|
Der står et monument dybt inde i den solstegte, støvede ørken i Goldfield, Nevada, USA. Det er primitivt. Bygget i rå sten og cement. En lav, næsten undselig, knap en meter høj firkant. Og i midten, hamret ned i den knastørre sandjord, en lang stang med det amerikanske flag ... "Stars and Stripes", der vajer i ørkenbrisen. Der er en inskription på stenmuren, bogstaver prentet pa en metalplade: FIGHT GANS - NELSON SEPT. 3., 1906 GOLDFIELD - NEVADA Sommetider er der blomster pa muren, lagt i respekt for det, der skete her, for knap 100 år siden. Nogle dage er et par slidte, sprukne boksehandsker slængt hen over den lave mur. I ærlig ærbødighed. Det meste af tiden passer det beskedne stenminde sig selv. Du skal være fight-freak, fanatiker, ringhistoriker for helt ind til kernen at fatte storheden, de rå sten så diskret erindrer om. Men visse dage, når den hede, tørre ørkenblæst får "Stars and Stripes" til at blafre, hvisler sære lyde i den varmedirrende luft. Og vinden bærer stemmer. De hvisker henført og hidsigt om det mægtige drama, der blev serveret her ... og hvis du lukker øjnene og koncentrerer dig, hører du klask af behandskede næver mod nøgne kroppe, du hører støn, suk, gisp, grynt ... kampens larm og skrål båret af den ørkenvind, ned gennem historien, ned gennem de 100 år ... siden den dag, danskeren Oscar Nielsen præcis på dette sted fightede om verdensmesterskabet i professionel letvægt. I ringen under den bagende sol. I starten af dette århundrede. Mod "The Champ" Joe Gans. Sort, snu, snedig ringræv. I dag er der ikke meget, der holder Goldfield på landkortet. Bare endnu en af vestens søvnige spøgelsesbyer. Et par tusind indbyggere. En drugstore. Et bilværksted. For resten ... der er en "detalje", der gør stedet til noget for sig. Great Northern Saloon. Med en bar så enorm lang, at de lokale påstår, man var nødt fil at give den et sejt svaj, så den ikke slog revner eller knækkede, på grund af jordklodens runding! Saloon og monument hænger uløseligt sammen i folkloren. Havde det ikke været for den mand, der dengang ejede den bar, var der aldrig blevet en fight i Goldfield. Tex Rickard ... en legende i boksningens brogede historie. Før han blev boksepromotor, stejfede han om i vildmarken som cowboy, gunslinger, sherif, kvægdriver... og guldjæger i Klondike. Han havde sin egen made at finde guld på i de år i det øde, gudsforladte terræn, hvor evntyrbidte barske mænd, galninge, drømmende tosser og snedige sataner fra hele kloden strømmede til, da det rygtedes, de heldige havde ramt glitrende guldårer og i floderne fandt guldklumper så store som knyttede næver ... hvor Jordens fattigste afskum ku' blive stinkende rige på bare et par uger ... Tex tog job hos de mænd, der allerede havde gjort krav på et område, der var større end de selv ku' klare. Den unge Rickard vaskede guld ud af sandet i floden, afleverede dagens støvede høst til sin boss, fik selv fem procent af gevinsten. Men hvad ingen anede, før Tex som en nobel ældre gentleman fortalte en ung New York-reporter om sit liv i de vilde dage: Om morgenen før Tex gik ned for at vaske guld, gned han vaseline og sirup i håret. Når han filtrerede guldstøv ud af sandet, strøg han med jævne mellemrum næverne gennem det fedtede, slimede hår ... og når han om natten, alene i sit træskur, vaskede håret, ku' han med et snedigt grin tælle alt det guldstøv, der den dag havde sat sig fast i hans glatte frisure ... og nu lå og glimtede i porcelænsfadet! Tex: Sådan tjente jeg min første million dollars! Det var den mand, der arrangerede den historiske fight i Goldfield. I øvrigt første gang, Rickard trådte ind pa scenen i det game, der stadig husker manden med stokken, hatten, cigaren, det stramme, evigt ironiske smil med enorm respekt. For hans kreative sjæl, dristige showman-stil, desperat-snu evne til at lave millioner ... hvor ingen andre ku' se dem. Og den fight i Goldfield var det perfekte eksempel pa hans "midas-touch" ... Alle tjente styrtende. Året for var Goldfield et par telte. Nu var der hamret spillebuler, bordeller, spisesteder og en fight-arena op solide træbrædder. Og gamblere, eventyrere og frække toser kom i bundter. Mere end fem millioner dollar blev væddet på kampen ... måbede ellers kyniske, garvede New York fight-reportere. Tex Rickard fik en entreindtægt på 69.715 dollar. Oscar Nelsons hyre var 23.000 dollar. Joe Gans fik 11.000 dollar. Da titlen var ledig og Nelson den mest karismatiske af de to, ku' alle se, det var en fair deal, at danskeren fik langt mest. Men tænk engang ... dette var 1906. De penge skal ganges med vel omkring hundrede for at ramme dagens mønt. Uhyrlige tal. Rundt regnet 20 mill. d.kr. i "nulevende" penge til Nelson for en hed eftermiddags råt arbejde. Kampen varede 42 omgange. Mere end tre timer. Manden med kameraet løb tør for film omkring 38. omgang. De sidste runder findes kun i erindringen hos dem, der var der den dag, og de lever næppe mere. Og i gamle, gulnede klip fra aviser. Og dybt i sjælen hos alle, der elsker en herlig skrøne. Oscar Mathæus Nielsen blev født 5. juni 1882 i København. Han var kun en bette knægt, da hans forældre emigrerede til Chicago. Kun 14, da han strejfede rundt på godstogene som "hobo". Kun 18, da han var professionel fighter. Masserne elskede danskeren. Han var rå. Han ku' ta' grov smerte. Ku' æde lussinger. Han pev aldrig. De ku' slå ham ned, han rejste sig altid igen. Og han ku' slås. Hans speciale var kampe over 45 omgange. Mere end tre timers sejt slid. En kampmaskine, der ikke var til at slide op. Men Nelson var ikke den reneste fighter, faget har kendt. Dirty tricks og flabede manerer var hans stil. Hans brutale væsen bag tovene gav ham tilnavnet "The Durable Dane" ... den uopslidelige dansker. Senere kaldte de ham simpeithen "Battling Nelson" ... krigeren. En særpræget detalje i hans træningsprogram: skallesmækkertricket. Med hænderne på ryggen løb to mænd direkte mod hinanden og hamrede pandeskallen sammen. Den, der stod op, havde vundet. Nelson tabte aldrig. Da han i starten af århundredet gennemstrejfede staterne på kryds og tværs og lærte sit fag, ku' Nelson godt overleve at blive slået i gulvet 17 gange i seks runder, før han tævede sin fjende i brædderne syv gange i syvende omgang ... og vandt på knockout. 1902 møder han Christy Williams i Hot Springs, Arkansas. Han er selv nede syv gange i de første runder, men hamrer så Williams i kanvassen 42 gange, før han stopper ham med et lever-hug i 17. omgang. En stribe knockout-sejre sender ham i ringen mod tidens bedste fighter, Jimmy Britt. I Colma, California, september 1905. Nelson ku' ikke udstå den altid velklædte Britt med de noble manerer. Og han torterede bevidst Britt i 18 runder med de mest gemene detaljer, før han endelig stoppede ydmygelsen og huggede ham ned med et perfekt venstrehug til kæben. Og vejen var banet for dramaet i Goldfield. Nelson tabte den dag. I et råt slagsmål. Danskeren blev så tosset af raseri, da tingene ikke gled for ham, at han både spyttede og sparkede. Joe Gans gav tilbage. Da Nelson snublede i et vildt kikset sving og skvattede, gav Gans ham næven og hjalp ham høfligt på benene. Nelson gav ham en albue i fjæset. Det var takken. Sådan var "tonen". Hverken flækket næse eller flækket læbe ku' stoppe Nelson. I 33. omgang brækker Gans sin højre hånd i en uppercut. Men begge bli'r ved at tæve løs, uden at ænse smerte eller blod. Så basker Nelson en lammende næve i skridtet på Gans. Kampleder Siler snerrer: - Det gør du ikke igen ... Nelson spytter ordene fra sig: - Jeg gør, hva' fa'en, der passer mig! Og hugger igen Gans i skridtet. Så disker de Nelson, smider ham ud af ringen. Der skal tre mand til at holde den rasende dansker, der vil tilbage bag tovene og tæve Gans. To år senere mødes de ... 4. juli 1908. Og Battling Nelson er champ. Selvom han er sløret i hjernen efter dynger af onde slag, der også har smadret hans næse, flækket hans læber, flænset hans øjenbryn, massakrerer danskeren Joe Gans i 17. omgang. Han er verdensmester i to år. Beundret og tilbedt for sit vilde mod. De skriver i aviserne, at Battling er usårlig, uovervindelig. Læger, der undres over hans evne til at ta' smerte, Undersøger ham intenst og konstaterer forbløffet, at danskeren må ha' et immun-system, der forhindrer nerverne i at sende signaler til hjernen om smerte ... manden kan ganske enkelt ikke føle, hvis han lider! Han mister titlen, da han gi'r Ad Wolgast chancen i Point Richmond i 1910. For kampen enes de to bidske fighter. om en "no foul"-aftale. Ingen af de to kan diskvalificeres eller smides ud af ringen på grund af sjofle, dirty tricks. Lige meget, hvad der så sker i ringen, er det fair og lovligt! Bare de to derinde selv ka' ta' det. En ret speciel "deal": Alt er tilladt ... alt! Kampen blev derefter. Nyrehug, albuestød, spark i skridtet, skaller, slynggreb, hug med knæet infight, slag i nakken, benspænd. De første 20 runder er Nelsons. Wolgast minder mest om en yo-yo. I gulvet. Op igen. Ned, op, ned, op ... Men i 35. omgang er Nelson træt. Battlings ansigt er smadret, sølet i blod, der hindrer ham i at se. Venstre øje er helt lukket. Blod løber fra næse, mund og et flænget venstre øre. Da han dingler ud til 40. omgang, bli'r han mødt med en byge af stod fra Wolgast. Nelson vakler, slynger næverne desperat i luften, uden at se, uden at ramme. Kampleder Ed Smith griber ham, knuger ham i sin bjørnefavn, afbryder fighten, hvisker til Nelson: - Battling, det er forbi ... Nelson spytter og vrænger ordene ud mellem sprøjt af blod: - Nej, nej, nej ... jeg ka' ta' ham, gi' mig en omgang til, han er min, jeg kan tæve ham! Han dukker siden op i boksehistorien de underligste steder Da Jack Dempsey 4. juli 1919 i Toledo, Ohio, ta'r titlen i sværvægt fra cowboy'en Jess Willard, er det så stinkende varmt, at man har arrangeret mineralvand i et giganfisk udendørs træbadekar så alle kan drikke frit. Men natten før kampen tager Battling Nelson bad i det mineralvand. Næste morgen er der ingen, der kan holde ud at drikke det! Da Dempsey 22. september 1927 mister titlen til Gene Tunney på point i den fight, der blev verdensberømt som "Den lange tælling", fordi Dempsey, da han hamrede Tunney i gulvet, glemte at gå direkte til neutralt hjørne, så kamplederen måtte dirigere ham derhen, før han begyndte at tælle over Tunney på ringgulvet, der på den måde fik ekstra "livsvigtige" sekunder til at komme sig efter den rambuk, der havde splittet hans sanser og sendt ham ned ... da er det Battling Nelson, der hyler og skriger fra ringside med et gammelt stopur i næverne: - Tunney var nede i 14 sekunder, han er slået ud, han har tabt ...! Ekkoet fra Nelsons skrig den nat runger endnu i boksehistorien. Under det store børskrak i 30'erne mister Oscar Nelson alt. Han er blanket af til skindet, da han under 2. verdenskrig arbejder med at sortere post på Centralpostkontoret i Chicago. I starten af 50'erne er han slidt op. 20 års liv som ludfattig gør også noget ved ens hjerne. Nelson er på det sidste et vrøvlehoved, mumler i timer om længst glemte kampe. Han dør 7 februar 1954, 71 år Han var Danmarks første verdensmester Dengang, der kun var otte af den slags på hele jordkloden! Han er stadig en myte i gamet. Da jeg for et par år siden i Atlantic City talte med Mike Tyson, var der et glimt af respekt i Mike's øjne: - Ohhh Denmark, det var jo der, han kom fra, Battling Nelson. Han var forrygende. Just terrific. Jeg har alle hans kampe på video. Jeg kopierer ham. Specielt har han en måde at vise en sejrsgestus, jeg er helt vild med. - Når en fjende er nede, stiller Battling Nelson sig helt hen til ham, med den ene næve sådan lidt arrogant i hoften. Det ka' jeg Ii', det er lige min stil. Yeahh, ham der Battling, he's my maaan, he's doing my thing ... |
Fra: Ringens mestre, af K. Thyboe, 1995
