du, vi kan tr�kke s� mange?" spurgte Dean
Fra starten var Dean ikke s� begejstret for turneen, som Frank og jeg. Tabet af hans s�n, Dean Paul, havde knust ham. De var meget t�t. Dean Paul var en dygtig tennisspiller, beundret, afholdt, en smuk ung mand. At optr�de i Las Vegas var for Dean en slags terapi, men det hang slet ikke sammen med, hvad vores turne gik ud p�. I Vegas havde Dean sit trofaste publikum, og han skulle ikke rejse. At v�re p� landevejen ville v�re stimulerende, friskt og et helt nyt publikum, men han manglede ikke pengene Selv om han var rig, levede han spartansk, kl�dte sig simpelt. I Vegas medbragte han kun en smoking og en skjorte. Han gik ind i omkl�dningsrummet, men der var ingenting, ingen makeup, intet. Han bar en lyser�d ring, Frank havde givet ham, og et ur han selv havde designet. Det var alt! Det var en livstil som ikke p� nogen m�de mindede om Franks og min.
Dean havde som sagt ikke rigtig lyst, men vi var alle klar over, at charmen og succesen ville v�re genforeningen af The Rat Pack 30 �r senere, og det ville han ikke �del�gge for os andre.
Selv om nyheden om vores koncertturne var sivet ud, og beskrevet i forskellige aviser, var vi n�dt til at g�re det officielt. Da vi gik til pressem�de, lagde Frank en h�nd p� min skulder og sagde: "Du begynder, Sam." Han fremh�vede mig stadig, og skubbede mig forrest. Alle var til stede. De store aviser, TV-stationer, lokale og landsd�kkende, radioer, ugeblade og udenlandsk presse. Vi tog vores pladser p� tribunen og det begyndte.
"Mine damer og herre, vi takker Jer for at komme her i dag ..."
Bagfra h�rte jeg Dean sige: "Er der ikke en m�de vi kan aflyse det her p�?"
Da latteren lagde sig fortsatte jeg: "Vi vil gerne officielt annoncere, at for f�rste gang siden 1960erne i Las Vegas, vil vi alle tre v�re sammen igen p� turneen Together Again."
Frank r�bte: "Men afgjort sidste gang!"
En journaliste spurgte: "Det vil alts� ikke v�re en �rligt tilbagevendende begivenhed?"
"H�r engang," sagde Frank, "Sammy er 62, og han er Benjamin her. Jeg er 72 og Dean er 70. Den eneste �rligt tilbagevendende begivenhed, du kan regne med, er din f�dselsdag."
Om aftenen gjorde vi klar til den f�rste koncert. Jeg gik over til Franks omkl�dningsrum. Dean sad p� en sofa, Frank vinkede og vi gik ud i gangen, der f�rte til scenen. Frank linnede lidt p� scenet�ppet og kiggede ud. Alle s�derne, der kl. 17 om eftermiddagen havde st�et gabende tomme, var nu fyldt op.
"Kan I huske," sagde han, "da vi lavede The Summit p� The Sands? Vi var sp�ndt p�, om nu der kom nogen?" Han kiggede p� Dean. "Kan du huske, du kom l�bende tilbage og fortalte, at der var fyldt op?"
"Selvf�lgelig var der fyldt op," sagde Dean. "Der var kun plads til 400, og vi var tre stjerner."
Dean var f�rst p� scenen. Han spillede den halvberusede, som han plejede."How long have I been on?" spurgte han pianisten, og han sang "When it rains it always rains Bourbon from heaven" og til sidst "When youre drinking, you get stinking ... and the whole world smiles at you."
20 minutter senere skulle jeg p� og havde cirka 35 minutter. Frank ville �bne anden halvdel af showet, og Dean og jeg ville dukke op lidt inde i Franks halvdel.
Jeg ventede ude i kulissen, mens Dean afsluttede med Volare. Jeg var glad for at v�re til stede, og publikum tog godt imod os. Jeg var ikke en skuffelse for mine venner eller publikum. Her sad 15.000 og ventede p� mig, og jeg var dybt taknemmelig. Jeg takkede gud for mit liv med mine vidunderlige venner og mit vidunderlige publikum, takkede for alt, Han havde gjort for mig.
Jeg h�rte bifaldet for Dean og gjorde mig klar. Opstemtheden forlod mig langsomt til fordel for ro og eftert�nksomhed. I mere end halvtreds �r havde jeg st�et i kulissen p� teatre og klubber og f�lt behovet for at underholde folk, for at blive hos dem, indtil de elskede mig ubetinget. Gud havde bragt mig til, hvor jeg var nu. Det var op til mig, at f� det til at lykkes. Mine h�nder og l�ber var t�rre, da jeg tog de tre trin op til scenen og gik ud i projekt�rlyset. Jeg tog mikrofonen, kiggede ud p� publikum, min dirigent, Morty Stevens, slog an til indledningsnummeret og publikum rejste sig op og klappede begejstret. Bifaldet gav mig styrke og velbehag, og jeg sagde: "God aften, mine damer og herre ..."
Tilbage til forsiden
Tilbage til historier