Under Kurven

September 1999

Fra Redaktionen

Så skal vi til det igen…..

En ny sæson er startet, og nu er det snart tid til at de spændende turneringskampe begynder.

Inden vi begynder at kigge fremad på den nye interessante sæson, så lad os lige kaste et blik tilbage på den forgangne.

Vi afsluttede turneringen med 10 hold, lige fra de ældste Senior Herrer, til de små purke på Mini-Yngste 2. Der var blandede resultater, men igen i år fik vi hele to Københavnsmesterskaber hjem til klubben.

Senior Herrer:
Målet for sæsonen var helt klart oprykning til 3. Division. Ved juletid var der dog gået lidt grus i maskineriet, idet man havde tabt tre kampe, alle dog med meget små marginaler. Chancen var der dog stadig, og der blev kæmpet indædt for de teoretiske chance i de sidste kampe. Sæsonen sluttede med de to altafgørende kampe mod VLI og USG, og desværre brast ballonen mod VLI, og den tætte kamp blev tabt 60-63.
Med oprykningen uden for rækkevidde, lykkedes det dog alligevel at vinde over rækkens tophold USG i den sidste kamp. Resultatet 64-63 til Skjold siger at om spændingen.
Der var naturligvis skuffelse over at målet om oprykning ikke blev nået, og flere spillere snakkede om at stoppe.
Heldigvis viste det sig at vi alligevel kommer i 3. Division, og vi har fået etableret et samarbejde med Farum, så vi til denne sæson står med et virkelig stærkt herrehold på vej mod 2. Division.
Vores andethold blev tidligt i sæsonen trukket p.g.a. mangel på spillere.

Junior Herrer:
JH var endt i B-rækken, og det viste sig at denne række blev delvist ødelagt af trukkede hold og aflyste kampe. Det lykkedes for holdet at spille 5 kampe, og det blev til sejr i de to af dem. Dermed blev det en 3. plads af 4 i B-rækken.

Junior Damer:
JD var ligeledes havnet i B-rækken, og her fik man hentet en 3. plads ud af 6, for 2 sejre ud af 5 mulige. Rækken var meget tæt, og alle kunne slå alle. En undtagelse var dog holdet fra Herlev, som gik ubesejret igennem.

Drenge:
Også Dr spillede i B-rækken, og præcis ligesom de to juniorhold vandt man 2 kampe ud af 5. Et hold skilte sig meget ud, idet Espergærde BBK vandt samtlige kampe med stor margen. Vores drenge endte som nr. 5 af 6 i B-rækken.

Piger:
Pi var kommet i A-rækken, og var oppe mod stærke modstandere. Holdet klarede det udemærket, og vandt 2 af 5 kampe. Dette rakte til en 5. plads af 6. Suveræne i denne række var Falcon.

Mini-Drenge Ældste:
KØBENHAVNSMESTRE !!! Førsteholdet hos MdÆ var utrolig gode, og fejede al modstand væk i C-rækken. 7 kampe spillet og ligeså mange vundet. Diplom som Københavnsmestre blev resultatet af den flotte præstation.
Andetholdet spillede i D-rækken, og endte som nr. 4 af 7 efter at have vundet 2 kampe.

Mini-Piger:
KØBENHAVNSMESTRE !!! Mini-Pigerne stod nok for sæsonens fornemste resultat, idet man vandt A-rækken og kunne kalde sig Københavnsmestre. Efter et tæt opløb, hvor mange hold var utrolig lige, blev det Skjold’erne der trak det længste strå og vandt rækken til trods for at man kun havde vundet 6 kampe af 8 mulige. Et flot resultat der lover godt for fremtiden.

Mini-Drenge-Yngste:
Første-holdet spillede i B-rækken, og endte på 6. pladsen af 8, selv om man faktisk vandt halvdelen af kampene. Der er dog noget potentiale i holdet, og dem skal vi nok høre meget mere til i fremtiden.
Andet-holdet havde det meget svært i E-rækken, og det endte desværre med lutter nederlag og få scoringer. Sæsonens højdepunkt var nok kampen mod Virum 3, hvor det blev til en rekordscore på 10 point :-)

Hvis vi så vender os mod den kommende sæson, så byder den jo på spændende tiltag. Mest iøjnefaldende er samarbejdet på Seniorsiden med Farum Basketball-Klub. På ungdoms-siden kæmper vi stadig for bedre vilkår til træningen for vores medlemmer. Birkerød Kommune har stadig ikke fået bygget en ny hal, og vi har heller ikke fået de nye træner-emner ind i klubben som vi har søgt efter.

Vi har derfor desværre måttet sige farvel til en del medlemmer i slutningen af sidste sæson, men bestyrelsen arbejder på sagen, og vi håber på at få vendt medlemskurven så den igen går op.

Med disse ord vil jeg ønske alle omkring Skjolds basketball-afdeling og den nye alliance ”Furesøens Basketball-Klub” en rigtig god sæson, med håb om fremgang og gode resultater.

Thomas

Nyt om Furesøens BBK

Som tidligere berettet i Under Kurven, er Skjold Birkerød og Farums førstehold på herresiden jo lagt sammen i denne sæson under navnet "Furesøens Basketball-Klub". Denne nye klub skal spille på Skjold's plads i 3. division.

Træningen er begyndt at fungere rigtigt godt, der bliver gået til den, og der er kamp om alle pladserne på holdet. Ud over de hidtidige spillere fra hhv. Skjold og Fa rum, har alliancen også formået at tiltrække spillere fra andre klubber, således har vi fået tilgang fra tre spillere, som i sidste sæson spillede i 1. division.

Op til sæsonstarten har vi spillet nogle træningskampe, og deltaget i et par træningsturneringer. De to vigtigste kampe har været mod modstandere fra 2. division, således at holdet var sikret kampe mod virkelig stærke modstandere over det niveau vi vil komme ud for i den daglige turnering.

Den første kamp mod AABC fra Kokkedal blev meget lige, men spillet bar meget præg af at det var første gang spillerne spillede en "rigtig" kamp sammen. Det betød flere fejlafleveringer end sædvanligt, og til trods for det spillede man næsten lige op (nederlag med 9 point), og en positiv 2. halvleg, som Furesøen vandt med 10 point.

Ugen efter var et andet hold fra 2. division på besøg - VLI. Kampen var også meget jævnbyrdig, i hvert fald i starten. Første halvleg sluttede med kun to points forskel mellem de to hold. Desværre havde kampens dommer en mindre god dag, og han fløjtede til højre og venstre som vinden blæste. Det var såmænd ikke uretfærdigt, da sol og vind blev fordelt nogenlunde lige, men vores spillere lod sig gå meget på af det, og havde svært ved at koncentrere sig, og matche de meget fysisk stærke VLI-spillere i kampen der blev tilladt meget hårdt spillet. Der var tale om et reelt kollaps i anden halvleg, og et klart nederlag til Furesøen.

På torsdag d. 16/9 kl. 21:00 går det så for alvor løs. Furesøens første officielle kamp spilles i pokalturneringen, hvor man i første runde har trukket PiiBBK fra 2. division. Det er ingen hemmelighed at man på holdet vil gøre alt for at vinde kampen, og der er en helt klar mulighed for at det kan blive en realitet. Holdet er nu langt bedre sammenspillet, og bør kunne matche PiiBBK, som endte i bunden af rækken sidste år. Det ser ud til at man er i stand til at mønstre absolut stærkeste opstilling, hvilket endnu ikke har været tilfældet i nogen af træningskampene.

Endnu en fordel er at kampen spilles på hjemmebane i Søndervangshallen, og vi håber naturligvis på at mange tilskuere finder vej til trods for det sene spilletidspunkt. Læs mere om denne kamp senere i dette blad.

Referat af stiftende generalforsamling for Furesøens Basketball-Klub afholdt mandag d. 5. juli 1999 kl. 20:30 ved Stavnsholthallen.

1. Valg af dirigent
Thomas Frydendal blev foreslået og valgt.
Dirigenten ridsede kort baggrunden for generalforsamlingen op, og fortalte om de møder der har gået forud for den i den nedsatte arbejdsgruppe.

2. Vedtægter
Arbejdsgruppens forslag til vedtægter blev meget kort gennemgået. Det blev yderligere oplyst at man forventer at tilmelde to herrehold til turneringen. Herefter blev forslaget vedtaget enstemmigt.

3. Valg af formand
I henhold til vedtægterne har Skjold Birkerød formandsposten i foreningens første år (ulige år). Skjold Birkerød har indstillet Thomas Frydendal til formandsposten.
Thomas Frydendal blev valgt med akklamation.

4. Valg af næstformand
Posten som næstformand tilfalder i ulige år Farum BBK.
Jacob Søndberg blev foreslået og valgt med akklamation.

5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Fra Skjold Birkerød blev følgende valgt:
Ahmad Mustapha
Lars Jeppesen
Fra Farum BBK blev følgende valgt:
Peter Bonfils
Mikkel Schou

6. Valg af suppleanter
Fra Skjold Birkerød blev følgende valgt: Christian Enggaard
Farum BBK havde ingen kandidater, og man bemyndigede bestyrelsen i Farum BBK til at finde en kandidat snarest muligt.

7. Eventuelt
Efter et par korte opklarende spørgsmål, kunne generalforsamlingen afsluttes, og den nye bestyrelse fastsatte det første møde til efter sommerferien, mandag d. 9. august kl. 21:00 i Stavnsholthallen.

Pokalturneringen

Furesøens Basketball-Klub er blevet tilmeldt DBBF’s pokalturnering for Senior Herrer. Lodtrækningen er foretaget, og Furesøen spiller den første kamp i 1/32’dels finalen mod PiiBBK fra 2. Division. Man kan vel ikke kalde lodtrækningen uheldig, bl.a. fordi man kunne have rendt ind i elitehold som Værløse eller Hørsholm, og samtidig vil kampen give et godt fingerpeg om hvordan holdets styrke er mod et af de hold der spiller i rækken over vores.

Kampen, som samtidig er den første officielle kamp for Furesøens Basketball-Klub, spilles torsdag d. 16. September 1999 kl. 21:00 i Søndervangshallen. Vi håber på solid tilskuer-opbakning. MØD OP !!

Lodtrækning til næste runde (1/16’s finaler) foretages i uge 38.

En lille ny basket-spiller ??

”Under Kurven” kan med glæde berette at klubbens bestyrelses-medlem og turneringsleder Jesper Selsmark er blevet far.

Fru Sussi er d. 9. september nedkommet med en søn.

Vi ønsker far, mor og barn alt mulig held og lykke fremover !

Højeste hold vandt Street-basket DM

Det blev som forventet et finalebrag mellem øst og vest, da DM i street basket 99 blev afgjort på en afspærret Bülowsvej.

Horsens Boys - Danmarks højeste street baskethold anført af 220 cm høje Ole Bentsen - vandt 12-8 over Carstens Otium Drenge i en hårdt spillet dyst. De sidste to års forsvarende mestre, Converse, med landsholdsspilleren Thomas Rud fra Glostrup, blev slået i semifinalen af netop Horsens Boys.
Horsens Boys: Ole Bentsen, Sonny Madsen, Mladen Simanic og Mikkel Christensen.

Hos kvinderne vandt favoritterne Sit Frig, der består af elitespillere fra Aabyhøj, over Lørdagskyllingerne fra Glostrup med 16-11 i street basket.
SitFrig: Amy Facer, Malene Heegaard, Karina Fuhr, Anne Christensen.

Hvert af de tre vinderhold fik overrakt en check på kr. 16.000, som var turneringens førstepræmie.

I den åbne street basket-turnering for børn under 16 år vandt Losers 16-11 over Freshmakers. Præmien var basketbolde.
Losers: Lasse, Billy, Michel og Tim.

Finalestævnet var afslutningen på de mange landsdækkende stævner afholdt i løbet af sommeren rundt i hele landet. Vinderne fra de lokale stævner kvalificerede sig til finalestævnet i København.

Divisionerne 1999/2000

Efter at forslaget fra Skjold Birkerød blev vedtaget på DBBFs repræsentantskabsmøde, vil divisionerne i år se således ud:

Basketligaen
Skovbakken, Sisu, Horsens IC, Hørsholm, Åbyhøj, Stevnsgade, Glostrup, Værløse, Roskilde, Holbæk, BMS/Herlev, Horsens BC

1. division herrer
BK Amager, Odense, Falcon, Brøndby, Jægerspris, Næstved, Viby, Hjortshøj-Egå, SBF-Hårlev, Randers Cimbria, Alba, BK 73

2. division herrer øst
Greve, Helsingør, Virum, Jonstrup, Hvidovre, Gladsaxe, PiiBBK, AABC, VLI, USG

2. division herrer vest
Vejle, Skovbakken 2, Horsens IC 2, Svendborg, Ålborg, Odense 2, Harlev, Kolding, Åbyhøj 2, Esbjerg

Elitedivisionen damer 99-00
Åbyhøj, Falcon, Sisu, Horsens BC, Glostrup, Stevnsgade, Holbæk, Hørsholm/Helsingør, BMS/Herlev, BK Amager

1.division damer
Gladsaxe, AUS, Skovbakken, Roskilde, Virum, Odense

2.division damer vest
Svendborg, Kolding, Åbyhøj 2, Harlev, Ålborg, Silkeborg, Skovbakken 2, AUS 2

2.division damer øst
Glostrup 2, AABC, Stevnsgade 2, BK Amager 2, Gl.Hellerup, Næstved, Værløse, PiiBBK

Tæt på klublokale i Søndervangshallen

Et af klubbens største ønsker gennem mange år, har været at få et klublokale, og helst et i nærheden af vores primære træningshal.

Endelig ser det nu ud som vi et tæt på en virkeliggørelse af drømmen. Sammen med håndboldklubben, har vi fået lov til at tømme det bagerste depotrum, og indrette dette til klublokaler for de to foreninger.

Vi mangler nu bare et par weekender, hvor nogle stærke mænd, og nogen med sans for indretning får færdiggjort lokalerne.

Tæt på ny hal ved Stadion

En anden helt stor målsætning for klubben – i samarbejde med byens andre idrætsforeninger og Birkerød Idræts-Union – har været at få bygget en ny hal ved Birkerød Stadion.

Pladsen er der jo – hallen skulle være bygget samtidig med Stadion for mere end 30 år siden, men pengene slap op inden man kom i gang.

Det forlyder fra kilder tæt på Rådhuset, at to partier nu har indgået en aftale som skulle betyde at hallen ved Stadion står færdig i år 2001, og bl.a. skal indeholde 300 tilskuerpladser og eventuelt også bowlingbaner i kælderen.

DGI Trænerkursus

DGI Frederiksborg Amt giver dig nu alletiders chance for at snuse til jobbet som ungdomstræner, eller blive dygtigere hvis du i forvejen træner hold.

Der afholdes her i Birkerød sideløbende to trænerkurser

K1 – for nye eller relativt uerfarne trænere
K2 – for trænere med mindst to års erfaring

Kurserne løber af stablen fra fredag d. 29. oktober kl. 18.00 til søndag d. 31. oktober kl. 13:00 på Sjælsøskolen.

K1 vil bl.a. behandle:
- Træning i grundlæggende elementer
- Træning i begynderspil
- Boldbasis og boldlege
- Træningsplanlægning og forberedelse
- Pædagogiske aspekter
- Trænerrollen, forældresamarbejde, motorik, skader

K2 kommer ind på:
- Boldbehandling
- Progression i undervisning og øvelsesvalg
- Angrebsspil
- Bevidstgørelse af spilleradfærd/persontyper
- Holdprofil, målsætning, sæsonplaner.

Klubben dækker kursusgebyret (som er incl. forplejning og kursusmaterialer), så det er bare med at tilmelde sig hos enten Thomas Frydendal, eller klubbens DGI-kontakt Jeppe Frydendal (Tlf. 4587 7841).

Motionsholdets hjemmeside

Vores motionshold, som består både af mænd og kvinder - træner hver mandag aften (undt. i skoleferierne) kl. 21:00 nede på Sjælsøskolen. Holdet er primært for forældre og andre interesserede, der ikke har spillet basket i særlig høj grad før. Herudover finder man også tidligere – lidt ældre (håber ikke vi fornærmer nogen) – spillere, som bare gerne stadig vil røre sig lidt. Niveauet er sådan at alle kan være med, og holdet kan altid bruge nye kræfter. Det er sjovt, og samtidig kan man få rørt sig lidt, og måske på den måde få bugt med nogle dårlige samvittigheder.

Som noget nyt er holdet i år tilmeldt turneringen. Dette betyder at de skal ud og spille ”rigtige” kampe mod andre motionist-hold fra hele Københavns-området. Det skal nok blive rigtigt sjovt !

Holdet har fået deres egne hjemmesider, hvor man bl.a. kan se turneringsplanen, og tilmelde sig til næste træning.

Klik på ”Motionsholdet” på klubbens hjemmeside !! http://www.geocities.com/Colosseum/Field/7091/

Infosport på internettet

Husk også at du på internettet kan se alle resultater af dine egne og Jeres modstanderes kampe.

Infosport er den landsdækkende resultat-formidling, hvor du finder alt fra fodbold til .

Find infosport på http://www.infosport.dk/


Tilbage til "Under Kurven"-siden

Tilbage til hovedsiden


Thomas Frydendal, opdateret d. 17/09-99
1
Hosted by www.Geocities.ws