Velkommen til en ny sæson, og velkommen til et nyt nummer af vores klubblad "Under Kurven". Bladet udkommer i sit hidtil største oplag, og med det hidtil største eksemplar.
Der er flere andre rekorder som vi har opnået i klubben i løbet af dette år. Medlemstallet er så højt som aldrig før, antallet af hold er naturligt også rekordhøjt, og også antallet af hold i turneringen er højere end nogensinde før.
Alt i alt går det jo faktisk rigtigt godt, men vi skal passe på at vi ikke pludselig bliver kvalt i vores egen succes. Med alle de nye børn der vil spille basket, kommer der naturligvis også et øget behov for kvalificerede trænere, ledere, dommere m.m.
Vi har haft en del problemer med at finde trænere til klubbens hold, hvilket i nogle tilfælde måske har betydet at et hold har fået en forholdvis uerfaren træner, men vi arbejder på sagen, og de trænere der har brug for det vil komme på diverse trænerkurser.
Et problem er trænere, men det er jo også ret nødvendigt med et sted og være, og her må man desværre konstatere at Birkerød Kommune halter katastrofalt bagefter når det drejer sig om faciliteter til idrætten.
I valgåret 1997 var igen været meget snak frem og tilbage om bygning af en ny hal i "hullet" ved stadion. Lige op til kommunalvalget endte det med at alle partier faktisk var enige om at hallen skulle komme. F.eks. snakkede Karin Løhde fra Venstre i sin store annonce i Birkerød Avis næsten som om at den hal allerede var bygget. Men vi kender jo politik, og nu hvor valget er overstået er der pludselig ikke flere penge og hallen er igen lidt ude på et sidespor.
Søndervangshallens brugerundersøgelse i 1996 viste et stort ønske om et klublokale for de store brugere håndbold og basketball. Man har nu fået tilladelse til at bygge ud, således at der kan tilføjes et ekstra depot til hallen, og således kan det gamle depot ombygges til klublokaler. Vi må dog stille nogle simple krav til et sådant lokale. Man skal bl.a. kunne komme ind og ud selv om hallen er lukket, således at det f.eks. er muligt for de frivillige ledere at lave klubarbejde, og så det også er muligt måske at blive siddende efter halpersonalet har låst hallen af og er gået hjem. Der er ingen sikre prognoser for hvornår arbejdet kan være færdigt, men vi glæder os til, i samarbejde med håndboldafdelingen, at komme i gang med at bruge dette lokale.
Et nyt initiativ i klubben er "Forældreinddragelse". Et projekt vi startede i efteråret, for at få aktiveret både nogle af de forældre som allerede har vist interesse for klubben, men også for at få nogle af de mere "søvnige" op af sofaen. Vi startede med et forældremøde, dog med ringe deltagelse, men siden har forældrene selv taget teten, og vi havde bl.a. holdledere på alle de yngste hold, og forældrene har blandt andet arrangeret vores afslutningsfest i sidste sæson.
I klubbens daglige ledelse, bestyrelsen, blev der skiftet en smule ud på generalforsamlingen i marts. Samtidig blev det vedtaget at vælge bestyrelsesmedlemmer for to år, halvdelen afgår i lige år, og halvdelen i ulige år. Bestyrelsen holder normalt møde ca. en gang hver anden måned, og modtager gerne forslag og kommentarer fra medlemmer og forældre.
Den nye bestyrelse består af:
Thomas Frydendal (formand)
Gregers Nordentoft (kasserer og minileder)
Jesper Selsmark (turneringsleder)
Jeppe Frydendal (ungdomsleder)
John Andrews (forældrerepr.)
Ahmad Mustapha (suppleant)
Nu skal vi så i gang med turneringen. Spillere, trænere, dommere og alle andre pudser formen af og er klar når det går løs med de første kampe d. 19. september.
Jeg vil ønske alle en rigtig god sæson.
Thomas Frydendal
formand
Som noget nyt, har vi i denne sæson prøvet at starte et motionisthold, primært for forældre og andre der har lyst til at prøve kræfter med den spændende sport.
Der er tale om absolut begyndere, så ingen skal være bange for om de nu kan være med. Der trænes hver mandag aften (undtagen i skoleferierne) i Sjælsøskolens Idrætshal, og holdet ledes af John Andrews, som også er træner for klubbens yngste mini-hold.
Der spilles primært for at have det sjovt, og for at få bugt med sin dårlige samvittighed om at "Jeg burde jo også dyrke noget motion".
På et senere tidspunkt vil der muligvis blive tale om kampe mod andre motionisthold fra øvrige klubber i Københavns-området.
Holdet er som sagt åbent for alle, og vil du være med er det bare at møde op. Kontingentet er p.t. 400 kr. for et halvt år.
Yderligere information kan fås hos John Andrews (se bagest under træningstider).
Klubben har efterhånden så mange hold, at antallet af spilletrøjer er ved at blive et problem. Nogle hold må dele trøjer, og det er ikke muligt for en enkelt træner at holde styr på hvor trøjerne er henne.
Hvis der blandt dette blads læsere skulle være en forældre el. lign. der gennem firma m.m. skulle være interesseret i at sponsorere tøj til et eller flere hold, er det bare at henvende sig til klubben.
Desuden beder vi alle medlemmer om at kigge bagerst i klædeskabet, idet der er mange af vores trøjesæt, der er ukomplette.
FIBA har vedtaget en lang række ændringer i de internationale basketball-love pr. 1. august 1998. De ændrede Official Basketball Rules, gældende fra 1998 - 2002 er vedtaget i forbindelse med Verdenskongressen i Athen i august, og den danske oversættelse er ved at være klar. Desuden er der tale om nogle få ændringer i dommerteknikken. De vigtigste regelændringer er kort forklaret her. Lovene er i øvrigt igen opstillet på en ny måde.
De væsentligste ændringer er:
1. Førstedommeren skal nu også give bolden op ved dommerkastet ved 2. halvlegs start og ved eventuelle ekstraperioder.
2. Også kvindelige spillere skal nu bære spilletrøjen inden for spillebukserne.
3. Ingen spillere må bære T-shirt inden under spilletrøjen uden lægeattest. Men har spilleren lægeattest, skal T-shirten have samme farve som spilletrøjen.
4. I de sidste 2 minutter af 2. halvleg og de sidste 2 minutter af eventuelle ekstraperioder stoppes kampuret hver gang der scores under spil. Udskiftning er her udelukket. Time-out er udelukket for det scorende hold.
5. I 2. halvleg tillades nu tre time-outs pr. hold. Der er ingen ændringer vedr. time-out-antallet i 1. halvleg eller i ekstraperioder.
6. Hvis en udskiftningsspiller indsættes i en time-out, behøver han nu kun at henvende sig til protokolføreren (ikke længere også til en dommer). Udskiftningsspilleren skal fortsat henvende sig til en dommer ved udskiftning uden for time-outs.
7. Bolden får nu kun to faser: død bold eller levende bold. Bolden bliver levende, når den forlader dommerens hånd ved dommerkast, når en dommer stiller den til en straffekasters rådighed, eller når den er til rådighed for en indkaster.
8. Forsætlig scoring i egen kurv er nu en forseelse (frikast udfor straffekastlinien). Scoringen tæller ikke. Reglen om hændeligt selvmål er uændret.
9. Et 3-pointsforsøg bliver til et 2-pointsforsøg, efter at bolden har rørt banen i 2-pointsområdet, eller efter at bolden har rørt en spiller inden for 2-pointsområdet, eller efter at bolden har rørt ringen og derefter lovligt er rørt af en spiller, før den går i kurven.
10. Udskiftningsmuligheden slutter, når en dommer går ind i cirklen for at udføre dommerkast, eller når en dommer går ind i straffekastfeltet for at afvikle det første/eneste straffekast, eller når bolden er til en indkasters rådighed.
11. Videos, film og fotos må ikke bruges til at afgøre eller ændre en kamps resultat, men kun til afklaring af disciplinærsager eller til undervisningsformål senere hen.
12. 3-sekundskontrollen starter nu først, når der er boldkontrol på banen (ikke allerede fra indkast).
13. Det er forbudt enhver spiller at række hånden op gennem kurven og røre bolden over ringniveau eller på ringen. Det gælder både efter scoringsforsøg, tip til bolden og afleveringer. Det er en forseelse, der medfører pointstilkendelse resp. indkast afhængig af, om den skyldige er på det forsvarende hold eller det angribende hold.
14. Dobbeltfejl, hvor det ene hold har boldkontrol, medfører nu indkast til samme (boldkontrollerende) hold, efter at fejlene er noteret. Har intet af holdene boldkontrol ved dobbeltfejl, er der fortsat dommerkast. Scores der trods dobbeltfejl, er der som hidtil indkast ved baglinien.
15. Hvis en forsvarende spiller sætter plade eller ring i svingninger, mens bolden i en modspillers skud er i luften, og det sker med det formål at hindre bolden i at gå i kurven, dømmes teknisk fejl mod forsvareren. Fejlen medfører 2 straffekast.
16. Usportslig teknisk fejl af en spiller indføres. Straffen er 2 straffekast + indkast ud for centerlinien. Det dømmes ved teknisk spillerfejl af særlig grov og provokerende karakter.
("Almindelig" teknisk fejl af en spiller kan fortsat dømmes som hidtil.)
17. "Nyt" dommersignal: Klartegnet "tommerfinger i vejret" autoriseres nu.
18. Nyt dommersignal: Håndledsfatning over hovedhøjde straks efterfulgt af det sædvanlige T-signal for teknisk fejl. Bruges ved usportslig teknisk spillerfejl (jf. ovenfor under 15).
Rækkefølgen af de her nævnte regelændringer er ikke et udtryk for, hvilke der er vigtigst, men derimod i hvilken rækkefølge de forekommer i den kommende udgave af lovene.
Der er desuden enkelte tekniske ændringer vedr. bane og udstyr.
Går du med en hemmelig drøm om at blive dommer ?
Kunne du tænke dig at lære meget mere om reglerne ?
Klubben kan gratis tilbyde dig dommerkurser på dit niveau.
Start med at dømme lidt til træning, og du kan evt. også dømme nogle træningskampe. Når du så har været på det grundlæggende kursus (C-niveau) kan du begynde at dømme kampe i turneringens lavere rækker.
Får du blod på tanden, er der herefter mulighed for at blive forbundsdommer på B-niveau, hvor du dømmer kampe i KBBF (op til 3. division), og derefter A-dommer og elitedommer, hvor du kan dømme i alle rækker incl. Elitedivisionen.
Sidste trin på stigen er at du bliver international (FIBA) dommer, og så vil du kunne dømme landskampe, Europa-Cup m.m.
Men start lige med at dømme ved træningen, ikke……
Der har i løbet af sommerferien været en lang, og til tider ophedet debat i medierne omkring dommerne i dansk basket.
Dommerne kræver mere i løn for at dømme elitekampe, men forbundet på den anden side vil ikke give dommerne mere uden at kvaliteteten og standarden på dommerpræstationerne bliver højere.
Problemet bider sig selv i halen. Flere og flere dommere holder op, og kun få nye kommer til. Vi styrer mod en katastrofal mangel på dommere. Så længe vilkårene for dommerne ikke er bedre, er det også svært at tiltrække nye emner.
I dag får en basketball-dommer 100 kr. for en kamp + diæter hvis man er væk fra hjemmet i længere tid. En elite-dommer fra Sjælland, der ofte dømmer i Jylland, kan nemt bruge 10-12 timer at sin weekend på hver kamp.
Bestyrelsen i Danmarks Basketball-Forbund vedtog på et møde før sommerferien at honoraret til dommerne ikke bliver hævet, til trods for en aftale om noget andet, man indgik med dommerne for nogle år siden. Dette er dommerne blevet temmlig sure over, og i lang tid var der tale om en reel dommerstrejke.
Så slemt går det nok ikke, men forbundet kommer ikke uden om at forbedre forholdene for de mennesker, der frivilligt weekend for weekend stiller op i deres dommertøj til kamp.
I Birkerød har vi også mærket manglen på dommere. Det er ofte de samme mennesker her fra klubben, der dømmer samtlige kampe i turneringen for vores hold. Man skal være af en speciel støbning for at man frivilligt i weekend efter weekend orker at høre på brok fra spillere, trænere, forældre og tilskuere. Men heldigvis er der stadig nogen der synes det er sjovt.
For måske at få flere emner til at puste i fløjten, har bestyrelsen i Skjolds basketballafdeling vedtaget at dommerne i klubben i år vil få udbetalt et mindre honorar pr. dømt kamp.
Sæsonen er i fuld gang, og træningen på klubbens bedste herre-hold er ligeledes på sit højeste.
Holdet bliver igen i år trænet af Bobby Maric, som sidste sæson trænede ALBA's herrer i 2. division, og også har mange andre divisionshold på sit visitkort.
Holdet spiller i Danmarksserien, og det klare mål er oprykning til 3. division. Ser man på modstanderne i rækken, ser det ud som om der også er realisme i målsætningen. På grund af en skæv fordeling af nedrykkere fra divisionerne, er der ikke kommet hold oppe fra 3. division i år. Topholdet fra sidste år AABC fra Kokkedal er derimod rykket op, og derfor skulle opgaven alt andet lige være lidt lettere i år. Holdene i toppen bliver formodentlig, i lighed med sidste år - USG, Frederikssund og så Birkerød, selvfølgelig med mulighed for at andre hold kan overraske, og også blande sig i kampen om den ene oprykningsplads.
Vi ved selvfølgelig ikke meget om modstandernes styrke i forhold til sidste år, men det er i hvert fald helt sikkert at Skjolds hold er blevet bedre til denne sæson.
Der bliver comeback til den stærke center Lars Jeppesen, som efter lang tids skadespause er med igen. Næsten samtlige spillere fra sidste sæson er stadig med, og et par oprykkede ynglinge er desuden blevet indlemmet i truppen også.
Der har desværre ikke været den store tilgang, og et af problemerne på holdet er at truppen ikke er særlig bred. Ofte giver det problemer ved træningen, hvis et par spillere har meldt afbud. Det er svært at give et bud på hvordan dette kan forbedres, men vi vil prøve at få skabt lidt opmærksomhed om klubben i lokalområdet, bl.a. gennem referater af kampene i Birkerød Avis.
Andetsteds i bladet kan du læse om hvornår holdet spiller deres kampe, og du er selvfølgelig meget velkommen til at støtte holdet på hjemmebanen i Søndervangshallen.
Så er de igang igen! Spillerne og ejerne i verdens mest profitable basketball liga er atter røget i totterne på hinanden i dollarens navn. De kan ikke blive enige om en ny aftale, der omhandler fordelingen af de mange milliarder dollars NBA-ligaen genererer. Så nu er den kommende sæson truet af strejke, en sen start, og i værste fald en total aflysning.
NBAs Commissioner, David Stern, er på ejernes side og den magtfulde Stern har allerede annonceret at ejerne hverken kan eller vil betale spillerne mere og at sæsonen helt bliver aflyst hvis ikke den er startet engang i januar.
Spillerne og ejerne har holdt adskillige møder, men indtil videre har man altså ikke nået noget der bare kunne minde om en løsning på konflikten. Det seneste møde (d. 6/8-98) endte med at ejerne og NBA ledelsen rejste sig og gik da de havde hørt spillernes krav. Spillerne er lockoutet, hvilket betyder at de ikke kan benytte klubbernes faciliteter eller arbejde med de trænere og læger, der er tilknyttet klubberne.
Større betydning har det dog at spillerne heller ikke får udbetalt lønninger mens de er lockoutet. Hvis ejerne udbetalte lønninger til de spillere, der har en "garanteret" kontrakt ville det løbe op i 800 millioner dollars (ca. 5,6 milliarder kroner!).
Om det hele ender i kaos og en aflyst sæson?! Tjah, hvem ved! Men skulle det ske vil det sandsynligvis skade NBAs renomme i en sådan grad at ligaen imagemæssigt sættes mange år tilbage i tiden. Det vil koste milliarder af kroner at "tabe" en sæson på sådan vis og man har lidt på fornemmelsen af det svenske (pop) stjerneskud Meja synger om NBA, når hun fremfører sit monsterhit: It is all about the money.....
Michael Jordan får sin femte MVP Award
Chicagos Michael Jordan blev den kun trejde i NBAs historie, der vandt prisen "Most Valuable Player" fem gange. Det blev en kendsgerning efter hans fremragende 1997-98 sæson.
Jordan, som kommer i selskab med Kareem Abdul-Jabbar (seks gange) og Bill Russel (fem gange), fik 92 topplaceringer blandt det panel af 116 sportsjournalister der afgør hvor trofæet havner. Utahs Karl Malone - sidste års vinder - blev nummer to med 20 førstepladser.
Michael Jordan spillede alle 82 kampe for tredje sæson i træk, og røg ind på tredjepladsen på NBA all-time topscorerliste. Han har scoret i alt 29.277. I denne sæson scorede han 28,7 point pr. kamp.
Får vi Jordan at se i den nye sæson ?
Der florerer mange rygter om at Michael Jordan ikke vil spille for Chicago Bulls i næste sæson. Sammen med Phil Jackson, holdets træner i sidste sæson, har Jordan tidligere meddelt at han ikke vil være hos Bulls i 1998/99.
Hans agent har nu imidlertid udtalt, at der er en chance for at både Jordan og Jackson kommer tilbage hos Bulls alligevel. Det er avisen Chicago Sun-Times der bringer historien, hvor agenten David Falk oplyser at "Jordan helt sikkert gerne vil tilbage, men kun til et hold der har chance for at vinde mesterskabet igen". Meget afhænger derfor at hvad Scottie Pippen vælger at gøre, samt hvilke andre spillere og hvilken træner der ender med at være hos Bulls.
Jordan har tidligere udtalt, at han kun vil spille under Phil Jackson.
Vi kan altså kun vente og se om en af verdens bedste spillere gennem tiderne er at finde i verdens bedste basketball-turnering i den kommende sæson.
Danmarks Basketball-Forbunds generalsekretær Birgitte Melbye er blevet valgt til en absolut toppost i basketball-verdenen.
På "Standing Conference of Europe"(generalforsamling for de 50 europæiske basketball nationer) i Amsterdam, Holland, blev 59 årige Birgitte Melbye, valgt til FIBA's (Federation International de Basketball Amateur) verdensbestyrelse. Dermed bevæger Birgitte Melbye sig fra den daglige ledelse af knap 20.000 danske basketball spillere, til ledelsen af de ca. 250 millioner basketball spillere på verdensplan.
Dette betyder dog langt fra at Birgitte har tænkt sig at lade de 20.000 danske basketball spillere i stikken.
På forbundsplan har Birgitte Melbye i nu 24 år arbejdet for fremmelsen af dansk basketball, først som daglig leder af DBBF's sekretariat og nu som generalsekretær. Om betydningen for dansk basketball udtaler Birgitte Melbye:
"Det betyder først og fremmest at dansk basketball har vundet international anerkendelse, vi er blevet synliggjorte, dels pga. af vores deltagelse i det internationale arbejde, men ikke mindst fordi man er blevet opmærksom på, at vores lille basket-nation har udviklet sig så meget at vi spillemæssigt set begynder at blande os i det bedre selskab. Mere overordnet er det vigtigt for mig at få mulighed for at være med til at udbrede de danske idrætstraditioner. "
For dansk idræt betyder valget af Melbye, at Danmark nu har en leder i en af verdens absolut største idrætsgrene. FIBA har 211 medlems-lande og ca. 250 millioner udøvere på verdensplan. Til sammenligning har FIFA (fodbold) knap 200 medlemslande og ca. 200 millioner udøvere, atletik 209 medlemslande (ingen oplysninger om udøvere tilgængelige), volleyball har 210 medlemslande og over 200 millioner registrerede spillere.
Karl Chr. Koch (generalsekretær i DIF) lykønsker Birgitte Melbye, og udtaler at med valget af Birgitte Melbye, har dansk basketball vundet betydelig international anerkendelse.
Denne sætning hører man ofte i medierne, og meget tyder på at internettet er noget der er kommet for at blive, og også på basketball-fronten kommer vi til at mærke den fagre nye verden i næste sæson.
Allerede i foråret 1997 var Skjold Basket en af landets første basketball-klubber på internettet. Vi har vores egen homepage, hvor man kan finde oplysninger om klubben, træningstider og lign. Siden bliver desværre ikke opdateret så ofte, men den er i hvert fald et besøg værd. Du finder os på:
http://www.geocities.com/Colosseum/Field/7091/
Siden da er mange andre klubber også kommet på nettet, og i løbet af kort tid vil de fleste informationer klubberne imellem foregå på e-mail. Danmarks Basketball-Forbund har investeret i en hel række internet-forbindelser, som de forærer gratis til klubberne i et år. Meningen er herefter at kunne afskaffe almindelig papir-post.
Skjold er også med i dette projekt, og klubben har derfor også fået en ny og meget nemmere e-mail adresse. Hvis du vil skrive til os er det:
Denne adresse kan bruges generelt til klubben, og posten vil automatisk blive videredirigeret til den rette person.
I forbindelse med den nye internet forbindelse, kommer vi nok også snart over på en ny adresse med vores homepage, men mere om det senere.
På vores hjemmeside har vi også en liste med de medlemmer der har e-mail adresser, og er du ikke på her kan du bare skrive til klubben, så sørger vi for at du kommer med på listen.
I denne sæson vil det være meget lettere at følge med i resultater og stillinger fra de forskellige basket-rækker.
Danmarks Idræts-Forbund har, i samarbejde med en firmaer og sponsorer, startet infosport - en resultatservice på internettet.
Indtil videre er DBU (fodbold) kommet på, og man kan i dag følge alle fodbold-resultater i hele landet, lige fra Faxe Kondi-Ligaen til den laveste mikro-put række.
I denne sæson kommer så DHF (håndbold) og DBBF (basketball) så med på vognen.
Umiddelbart efter afviklingen af en kamp, indberettes resultatet til infosport over telefonen. Det er typisk turneringslederen eller træneren, der har ansvaret for det.
Målet er, at infosport har resultatet senest en time efter, at kampen er slut. Nogle indtaster dog først resultatet efter, at holdet har klædt om, andre ikke før om aftenen eller næste morgen.
Hvis der mangler nogle resultater en time efter, at en kamp er slut, tilstræber infosport at følge op ved at kontakte og vejlede den ansvarlige for kampene. Alle indtelefonerede resultater kan normalt findes på internettet senest 5 minutter efter!
Resultaterne indsendes også til forbundet på papir. Dvs. at resultater, der ikke er indtelefoneret, kan risikere at vente på opdatering i op til en uge, da nogle klubber vil glemme at indtelefonere.
I tilfælde af at kampen ikke bliver spillet, er det også vigtigt at infosport bliver kontaktet og informeret om kampens nummer og årsagen, så disse kampe også kan blive registreret.
Udover kampresultater og stillinger, akn du også finde meget andet på infosport.
Der er ca. 12.000 idrætsklubber og -foreninger i Danmark. Allerede nu kan du finde mange af dem på infosport, og for hver dag kommer der flere til. Når den enkelte klub har lagt oplysninger om klubben, dens adresse og postnummer ind, kan du finde frem til klubben ved hjælp af en søgefunktion.
Du kan bl.a. finde klubbernes adresser og telefonnumre, og mange af dem har også lagt forskellige klub-aktiviteter ind her.
Du finder infosport på:
Disse ting er dog slet ikke det eneste du kan finde om basketball i Danmark på nettet.
Danmarks Basketball-Forbund har deres egen side, og her kan du finde alverdens information.
Der er links til en masser klubber i Danmark og i udlandet, bl.a. også til NBA. Jeg vil ikke nævne de gode her, men opfordre folk til selv at logge ind på siden og så surfe lidt rundt i cyber-verdenen.
DBBF finder du på adressen:
Det var så alt om internet for denne gang, men vi hører meget gerne fra dig hvis du har gode ideer til vores internetsider, eller har tips til andre gode basketball-sider på nettet.
Vi vil i de kommende klubblade vende tilbage til emnet, i takt med at flere og flere danskere kommer på nettet.
God fornøjelse med surfingen !!