Birkerød d. 11-04-1996

 

Formandens beretning for 1999

Generalforsamlingen d. 21/03-2000

 

 

 

 

 

Så fik vi også overstået året 1999, og vi skriver nu 2000 i kalenderen. For os i Skjold Basketball betyder det også at vi nærmer os en milepæl – nemlig vores 25 års jubilæum i Januar 2001.

Det skal naturligvis fejres behørigt, og bestyrelsen vil i løbet af året offentliggøre planerne, som bl.a. omfatter en fest for alle nuværende og gamle medlemmer af klubben.

 

Det mest bemærkelsesværdige der skete i 1999 var at vores førstehold på senior-siden blev lagt sammen med Farum, men det er der mere om senere.

 

 

 

AKTIVITETER

 

Som jeg plejer, vil jeg starte min beretning med give en kort redegørelse over nogle af de ting der er sket i afdelingen i 1999, alt det der er udover vor hovedformål, som er træning samt deltagelse i Turneringen under Københavns Basketball-Forbund for de forskellige hold.

 

Årets første arrangement med deltagelse var skoleturneringen for kommunens 6. klasser i januar 1999 på Sjælsøskolen, det var den 8. i rækken. Vi deltog med dommere i det stævne som Toftevangsskolen med Gregers i spidsen stod for.

 

I april deltog vi som vanligt i Horsens Cup med alle vores mini-hold. Belært af erfaringer fra 1998 valgte vi i 1999 at droppe idéen med at have forældre med som ”aflastning” for trænerne.

Stævnet var heldigvis organisatorisk forbedret en del fra 1998, men til gengæld var der meget få hold med – hvilket medvirkede til at gøre det en anelse kedeligt, og knap så sjovt som det har været før. Det er snart tid igen, og vi drager endnu engang afsted her i starten af april med store forhåbninger og forventninger, især fra alle spillerne. Nogen af os trænere kunne nok godt finde andre beskæftigelser end bruge sin weekend på at sove 2 nætter på et hårdt stengulv, og få delvis høreskade af at høre på skrigende unger 48 timer i træk. Men hvad gør vi ikke for de kære små…

 

Sæsonen sluttede med den traditionelle sommerafslutning med mixede hold fra alle aldersgrupper.

 

Vi fik heller ikke afholdt vores stævne ”Skjold Cup” i år. Jeg tror efterhånden idéen er død og borte. Vi mangler i hvert fald personer med lyst til at står for hele det store arrangement.

 

I løbet af sidste sæson blev det klart at vores seniorhold stod over for en stor udfordring i den kommende sæson. Vi kunne se at flere spillere formodentlig ville stoppe, og alt i alt var der dystre udsigter. Der blev holdt et spillermøde kort før sæsonens slutning, og et af forslagene her var at man kunne spørge Farum Basketball-Klub om ikke de kunne være interesserede i et samarbejde.

Det viste sig hurtigt at der var stor interesse for projektet fra begge klubbers side, idet Farum havde lignende dyste udsigter da deres træner var rejst til Tyskland.

Vi fik dannet en arbejdsgruppe bestående af tre repræsentanter fra hver klub, og denne gruppe holdt et par møder i løbet af foråret, og endte med et færdigt udkast til vedtægter for den nye alliance.

Mandag d. 5. juli blev der afholdt stiftende generalforsamling i Furesøens Basketball-Klub, som bliver navnet på den fælles forening. Til bestyrelsen blev valgt følgende personer:

Thomas Frydendal, Skjold (formand)

Jacob Søndberg, Farum (næstformand)

Ahmad Mustapha, Skjold

Lars Jeppesen, Skjold

Peter Bonfils, Farum

Mikkel Schou, Farum

Christian Enggaard, Skjold (suppleant)

Allianceaftalen gælder KUN for seniorherrer. Resten af klubben fortsætter helt uændret.

Træningen for seniorherrer er fælles for de to klubber, og er fordelt i Farum og i Birkerød. Der blev tilmeldt to hold til turneringen under det nye navn Furesøens Basketball-Klub. Hjemmekampene spilles både i Birkerød og Farum, ca. halvdelen hvert sted. Spillerne forbliver medlemmer af den respektive moderklub, og økonomien i alliancen følger en fordelingsnøgle som er nærmere beskrevet i vedtægterne.

 

Københavns Basketball-Forbunds årlige repræsentantskabsmøde blev en noget speciel oplevelse for undertegnede i år. Ved uddelingen af hædersbevisninger blev jeg totalt uforvarende og uforberedt sammen med et par andre tildelt KBBF’s sølvnål for et godt stykke arbejde ude i klubberne.

Til samme møde fremsendte vi forslag til om at få delt turneringen op således at man ikke længere skulle have en masse sekundahold (storklubbernes 2. hold) liggende og fylde op i divisionerne. Forslaget blev af KBBF sendt videre til DBBF, og samtidig blev undertegnede valgt til at være en af KBBF’s delegerede til Danmarks Basketball-Forbunds årlige rep.møde på Fyn. Det var virkelig en lærerig oplevelse at være med hvor det hele sker. Efter en lyn-mavøvre blev vores forslag ændret så det kun galdt Øst for Storebælt, og således kom det igennem da jyderne valgte at være neutrale. Turneringen fremover være opdelt øst for Storebælt således at førstehold og sekundahold ikke længere må møde hinanden. Dette betød faktisk også at vores herrer i den nuværende sæson er blevet forfremmet, og skal spille i 3. Division Øst som bedst rangerende hold fra den tidligere turnering.

 

Efterfølgende har jeg også fået foden indenfor i KBBF, hvor jeg nu er medlem af turneringsudvalget, hvor jeg er med til tilrettelægge turneringen og behandle protester.

 

Et af de store problemer vi havde ved sæsonstarten, var igen i år at finde trænere til klubbens hold. Første-holdet fortsatte med Bobby Maric som træner, og det lykkedes også i år med stort kniberi at få besat pladserne som trænere for vores ungdomshold. Her kan vi få meget store problemer til næste år, og vi har måske nok forsømt lidt at få fat i nye emner.

 

I Skjolds Hovedforening, fortsatte projekt “minisport”, og fortsat med stor succes. Vi deltager et par gange om året som gæsteinstruktører.

 

Juleafslutningen løb lidt ud i sandet, til stor ærgrelse for mange medlemmer. Der manglede lige den afgørende entusiasme fra trænere og ledere for at få det på plads.

 

 

 

MEDLEMSTAL

 

Ved indberetningen til Danmarks Idræts-Forbund d. 1/1-2000 viser et medlemstal på     medlemmer mod 116 sidste år.

Et fald, og forklaringen skal nok findes i manglende trænere. Jeg tror faktisk vi kunne lave mange flere hold, hvis bare vi have personerne og haltiderne til dem.

 

Ser man på kontingentindtægterne, er de naturligt nok faldet til          kr. mod 86.825 kr. sidste år.

 

 

 

 

HOLDTILMELDINGER 1998/99

 

Til sæsonen 1999/00 tilmeldte vi 9 hold mod hele 11 hold i sidste sæson. Som sagt var de to herrehold sammen med Farum i Furesøen, og desuden fik vi vores motionisthold på banen i turneringssammenhæng. På ungdomssiden tilmeldte vi et juniorherre, et juniordame, et drengehold, samt et mini-drenge og et mini-pige hold.

 

Der er lagt op til at man vedtager nye aldersgrænser fra og med den kommende sæson, således at alle spillere rykker en kategori op. Dvs. de spillere der i dag er første års drengespillere, vil i den kommende sæson være førsteårs juniorherrer.

 

 

 

SPORTSLIGE RESULTATER FOR 1998/99

 

Senior 1 formåede mere end at forbedre sin plads i Danmarksserien, og endte som nummer 3. Det viste sig at være lige præcis en placering for lavt, da de to hold over p.g.a. de tidligere nævnte ændringer kom op i 2. division.

Senior 2 i Serie 4 blev trukket midt i sæsonen.

Junior Herrer blev nr. 3 af 4 i B-rækken.

Junior Damer blev nr. 3 af 6 i B-rækken.

Drengene blev 5 af 6 i B-rækken.

Pigerne blev 5 af 6 i A-rækken.

Mini-Ældste 1 blev 1 af 8 i C-rækken. *FLOT*

Mini-Ældste 2 blev 4 af 7 i D-rækken.

Mini-Piger blev 1 af 5 i A-rækken. *MEGET FLOT*

Mini-Yngste 1 blev nr. 6 af 8 i B-rækken

Mini-Yngste 2 blev nr. 6 af 6 i E-rækken

 

Altså to Københavnsmesterskaber, godt nok ikke i de højeste rækker, men mini-pigerne skal fremhæves kraftigt for den flotte indsats.

 

 

EFTERÅRET 1999

 

Førsteholdet i 3. division klarer sig godt, og er med i kampen om oprykning til 2. division.

 

Andetholdet ligger midt i Serie 4.

 

Motionistholdet klarer sig flot, og havde ved juletid vundet alle kampe.

 

Vores mini-piger kvalificerede sig med en flot sejr i deres pulje til Mesterrækken.

Junior Damer kvalificerede sig til Mester B.

Junior Herrer og Mini Drenge til A-rækken.

Junior Damer og Drenge til B-rækken.

 

Vi kan konstatere at vi i år har holdene meget flot repræsenteret i distriktets øverste rækker. Mester og A-rækkerne.

 

Alle resultater kan nu ses på internettet kort efter kampene er spillet, og det har givet alle mulighed for at følge med i resultaterne for alle rækker. En stor forbedring.

 

 

KURSER

 

Vi har haft trænere på et fælles Skjold-kursus (arrangeret af fodbold-afdelingen) men vi venter stadig på næste del… ??

Jeppe Frydendal stadig aktivt medlem af DGI Frederiksborg Amt’s basketball-udvalg, og han er her igennem med til at få uddannet endnu flere basket-trænere.

 

 

ØKONOMI

 

Året 1999 var på det økonomiske område præget af nedskæringerne på Birkerød-Ordningen. Både medlemstilskud, og især lokaletilskud fik en ordentlig tak nedad. Vi har forsøgt at tage højde for dette i vores budgetter, og det er lykkedes os at få rettet økonomien flot til. En anden nyhed i tallene er vores bidrag til fusionsklubben Furesøen.

 

Klubbens trænere får stadig udbetalt en godtgørelse på 4.000 kr./hold pr. år for træningen, og vi har forsat med en ekstra godtgørelse for som træner at deltage i kampe på udebane.

Kontingentsatserne er uændret, og ligger på:

 

   kr./år ( 0-14 år)

   kr./år (15-18 år)

   kr./år (19-   år)

 

Årets tilskud fra Birkerød Kommune var på:

 

Medlemstilskud efter den nye Birkerød-Ordning:      ,00

Lokaletilskud:                                    ,10

Tilskud fra 5% puljen (foreningshåndbog):         ,00

 

Vores regnskab endte med et tilfredsstillende overskud på godt 4.000 kr., hvilket igen i år forbedrer vores egenkapital.

Bestyrelsen vil fortsat bestræbe sig på at opbygge en lille reserve i forbindelse med uventede udgifter og yderligere besparelser.

 

 

LOKALEFORHOLD

 

Situationen på Sjælsøskolen er status quo.

 

Søndervangshallen er der hvor der er sket mest. Der er etableret en ny basket-bane på tværs, således at vi nu vil kunne træne med to minihold samtidig i hallen. Det tidligere kontor er desuden blevet omdannet til klublokale, og når det står helt færdig engang omkring sommerferien, håber jeg at vi kan få god gavn af det til hygge, afslapning, møder og andre arrangementer. Vi deler lokalet med håndboldklubben, som også står for indretningen.

 

Den nye hal ved Stadion har igen været et hot emne blandt politikere og i idrættens verden, men der er virkelig sket ting og sager. Det skulle nu være næsten 100% sikkert at der kommer en ny hal, og man har fra kommunens side ikke sparet på visionerne i det foreløbige oplæg. En stor dobbelthal – 1000 tilskuerpladser – Restaurant, Bowling, Cafémiljø, Tribune til fodboldbanen, 4 små sale, fitness og motionscenter – Det hele sammenbygget med Søndervangshallen i et meget ambitiøst projekt til over 100 mill. kroner. Det ser VIRKELIG godt ud, og selv om en del af det formentlig bliver barberet væk inden hallen står der, så er der virkelig grund til optimisme på idrætslivets vegne.

 

Vi havde i 1999 meget tid til turneringskampe i Søndervangshallen, og vi har derfor ikke benyttet Sjælsøskolen i så stort et omfang.

Vi fik igen i år ikke mere tid til træning. På Sjælsøskolen har vi stadig mandag fra 18-23 og onsdag fra 18-19. Der er heller ingen ændringer i tiderne for Søndervangshallen. Vi har desuden brugt Toftevangsskolens gymnastiksale men de lukker og bliver ombygget til klasselokaler til august. I næste sæson vil vi igen forsøge at få flere og bedre tider, men der er mange om budet, og vi er ikke de eneste der skriger på mere haltid. Vi håber dog på bedre tider når hallen står klar !

 

 

 

 

 

PRESSE, PR, INFORMATION

 

Birkerød Avis har ikke ligefrem svømmet over af reportager fra basketballkampe. Det har stået meget sløjt til, da der ikke er nogen der har overskud til at skrive noget om kampene.

 

Vores klubblad ”Under Kurven” fungerede fint i 1999, og udkom med hele tre numre.

 

 

ØNSKER FOR 1999

 

Igen i år må man konstatere at de to-tre ønsker jeg havde på sidste generalforsamling ikke er opfyldt. Træner- og dommersituationen er uforandret.

 

I år 2000 VIL vi have uddannet flere dommere, og få flere mennesker ind i arbejdet omkring de forskellige hold – især på trænerfronten.

 

 

 

BESTYRELSESARBEJDET

 

Bestyrelsen har stort set bestået af samme hold som de sidste år, og der er en stor grad af seriøsitet og arbejdsvillighed. Desværre har et stort tidspres for undertegnede og andre i bestyrelsen betydet at den sidste bestyrelsesperiode – som slutter her i aften – har båret præg af meget få møder, og dermed ingen større aktivitet i klubben.

 

Jeg har som formand mistet en del af energien og lysten, og har overvejet om man måske skulle prøve at finde en afløser på posten. Problemet har bl.a. været den stærkt stigende arbejdsmængde i forbindelse med Furesøens BBK, hvor jeg både fungerer som formand og kasserer. Jeg mangler simpelthen tid.

 

Efter nøje overvejelse har jeg dog besluttet at blive siddende endnu en stund (hvis jeg bliver valgt J), med håb om jeg til næste år kan få lidt mere tid, og få lagt nogle af opgaverne i Furesøens BBK over på andre hænder.

 

En af de første og største opgaver for den nye bestyrelse, der bliver valgt i aften, bliver at sætte trænere og træningstider på holdene i næste sæson. Et puslespil der godt kan blive svært at få lagt.

 

Som konklusion på året 1999, må man nok sige at vi er gået en lille smule i stå. Vi må komme op i omdrejninger igen, og få vendt matheden og trætheden til noget positivt.

 

Sidst, men ikke mindst, skal der lyde en tak til de forskellige organisationer vi arbejder sammen med. Tak til KBBF, DBBF, Danmarks Idræts-Forbund, DGI og naturligvis til Skjolds Hovedforening. Desuden en tak til bestyrelsesmedlemmer, trænere, dommere, spillere og forældre som yder den uvurderlige frivillige indsats, som vi ikke vil kunne klare os uden.

 

Med disse ord vil jeg overlade beretningen til diskussion i forsamlingen.

 

 

20/03/2000

 

Thomas Frydendal


Tilbage til hovedsiden
Thomas Frydendal, opdateret d. 17/08-00
Hosted by www.Geocities.ws

1