The Sands, Las Vegas
Det gav mig kuldegysninger, hver gang jeg tr�dte ind i The Copa Room for at se om Frank var til stede. Man kunne h�re Count Basie's orkester spille og publikums ophidselse og sp�nding. Jeg havde aldrig set noget lignende nogen andre steder. N�r andre kunstnere var p� plakanen, var opvarmningen som regel dansepigerne The Copa Girls eller en eller anden komiker. Her sad Basie i ensom majest�t bag sig flygel, mens orkestret bl�ste loftet ned. Dette var en begivenhed.
Og Sinatra vidste det. Rygtet gik, at han var s� nerv�s, hver gang han skulle p� scenen, at han var t�t p� at blive syg. Han ville ikke sidde ned for ikke at lave folder i sit t�j, men gik rundt hele tiden som en l�ve i bur, mens han gjorde sig klar. Vennen Jilly Rizzo var til stede for at holde uvedkommende p� afstand.
Frank gik aldrig p� scenen, hvis opvarmningen var lige s� talentfuld som han selv. Her var opvarmningen en anden sv�rv�gter, men han elskede at arbejde med Basie og hans m�nd. De fyldte rummet fuldst�ndig, ligesom Frank gjorde ved sin tilstede-v�relse, men ikke ved at spille h�jt. De var meget nedtonet, men alligevel kom det bl�sende som en tornado.
N�r Basie's orkester stoppede med at spille, var lokalet fyldt med deres lyd. Og Frank var n�d til at tr�de ind midt i d�t. Det handlede om at komme i gang med den f�rste sang - bare begynde. Og s�dan var det. Frank blev annonceret, og han gik p� scenen. Tydelig nerv�s greb han mikrofonen og sang. Jeg har kun set ham misse starten f� gange. Orkestret holdt �je med ham. Vi taler kun om f� sekunder, men for publikum en evighed. Man m� forst�, at med husorkestret og andre orkestrer, var det Sinatra, der tog initiativet. Han �bnede munden og derefter begyndte orkestret. Med Basie var det omvendt. Musikerne var p� fulde omdrejninger og ventede kun p�, at Frank skulle begynde.
Jeg har set ham fejle f�rste og anden gang, men Basie smilede bare og begyndte forfra. Sinatra stirrede ned i gulvet, lyttede til pianoet, kiggede op, �bnede munden ... og s� skete det ... Come Fly With Me ... Basie nikkede til sine musikere og Helvede br�d l�s. Sammen fyldte Count Basie og Frank Sinatra rummet helt ud - helt ud til de fjerneste hj�rner.
De fleste aftener spillede Basie solopiano et par gange og Frank sad ved sidelinjen og bare smilede. De to elskede at spille sammen. Ved anden eller tredje aften var tingene p� plads. Orkestret spillede introduktionen, Sinatra slentrede ind p� scenen, kiggede p� publikum og sagde noget med how did all these people get in my room, Basie spillede to eller tre takter og Frank og hele orkestret var i gang samtidig. Hvor s� det let ud!
Det var toppen af toppen.
Publikum kom flyvende ind fra �st- og vestkysten. Folk fra musikverdenen, komponister og arrang�rere fra New York og Los Angeles. Musikere fra byens andre hoteller kom for at opleve denne begivenhed og snakke med Basie's musikere i pausen. Som en af gutterne sagde til mig: "Eddie, for dig er det bare endnu et show, men for os er det historie."
Jeg tror, han havde ret.
