|
I USAs berømte "Boxing Hall of Fame" - "Berømthedenes hal" - er dansk boksning repræsenteret med to navne. Men de opnåede begge deres hæder som amerikanere - og begge i begyndelsen af århundredet som verdensmestre. Battling Nelson og Kid Williams kom begge som små børn til USA. Nelson blev født i København i 1882 og fik det borgerlige danske navn Oscar Nielsen. Men han endte som det største navn i dansk boksnings historie - skønt hans sidste år var en tragedie. Hans tilnavn, der huskes endnu den dag i dag i amerikansk professionel boksning med den største respekt, var "The durable Dane" - "Den uopslidelige dansker". I over 20 år - fra 1896 til 1917 var han næsten umulig at besejre i letvægtsklassen. Han var en usædvanlig fighter, hårdtslående, fuldstændig frygtløs, utrolig hårdfør, der gik løs på sin modstander fra kampens start uden tøven og faktisk sled ham op i indædt, ubarmhjertig nærkamp. Her havde Nelson ry for i sin kampiver ikke altid at tage reglernes idealer om "the noble art of selfdefense" så nøje. Boksehistorien fortæller, at han faktisk var en smule heldig med kun at tabe to af sine 132 kampe på diskvalifikation af samme grund. Hans speciale var et såkaldt "saksestød" - et venstrehook ført igennem mod leverregionen, men med en hel speciel sviende og lammende virkning for modstanderen. Det blev nemlig stødt med tommel- og pegefinger udstrakt, hvad der var muligt i den tid, hvor boksehandskerne ikke som i dag var temmelig polstrede. Det virkede på det nærmeste som et karatehug. At det også kostede ham nogle forstuvede fingre, så han stort på. Nelson voksede op i staten Illinois nær de store søer, hvor han om vinteren huggede isblokke ud til de store slagterier i Chicago. Hans berømteste og mest indbringende kamp var det besynderlige opgør mod negeren Joe Gans i den støvede mineby Goldfield i Nevada 1906. De boksede om den efter tiden helt uhørte store sum af 34000 dollars, hvoraf Nelson skulle have de 2/3, selv om Gans var verdensmester. Kampen sluttede først i 42. (!) omgang efter at have været hård og indædt fra først til sidst. Gans' højre hånd var simpelt hen brækket mod Nelsons stenhårde hoved, og negeren segnede om i ringen, tilsyneladende med stærke smerter og klare fagter til antydning af, at han var ramt for dybt. Nelson blev så diskvalificeret, men historien hævder, at Gans på sit dødsleje mange år senere ville have sin samvittighed renset og tilstod, at han faktisk havde simuleret det dybe stød. Det var rent nok, sagde han. Måske havde Gans, der på kamptidspunktet var 30 år og i de første stadier af tuberkulose, fornemmet at Nelsons udholdenhed og utrolige kræfter for en letvægter ville besejre ham til sidst. Sådan gik det da også. For kun to år efter mødtes de to igen. Gans, der af sygdommen var gjort skrøbeligere, blev slået ud allerede i 17. omgang. Nelson var verdensmester. Kun få måneder efter slog han i 21. omgang på ny Gans ud i en revancekamp og blev dermed eneste bokser, der to gange formåede at slå den stærke neger ud. Nelson mistede sit verdensmesterskab 1910 til tysk-amerikaneren Ad Wolgast, kendt under det frygtindgydende kampnavn "Michigan Wildcat". Kampen er beskrevet som alle tiders mest brutale i letvægtsklassen. Den 27-årige Nelson kunne ikke klare den 22-årige modstanders ustandselige angreb og blev slået ud - men dog først i 40. omgang. Han boksede yderligere syv år, men formåede aldrig at genvinde titlen. Han tjente godt på boksningen - efter skøn over 300.000 dollars, der var en enorm sum efter datidens forhold. Men ved det store børskrak i Wall Street i 1929 mistede han alt. Han blev postfunktionær i nogle år, men så døde hans hustru, og i 1954 blev Nelson fundet forarmet og uklar, strejfende om i Chicagos gader. Venner fik ham på hospital, hvor han døde få måneder efter, 71 år. 1957 gav de amerikanake bokse-autoriteter ham plads i "The Hall of Fame". Kid Williams var også københavner, født i 1893 og kom som drengen Johnny Gutenko til Amerika. Som 16-årig begyndte han selv at tjene til føden i Baltimore. Han vandt aldrig det ry, som blev Nelsons, men formåede at blive verdensmester i bantamvægt, da han i 1914 i Vernon i Califomien slog fransk-canadieren Johnny Coulson ud i 3. omgang. Han forsvarede med sejr titlen mod Frankie Burns, men måtte i 1916 nøjes med uafgjort mod amerikaneren Pete Herman, og returkampen året efter tabte Williams sit verdensmesterskab på points efter 20 omgange. Heller ikke han kunne genvinde titlen, men han boksede endnu en meget lang række kampe. Så sent som i 1935 - 41 år - forsøgte han at gøre comeback. Han døde i Baltimore som 69-årig i 1963, og i 1970 fik han også sin mindeplads i "The Hall of Fame". Fem professionelle danske boksere har vundet europamesterskabet. Den populære Knud Larsen var den første, da han i 1929 i København besejrede italieneren Luigi Quadrini. Han holdt dog kun titlen nogle få måneder. De fire, der vandt europamesterskaber efter anden verdenskrig, er Jørgen Johansen, Chris Christensen, Børge Krogh og Tom Bogs - den sidste Danmarks største internationale boksenavn i nyere tid. Jørgen Johansen, tidligere chauffør og toldfunktionær, men senere medarbejder i sin onkels slagterforretning i København, blev som europamester i letvægt hele den danske sportsverdens forgudede helt. Han vandt det i 1952 som 29-årig ved at beseire finnen Elis Ask, forsvarede det fire gange og tabte det to år senere til den teknisk begavede italiener Duilio Loi. Jørgen Johansen var da pænt over 30 år - men usvækket populær, fordi han var usædvanlig stærk og hårdfør, hårdtslående, beslutsom og helt igennem fair. I sin tid så man ham som europamester altid på cykel til og fra slagterforretningen. Af hensyn til sin kondition ville han ikke køre i bil. I dag driver han sin egen køreskole i København. |
Den populære Christian - "Chris" - Christensen forsøgte sig i begyndelsen af sin professionelle karriere uden større held i USA. Han var allerede lidt ude over sin bedste aktive alder, da han i 1962 vandt europamesterskabet i mellemvægt. Skotten John "Cowboy" McCormack blev i KB-hallen i København diskvalificeret for at slå Chris Christensen ned med et ureglementeret nakkeslag. Danskeren tabte titlen tre måneder efter til den berømte tredobbelte olympiske guldvinder fra Ungarn, Laszlo Papp i Wien, der også vandt revanchekampen 1964. 1965 trak Chris Christensen sig tilbage som aktiv, men har siden virket som træner for andre professionelle danske boksere, heriblandt Tom Bogs. Børge Krogh, skolelærer fra Ålborg, er nok den største tekniske boksebegavelse, dansk professionel boksning har haft. Han boksede 222 amatørkampe og deltog ved Olympiske Lege i både 1960 og 1964, inden han besluttede sig for at afrunde sin karriere med nogle professionelle år. I sin professionelle kamp nr. 20 vandt han november 1966 europamesterskabet i letvægt ved at besejre den hårdtslående højrefodsbokser Maurice Tavant i en mindeværdig kamp i KB-hallen i København. Børge Krogh vandt trods en slem flænge ved øjet i de sidste runder en sikker pointssejr efter de 15 omgange og leverede her en af de bedste tekniske professionelle boksepræstationer, der nogen sinde er set i Danmark. Men allerede året efter tabte Børge Krogh titlen til den langt yngre slagmaskine Pedro Carasco, Spanien, en sen aften i en tyrefægterarena i Madrid. Danskeren blev stoppet af en øjenskade i 8. omgang. Han boksede endnu nogle år og forsøgte i 1970 at vinde titlen i letweltervægt. Han fik - højst diskutabelt - kun uafgjort mod mesteren Rene Rocke, Frankrig. Kort efter trak Børge Krogh sig tilbage og virker i dag som skolelærer i Ålborg og træner for en række af Danmarks bedste amatørboksere og hjælper for yngre, professionelle kammerater. Tom Bogs, murersvend fra Christianshavn på Amager, blev efter en lovende amatørkarriere professionel efter de Olympiske Lege i Tokio 1964. Gennem 11 år var han Danmarks absolut førende sportsstjerne, og ingen har som han i moderne tider bragt dansk boksning frem det internationale rampelys. Han har udkæmpet ni titelkampe om europamesterskabet - og vundet de syv. En enestående præstation. En tid lang blev han rangeret blandt verdens ti bedste mellemvægtere og fik i 1972 en titelkamp mod den frygtede verdensmester Carlos Monzon, Argentina. Tom Bogs kæmpede tappert mod sydamerikaneren, der ubesejret holdt titlen i fem år, men kampen blev stoppet i 5. omgang, da Tom Bogs fem gange havde været i gulvet. Tom Bogs var ubesejret i sine første 55 professionelle kampe. Han vandt sit første europamesterskab i letsværvægt ved at slå tyskeren Lothar Stengel ud i 1. omgang ved et udendørs stævne i Københavns Idrætspark. Han vandt europamesterskabet samme sted få år- senere ved at besejre italieneren Carlos Duran på points, og det var også under åben himmel på det store københavnske fodbold-stadion, at han mødte sin overmand i Carlos Monzon. I 1974 mødte han i England John Conteh i en ny titelkamp i letsværvægt og havde englænderen i gulvet, men den langt yngre englænder kom sig og tvang Tom Bogs til at opgive i 6. omgang. Det var tydeligt, at Tom Bogs' bedste dage var forbi. Han boksede endnu nogle få kampe, men trak sig sa tilbage i 1975. Han er nu fængselsbetjent i København. Ikke mindst i kraft af boksere som Børge Krogh og især Tom Bogs havde den professionelle boksning i over et tiår en stor tid i Danmark. Men i professionel boksning går det op og ned - meget afhængigt af, hvad der dukker op af nye talenter. Efter Tom Bogs' afsked var der kun 4-5 aktive professionelle tilbage, bl. a. Jørgen Hansen, i flere år i europaeliten i weltervægt, og mellemvægtstalentet Poul Knudsen, således at der har været relativt stille på den professionelle boksefront det sidste par år. At det lykkedes næsten uafbrudt at bevare den professionelle boksnings popularitet gennem en 15-årig periode skyldes også den unge promotor Mogens Palle, der ikke holdt sig tilbage med arrangementer. Fra 1963 arrangerede han op til 1976 således 14 europamesterskabskampe med dansk deltagelse i Danmark, to med kun udenlandske kombattanter og to VM-kampe. Til de tre store udendørsstævner med Tom Bogs i Københavns Idrætspark mod Lothar Stengel, Carlos Duran og Carlos Monzon var der hhv. 12.000, 15.000 og 16.000 tilskuere. I amatørboksningen havde Danmark sin guldaldertid i 1920'rne med fremtrædende præstationer ved Olympiske Lege. I Paris 1924 vandt den ålborgensiske letvægter Hans Nielsen således guld - den eneste hidtil i dansk amatørboksning ved at besejre Argentinas Alfredo Copello i finalen. Derimod er det blevet til flere sølvmedaljer, nemlig ved Anders Petersen i 1920 (slået i fluevægtsfinalen af Frankie Genaro, USA), letvægteren Gotfred Johansen, ligeledes i Antwerpen 1920 (slået i finalen af Sam Mosberg, USA) og ved samme Olympiske Lege ved sværvægteren Søren Petersen (tabte til R. R. Rawson, England). I Paris 1924 tabte letsværvægteren Thyge Petersen finalen til Harry Mitchell, England, og samme år blev Søren Petersen for anden gang slået i en olympisk sværvægtsfinale, denne gang af Otto von Porat, Norge. Men efter de fem sølvmedaljer har den danske olympiske høst ikke været stor. Det er blevet til fem bronzemedaljer, hvoraf den sidste vandtes af weltervægteren Victor Jørgensen i Helsingfors 1952. Heller ikke ved europamesterskaberne er det gået særlig godt, siden letsværvægteren Svend Åge Christensen i 1940'erne vandt et mesterskab. Efter anden verdenskrig er det kun blevet til en enkelt medalje af sølv og bronze. |
Addenum to the Danish version of Boxing. A Pictorial History by H. Carpenter, 1976
