Efter sidste uges ærgerlige og uheldige nederlag til DHL fra København, ventede der en glædelig besked i løbet af ugen - nemlig at topholdet Baltic ligeledes havde tabt en kamp, og der var således igen lagt op til en “finalekamp” mellem de to hold om puljesejren lørdag eftermiddag i Søndervangshallen.
Regnestykket var enkelt op til kampen. Hvis Skjold skulle bringe sig på førstepladsen i puljen krævede det en sejr på mindst 8 point, idet de to holds første opgør endte med sejr til Baltic på 7 point. Skjold kunne stille med stærkeste hold, og havde brugt hele ugen siden det ærgerlige nederlag til at lade op til den vigtige kamp.
Kampen startede i et højt tempo og mange fejlafleveringer - begge hold var tydelig mærket af kampens vigtighed. Skjold kom straks fra start bagud med 5-0, men fik overvundet den værste nervøsitet som 1. halvleg skred frem. Kampen var meget lige, men det lykkedes for Skjolderne hele tiden at trække en smule fra Baltic - og således kunne man gå til pausen med en komfortabel føring på 14 point - 42-28.
Målet for anden halvleg var således at holde føringen på de nødvendige 8 point, men som anden halvleg skred frem begyndte Skjolderne pludselig at spille drømmebasket, og gang på gang overrumplede man Baltics forsvar med gennembrud og langskud udefra. Bl.a. var 3-pointsskudene uhyggelig præcise i starten af halvlegen, og dette var med til at knække Baltic fuldstændig - De formåede slet ikke at score fra det tredje til det tiende minut i halvlegen.
Skjold spillede simpelthen topholdet ud af banen i anden halvleg, og kunne oven i købet afslutte kampen med to flotte dunk. Sejren blev hele 105-53 - en overraskende stor sejr i en kamp der på papiret så ud til at være den sværeste i denne sæson.
Topscorer for Skjold blev Jesper Selsmark med 18 point og desuden scorede Jesper Schleimann og Claus Pries-Jensen hver 16 point.
En meget lykkelig træner Jeff Markray kunne efter kampe konstatere at alt hvad der var galt i sidste kamp åbenbart var blevet rettet, og han havde slet ikke nogle kritiske ord om sit hold. Nu mangler bare en enkelt kamp - modstanderen er “Gudrun” fra København, og vinder Skjold denne kamp er 1. pladsen i rækken sikret. Kampen spilles torsdag d. 20. marts kl. 20.00 på hjemmebanen i Søndervangshallen.