En firbenets gast erindringer. Argentina, La Plata, 13.8.1998.

Ja, så er det altså mig som skriver. Min mor sidder halvdrunk med en smøg i munden og to stearinlys tændt, og venter kun på at få kræfter til at kravle i seng.

Hun er lidt nedtrykt, - alene på båden for første gang i længere tid. Hendes mand, min far Niels, er i Danmark for første gang i 8 år, min mor Lone har lige været der.

Skrivemaskinen står fremme, og jeg ved faktisk godt hvordan man gør, for det er jo ikke for ingenting, at vi nu har været sammen i 6 år.

Jeg har fødselsdag d. 22. August og bliver 6 år, og jeg syntes ærlig talt, at det nu må være min tur at fortælle lidt.

Det kan være lidt svært at definere, hvornår det hele egentlig begyndte. I hvert fald fik jeg mine nye menneske forældre, da jeg var ti uger gammel på Grenada i Caribien. Man kunne også sige, at det begyndte med at mine forældre fandt hinanden gennem en kontaktannonce i Politiken i 1988.

Men da de har skrevet om det i bladet, vil jeg hellere koncentrerer mig om da jeg var ti uger gammel på Granada.

De var kommet tilbage til Caribien med Colombus 500 års fødselsdags Tall Ships Regatta, og har sejlet ned langs perlerækken fra Puerto Rico. De havde ikke været på Granada i mange uger, før Niels foreslog Lone, at de skulle have en hund. Niels havde vist hørt flere dårlige historier end Lone, som mente at det bandt alt for meget. Og så var der jo også det med hundehår !!!

Han Fik hende dog overtalt til at gå op og se på et kuld hvalpe, og da blev min skæbne beseglet. Jeg krøb endda ind under et køkkenbord for at undslippe, måske var det det der gjorde udslaget. Jeg kom op i Lones favn, og aldrig derfra. Egentlig havde de planlagt at jeg først skulle have et loppebad etc., og så hente mig senere. I stedet oversåede jeg min nye mor med mindst 30 loppebid. Til gengæld var jeg så dejlig fri for dem.

Allerede dagen efter efterlod de mig på den store skrækkelige båd. Jeg skreg og hylede, men lærte jo snart at de altid kom tilbage. Dagen efter sejlede vi ind i jollen til en lille ø der hed Hog Island, og så efterlod de gud hjælpe mig endnu engang på stranden og svømmede ud til båden, så jeg blev nødt til at gå ud i det våde vand og svømme efter dem. Men så lærte jeg snart at sætte pris på en dejlig afsvalende svømmetur. Jeg må sige at min sorg over at være fjernet fra min hundemor forsvandt nok så hurtigt. For aldrig før havde jeg fået så meget omsorg og så god mad. Især satte jeg pris på det fine arrangement min mor havde lavet med Niels, at han fik kødet og så fik jeg T-bone benet, for mine forældre var ret bekymrede over at mine ører ikke strittede ret op i luften, og så var der nogen der sagde at jeg bare skulle have godt med ben til kæberne. Og okseben var altså de hårdeste.!! Niels var vist for øvrigt også godt tilfreds. Kyllingeben har jeg også altid fået, for de flyder over alt her i Caribien. Og efter at have kastet de skarpe benstykker op et par gange lærer man jo hurtigt det som en klog hund!!!!

Ja - så kommer vi jo til det er med renligheden. Først fik jeg en kasse med sand i, men efter som jeg ikke er en kat, gik det jo ikke, og gav for øvrigt også en masse sand rund omkring. Så jeg gjorde jo foreløbig hvor det nu passede MIG. Man må vel have lov at tænke over tingene og vi havde jo heller ikke været ude at sejle endnu.

Jeg var godt klar over at nu skulle der ske noget særligt. Lone syede og klippede og målte ustandseligt. Til sidst fik jeg sådan en slags sele på, og så sejlede vi helt op til Antigua hvor vi deltog i et Boat Show. Faktisk måtte jeg slet ikke være der. Men vi fejrede da jul og nytår der, og så også måneformørkelse . Og jeg faldt slet ikke i vandet, så den sele kunne Lone godt have sparet sig.

Da vi kom tilbage til Granada fik vi nogle meget fine chartergæster ombord. Da vi var en tur inde på stranden og den fine mand lod sit vand op ad en busk, tænkte jeg at det så da fint ud og lod min vand op ad hans ben. Men heldigvis blev han ikke sur, de morede sig faktisk alle sammen, men jeg gjorde det nu kun den ene gang.

Og så var jeg jo efterhånden blevet så stor, at Lone sagde at nu skulle jeg selv hjælpe til med at kravle op ad badestigen, for jeg blev vel større endnu, og ingen vidste helt præcis hvor stor jeg egentlig ville blive. Så jeg sad tålmodigt på skødet af Lone i vandet på badestigen. Så kravlede hun et trin op, hjalp mig med at flytte forpoterne et trin højere op etc. Da vi havde gjort det i 3 dage kunne jeg selv og kravlede op og efterlod en måbende Lone nede i vandet på badestigen. Jeg rystede mig kraftigt så hun kom hurtigt til sig selv igen. Faktisk blev jeg efter nogen tid så god til det at jeg fik mod på at prøve andre stiger. Så da Niels og Lone var på besøg på en dansk skonnert "Godthåb" med Bent og Alice, som lå på bedding på Carriacou, sagde de de lige skulle op og have en øl og jeg skulle vente nede. Goddag mand - jeg vidste godt hvad det handlede om og da der var gået en halv time, kravlede jeg op ad en ganske almindelig malerstige, stolt som en pave. Helt ærligt, så havde jeg ikke tænkt over det med at komme ned, for der plejer jeg jo bare at springe i vandet. Men gudskelov havde Lone fordi hun en dag i tv havde set nogle brandmænd kravle ned i en båd med nogle hunde som halstørklæde om halsen. Og så gjorde hun det med mig. Hun jokkede rundt på dækket med mig, og jeg var skide sur for jeg havde jo ikke set det i TVèt. Så da hun stak hovedet ind under min mave og tog mig op på nakken vidste jeg nok hvad det handlede om, og denne gang hang jeg musse stille, for der var faktisk langt ned.

Mens vi lå ved den lille dejlige ø Carriacou, som ligge lidt nord for Grenada lærte jeg også at cykle sammen med Lone og Niels. Der var jo meget lidt trafik på øen, som kun havde en benzintank med over 100 rumshops. Jeg lærte at være på den side af cyklen som Lone bestemte, for som hun sagde så kom vi til andre øer hvor de kørte i den "forkerte" side af vejen!!!

Det sværeste var dog at lære ikke at spurte over vejen når der pludselig kom en dejlig duft af en tæve eller kat, men jeg sagde bare til mig selv når Lone nu skreg så højt, at der jo nok kom flere lækre tæver og katte.

Nå - men mine forældre havde læst en pædagog bog der fortalte at hunde lærer bedst fra de er et halvt år til ca. 3 år. Så der var meget der skulle nås endnu.

Så mens jeg var unghund og mor lavede mad så legede Niels og jeg altid skole som vi kaldte det.

Så lærte jeg at sidde og ligge , både med mundtlig ordre men også med hånden. Løbe op og ned ad trappen til salonen. Og på "hvad er det" skulle jeg løbe op og gø på dækket. Jeg elskede det og lærte det ofte på en aften. Og så vekslede vi med kommandoerne, det var virkelig sjovt, jeg elskede det. Så lærte jeg også at vente udenfor på supermarkederne eller restauranten, eller hvad det nu var hvor der ikke måtte komme hunde med ind.

Jeg blev også ret god til at slås. Når vi kom til nye steder skulle jeg jo altid kanøfles af de andre hunde. Der var ingen som gik i snor, og mange af dem var "vilde". Men mens jeg var lille, og der kom for mange på en gang, var Lone altid parart med sten i hænderne. Faktisk er hundene så sky for mennesker at bare man bøjer sig ned løber de væk!!

Men efterhånden er jeg blevet ret god til at forsvare mig selv. Jeg bider aldrig først, men ve den der bider mig, for mine kæber er jo ikke bare gjort af kyllingeben men af T-bone steak.

I Caribien lader man altid hundene blive hjemme ved huset i en lang snor så de kan finde skygge evt. under huset. Der er aldrig nogen der går tur med dem. Så en dag når de ikke gør mere ved man nok…. Men sådan blev jeg ikke opdraget. Allerede i min første uge slæbte Lone mig med til byen

Sankt Georges. I begyndelsen fordi jeg var så lille fik jeg lov til at komme med i de små busser. Men senere måtte jeg ikke, og så var det jo godt jeg havde lært at følge med en cykel. Fordi der var så roligt ude på båden blev jeg langsomt vænnet til larmen fra en by og de mange mennesker og den heftige trafik.

Lone syntes det er vigtigt at jeg kommer så meget som muligt med i land, især mens jeg endnu voksede, men nu er jeg blevet så vant til det, at jeg ikke vil være alene på båden, og det bliver de ret sure over. Så når de har været væk en to til tre timer, springer jeg i vandet og svømmer ind og leder efter dem. Som regel kan jeg ikke finde dem, men hvis der er noget interessant derinde bliver jeg bare hængende og "limer" lidt rundt som de lokale kalder det.

Vi har truffet andre både, hvor hunden aldrig har prøvet at svømme eller været med i land, og de har selvfølgelig ikke det problem, og hunden bliver og passer på båden. Men helt ærligt, så er de hunde lidt frustrerede og dumme oven i hovedet, så dem gider jeg ikke rigtig…!

Nu slutter jeg altså, for jeg kunne jo blive ved, men så vil jeg først gerne vide om der i det hele taget er nogen der er interesserede i at læse mere om hvordan det er at være hund ombord???…og hvis Lone ikke snart skriver om Chile og her til Argentina, kan det da godt være jeg også skriver om det, hvem ved.!!

2.DEL. 26.8.1998 s/y Celtic Avenger Ensenada, La Plata.

Fortsættelse af "En firbenets gast …."

Ja - jeg holdt en lille pause, for egentlig vil jeg jo helst ikke skrive om det. Men det skal jo gøres!!!

Jeg er en hanhund. Nu på mit sjette år. De steder hvor vi har ligget længe, er jeg selv sprunget i land, når lysten kom over mig og har fundet forskellige kærester.

Jeg kravlede også engang op af badestigen på en anden båd hvor der boede en dejlig tæve i løbetid.

Ak ja, det var tider. Jeg blev der i tre dage, og kom rad mager hjem. Ja det var tider.

Et andet år havde jeg en kæreste på Trinidad, Power Boat. Der flyttede jeg også lidt ind i nogle dage. Men Lone lægger altid mærke til min opførsel og kan se når der er lækre larver i farvandet. Så hun ved altid hvor hun skal lede efter mig. Så snakker hun med menneskene der bor der og de vil altid gerne have mine hvalpe for jeg er faktisk ret smuk at I ved det.

Men så skete der jo det at vi lå i Turrell Bay på Carriacou. Lysten kom pludselig sådan over mig midt om natten, og næste morgen var jeg ikke på båden. Men Lone havde luret det dagen før og sejlede ind og ledte efter mig men kunne ikke finde mig, og vi skulle sejle, men det havde de glemt at fortælle mig.!!!

Vi har jo været mange gange på Carriacou og var gode venner med de lokale. Så da Lone spurgte hvor Mulle var pegede de hen på huset. Så da jeg hørte Lone stå derude og råbe kan det nok være jeg fik gøet. De havde lukket mig inde og jeg kunne ikke komme ud.

Det var vist det der gjorde udslaget og så blev jeg faktisk kastreret hos vores lokale dyrlæge næste gang vi kom til Grenada. Lone snakkede længe med dyrlægen som sagde at det ikke ville ændre på min karakter, kun at jeg ville blive endnu mere knyttet til mine forældre.

Det er nu nogle år siden, og Lone siger at jeg ikke er blevet spor anderledes, undtaget at jeg ikke længere er så kraftig påvirket af damer og derfor ikke så nemt bliver borte.

Men selv om jeg er kastreret hopper jeg altså stadig i vandet og leder efter mine forældre hvis de altså bliver længe væk. Men Lone siger at det er deres egen fejl og at de bare skulle have trænet mere med mig da jeg var yngre. Så det lader jeg dem bare tro.!!

Da vi kom til Galapagos, efter at have sejlet gennem Panama, måtte jeg ikke komme i land. Så Niels og Lone havde snakket om at skiftes til at blive og passe på mig. Men "heldigvis" kom Lone til skade med foden dagen før vi anduvede øerne. Så hverken hun eller jeg var i land på øerne i de 10 dage vi var der.

Der er flere steder hvor vi ikke kan komme så længe jeg er her. F.eks. England, Australien, New Zealand og flere af øerne i Stillehavet. Egentlig må hundene heller ikke gå i land på Trinidad, men det gør de alle sammen. Og emigration bor lige ovre på den anden side af bugten og kan se at vi alle løber rundt inde på marinaerne.

Jeg kommer regelmæssigt til dyrlægen og får mine vaccinationer og det bliver omhyggeligt ført ind i mine papirer.

Ja så mangler jeg vist kun at fortælle om maden jeg spiser.

Jeg spiser det samme som de andre men jeg gider ikke spise kartofler og grøntsager. Så jeg får i stedet for ris el. pasta og kødet el. fisken skåret i tern og blandet i, for ellers gider jeg heller ikke spise risene.!!! Det hele bliver rumset sammen med lidt vand og olie og så en håndfuld tørfodder.

Jeg spiser kun en gang om dagen når de andre får varm mad. Men da jeg var yngre fik jeg mad oftere. Det er som regel om aftenen vi får varm mad, men kan være forskelligt alt efter om vi sejler og vind og vejr.

Hvis det er hårdt vejr når vi sejler spiser jeg ikke så meget og drikker endnu mindre, for så har jeg ikke lyst til at gå ud på fordækket og gøre. Men er det hårdt vejr i flere dage, ændre de evt,. kursen og sejler lidt med vinden så der ikke kommer vand på fordækket og så går jeg ud og gør mine sager.

Ja jeg havde jo ikke været mange uger på båden før jeg opdagede at det sted der kom færrest mennesker var på fordækket, og derfor fandt jeg et godt sted at besørge. Først senere da der kom gaster kunne jeg jo godt se at det ikke var så smart. Men nu har jeg fået en måtte med en snor i som jeg så prøver at ramme.

Så glemte jeg at fortælle om da vi var på Galapagos, og jeg ikke måtte komme i land. Så sejlede Niels mig en tur i jollen, og når vi var kommet tilpas langt væk sagde han "spring" og så svømmede jeg tilbage. En hund der ikke får motion bliver let adfærdsvanskelig.

Lone havde i begyndelsen nogle problemer med dårlig samvittighed da hun mente det var synd for en hund at være på en båd. Men efterhånden som hun så hvordan alle de andre hunde inde på land havde det blev hun klar over at jeg havde et fint liv.

På den anden side må man ikke glemme at når jeg er sammen med Lone og Niels næsten 24 timer hver dag, så bliver mand altså også afhængig af sine mennesker, og det er derfor ikke bare sådan f.eks. at sætte mig i pension et eller andet sted, når de selv gerne vil ud at rejse med bus eller tog,

Hvor jeg jo ofte ikke kan komme med.

Kun en gang er jeg blevet passet i 10 dage hos Bent og Alice som vi jo kendte så godt og de havde to hunde i forvejen på Margarita. Men jeg kan godt fortælle Jer at jeg var skide sur da de kom tilbage, og der gik flere timer hvor jeg overhovedet ikke gad tale med dem. Ja, man må jo opdrage på sine mennesker.

Knus fra Mulle, alias Jumbo.